Regionshospitalet Viborg og praksislæger samarbejder om hurtig og målrettet træning af fodlidelser
Fødderne kan være kilde til mange forskellige lidelser og smerter. Mange af dem kræver specifik og målrettet træning og kan ikke løses med en operation. Denne patientgruppe samarbejder Regionshospitalet Viborg nu med praksislægerne om at give hurtig og brugbar rådgivning til.
I løbet af de sidste fire år har Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Viborg arbejdet på et innovativt fodprojekt, der har til formål at få patienterne hurtigt i gang med genoptræning, hvis det med stor sandsynlighed kan konkluderes ud fra praksislægens henvisning, at patienten har én af syv specifikke fodlidelser. Fælles for fodlidelserne, som inkluderer hælspore, platfod og nedsunken forfod er, at de kræver træning som behandlingsmetode og ikke kan opereres. Derfor har Ortopædkirurgi taget initiativ til et samarbejde med de praktiserende læger i optageområdet for at kunne tilbyde patienterne den rette behandling hurtigt, i stedet for at lade patienten gå i mange måneder og vente på en forundersøgelse på hospitalet for blot at få at vide, at lidelsen kræver træning og ikke operation.
- Vi har identificeret de fodlidelser, hvor træning er den mest effektive behandlingsform. Vi har udarbejdet omfattende træningsvejledninger og træningsvideoer til hver lidelse, som vi har tilbudt til praksislægerne i vores område. Vejledninger og videoer er tilgængelige på hospitalets hjemmeside, siger Steen Olesen, cheflæge i Ortopædkirurgi.
Samarbejde sikrer hurtig behandling
De praktiserende læger er blevet klædt på til at vejlede patienterne bedst muligt i forhold til at vise øvelser og henvise til vejledninger og videoer på regionshospitalets hjemmeside. Hvis en praksislæge visiterer en patient med en af de angivne fodlidelser til Ortopædkirurgi, sender afdelingen et brev i e-boks til patienten med et link til de specifikke øvelser. I brevet opfordres patienten til at udføre øvelserne i tre måneder. Hvis der ikke er nogen forbedring efter denne periode, kan patienten kontakte Ortopædkirurgi direkte, med henblik på at blive indkaldt til en konsultation på hospitalet.
- Vi vil gerne undgå, at patienterne spilder lang tid på ventelisten for derefter at gennemgå en forundersøgelse, hvor de blot vil få at vide, at træning er den rette behandling. Den information kan lige så godt gives i samarbejde med den praktiserende læge, som kan guide patienten til at starte træningen med det samme. Vi har det overordnede behandlingsansvar og sikrer naturligvis en opfølgning, hvis træningen ikke er tilstrækkelig, siger Steen Olesen.
Udbredelse af konceptet for hurtig behandling
I projektets første år blev cirka 200 patienter henvist til øvelserne, og omkring 80 procent af dem hørte hospitalet ikke fra igen. Det tyder derfor på, at mange patienter har gavn af træningsvejledningerne og finder dem tilstrækkelige til at forbedre deres fodlidelse.
Cheflæge Steen Olesen understreger vigtigheden af det gode samarbejde med praksislægerne om patientgruppen:
- De praktiserende læger er bedre i stand til at rådgive patienterne i deres daglige liv og kan nemt give dem adgang til øvelserne ved at udlevere links. Dette har ført til en reduktion i antallet af henvisninger til vores afdeling og dermed et fald i patienter, afdelingen skal se, siger han.
Projektet har også haft positive konsekvenser for praksislægerne, der nu kan hjælpe deres patienter øjeblikkeligt.
- Vi er glade for samarbejdet og for, at vi kan hjælpe patienter med fodlidelser i gang med behandling for lidelsen med det samme. Vi kan i klinikken henvise patienterne direkte til træningsvejledninger og træningsvideoer på hospitalets hjemmeside, og på den måde slipper patienterne for at blive sat på en lang venteliste til at blive set af en specialist på hospitalet, der alligevel vil henvise patienten til den samme træning, siger Poul Oluf Olesen, som er praktiserende læge og praksiskoordinator for Hospitalsenhed Midt.
I de få tilfælde hvor træningen ikke har hjulpet efter tre måneder, skal patienten ifølge aftalen skal ses hurtigt af en specialist på hospitalet.
I sensommeren 2023 vil alle ortopædkirurgiske afdelinger på regionshospitalerne i Region Midtjylland implementere det samme koncept som Ortopædkirurgi i Viborg samarbejder med praksislægerne i deres optageområde om. Målet er, at patienterne kommer hurtigt i gang med behandling for deres fodlidelser.
- Ved at udvide konceptet til de andre ortopædkirurgiske afdelinger kan vi sikre, at flere patienter kan komme i gang med behandlingen med det samme og undgå unødvendig ventetid, siger Steen Olesen.
Bedre og hurtigere hjælp til patienterne
Selvom fodprojektet har vist sig at være en succes, mangler der stadig en opfølgning for at evaluere projektets fulde virkning. En del patienter kræver stadig en speciallæges vurdering. Dog har projektet allerede bevist, at det er muligt for patienterne at begynde behandlingen straks og få den nødvendige vejledning fra deres egen læge. Dette har mindsket belastningen på hospitalet og sikrer, at patienterne får god og hurtig hjælp til at reducere smerterne og på sigt helbrede deres fodlidelser.
Kontakter
Steen Olesen
Cheflæge i Ortopædkirurgi
Regionshospitalet Viborg
Tlf: 7844 6501
PressevagtHospitalsenhed Midt
Tlf:7844 1120kommunikation@midt.rm.dkOm Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg
Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. De fire hospitaler beskæftiger tilsammen cirka 4200 medarbejdere, som årligt behandler omkring 350.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 50.000 patienter efter indlæggelse.
Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Nyt intensiv-afsnit giver bedre rammer om alvorligt syge patienter15.3.2024 15:14:00 CET | Pressemeddelelse
12 nye intensivpladser er inden længe klar til at tage imod patienter på Regionshospitalet Viborg. Det nye intensiv-afsnit er indrettet med god plads og ro til patienter og pårørende, moderne teknologi og nøje udvalgte vægdekorationer.
Hospitalsenhed Midts patienter og fødende er blandt de mest tilfredse i Danmark13.3.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hospitalsenhed Midt modtager endnu engang stor ros fra både patienter og fødende i den årlige Landsdækkende Patienttilfredsheds-undersøgelse, LUP 2023.
Rosenkapellet indvies efter renovering28.12.2023 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter først udvendig og siden indvendig renovering er Rosenkapellet ved Regionshospitalet Silkeborg nu klar til indvielse. Indvielsen finder sted på 80-års dagen for Kaj Munks ligtog fra kapellet.
Tegnefilm under træet27.12.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Viborg Kommune og Hospitalsenhed Midt er klar med årets julegave i form af 48 animationsfilm til kommuner, hospitaler og patientforeninger. Filmene hjælper borgere til bedre at forstå og mestre deres sygdom. Samtidig sparer filmene tid for medarbejdere i sundhedsvæsenet.
Forskning giver ny viden om aktivitet ved udskrivelse efter neurorehabilitering på sygehus13.12.2023 15:02:35 CET | Pressemeddelelse
Ph.d.-studerende og projektleder fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter har afdækket ny viden om aktivitet og funktionsevne i overgangen fra sygehus til eget hjem i tiden efter erhvervet hjerneskade.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum