Teknologisk Institut

Ny filterløsning skal mindske udledning af støv fra træindustrien

Del

Udledningen af støvpartikler fra træindustrien kan reduceres markant med en ny filterteknologi, der effektivt opfanger støvpartikler, også de helt små og særligt sundhedsskadelige. Dertil er løsningen mere robust og billigere i drift end traditionelle posefiltre.

Partikler og støv kan ikke ses med det blotte øje, men er sundhedsskadelige over tid, når de inhaleres i for høje koncentrationer. Partiklerne bidrager til den samlede luftforurening, der koster samfundet i form af tabte leveår og indlæggelser, sygedage, behandling m.m. Samfundsomkostninger som følge af udledning af fine partikler (såkaldt PM2.5) fra danske kilder løber op i over 11 mia. kr. årligt.

For at komme støvproblemerne til livs er Teknologisk Institut gået sammen med filterproducenten Simas Filters A/S og møbelfabrikken Carl Hansen & Søn A/S om at udvikle og afprøve en ny filterløsning, der i et indledende forsøgsprojekt har vist sig at være markant mere effektivt end eksisterende filtre. 

– Støv er et usynligt problem, og sundhedsskaderne udvikler sig over lang tid. Derfor er det så vigtigt, at industrien har adgang til løsninger, der effektivt opfanger støv fra produktionen, inden de små partikler ender i lungerne på medarbejdere eller borgere, der færdes i nærmiljøet, fortæller forretningsleder Thomas Nørregaard Jensen fra Teknologisk Institut.

Fjerner helt små støvpartikler
I produktionsvirksomheder som for eksempel i træindustrien foregår filtreringen af udsugningsluften oftest ved brugen af posefiltre, der kan fjerne støvpartikler ned til en størrelse på 20 mikrometer. Derimod har den nyudviklede filterløsning vist sig at kunne fjerne partikler helt ned til 3-4 mikrometer. 

- Jo mindre støvpartiklerne er, des dybere kan de sætte sig i lungerne. Derfor er det meget positivt, at vores filter også kan fjerne de helt små partikler, og endda med en effektivitet på mellem 98 og 100 procent. Dertil kommer, at filtret er mere robust og kræver mindre vedligehold end posefiltre, fortæller Jan Nyholm Sørensen, teknisk konsulent hos Simas Filters A/S.

Minimalt vedligehold og sænket energiforbrug
Den nye filterløsning bygger på et såkaldt multicyklonfilter, et poseløst filter som også kendes fra poseløse støvsugere. I stedet for at opsamle støvet i en pose, der med tiden stopper til og skal udskiftes, kræver multicyklonfiltret stort set intet vedligehold bortset fra opsamling af afkastet træstøv. 

Ud over færre omkostninger til vedligehold er multicyklonfiltret også mere energieffektivt, og Simas Filters forventer, at en virksomhed, der udskifter posefilter med multicyklonfilter, kan spare 10 procent i energiforbrug. Det skyldes blandt andet, at det poseløse filter ikke vil få problemer med tilstopning, som typisk er forbundet med øget energiforbrug.

Modulopbygget filter afprøves
Målet i projektet er at udvikle et pilotanlæg, der skal afprøves hos den fynske møbelfabrik Carl Hansen & Søn, der er verdens største producent af Wegner-møbler. Her bliver pilotanlægget dimensioneret, så det passer til et udvalgt område hos Carl Hansen. Dog er målet, at filtret vil kunne udbygges med moduler, der tilpasses den enkelte virksomheds behov for luftudskiftning og rensning.

- Vi glæder os over, at vi får mulighed for at afprøve den nye filterløsning. Vi lever selvfølgelig op til alle retningslinjer med vores nuværende filtre, men hvis vi kan gøre endnu mere for at mindske udledningen af træstøv, er det kun positivt. Derudover er det også interessant, at filtret giver mindre vedligehold og kan sænke vores klimabelastning på grund af det lavere energiforbrug, siger Facility Manager Thim Boesen fra Carl Hansen & Søn A/S.

Selvom pilotanlægget skal tilpasses træindustrien, forventer Simas Filters og Teknologisk Institut, at den endelige filterløsning også vil være interessant for blandt andet metal- og fødevareindustrien.

Projektet ”Reduktion af træstøvsemissioner med ny innovativ filterløsning” (2023-2025) er støttet af MUDP under Miljøministeriet og er samarbejde mellem Simas Filters A/S, Teknologisk Institut og Carl Hansen & Søn A/S.

FAKTA:
Et cyklonfilter fungerer ved at udnytte centrifugalkraft til at adskille støvpartikler fra en luftstrøm. Multicyklonen kombinerer en større cyklon med flere små cykloner, hvorved der opnås en højere filtreringsgrad. Det udviklede filter kan fjerne partikler helt ned til 3-4 mikrometer med en effektivitet på op mod 100 procent. Et traditionelt posefilter renser typisk partikler ned til 20 mikrometer. Mindre partikler udledes til nærmiljøet. Til sammenligning er et hår cirka 70 mikrometer i bredden. 

Ifølge tal fra DCE stammer 13 procent af den totale udledning af grove partikler i Danmark fra industrielle processer, herunder emissioner fra træindustrien. Med cirka 1.400 virksomheder, der beskæftiger sig med træbearbejdning i Danmark, er støvudledning fra disse en væsentlig kilde til partikelforureningen.

Nøgleord

Kontakter

Forretningsleder Thomas Nørregaard Jensen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 3246, mail: tnje@teknologisk.dk

Konsulent Freja Rydahl Rasmussen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 1973, mail: frer@teknologisk.dk

Maskinmester Alex Ravnsbo, Simas Filters A/S, telefon: 4112 3666, mail: arr@simas.dk

Billeder

Arkivfoto: Adobe Stock
Arkivfoto: Adobe Stock
Download
Arkivfoto: Adobe Stock
Arkivfoto: Adobe Stock
Download

Teknologisk Institut har siden 1906 arbejdet for at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, samfundets velstand og menneskers liv. Årligt kommer det mere end 10.000 virksomheder til gavn inden for så forskellige områder som; energi, fødevarer, life science, materialer, byggeri og produktion. Teknologisk Institut har datterselskaberne Danfysik A/S, Dancert A/S og DTI Spain.

Læs mere om Instituttet.

Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen. Se kontaktinfo her: www.teknologisk.dk/presse 

Fotos i dette nyhedsrum: ©Teknologisk Institut. Brug af fotos tilladt ved konkret omtale af Teknologisk Institut og med kreditering. I tvivlstilfælde kontakt venligst Kommunikationsafdelingen.

Følg pressemeddelelser fra Teknologisk Institut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Teknologisk Institut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye