FødevareDanmark

Fødevareorganisation hilser ministerens tiltag velkomment

Del
Fødevareminister Jacob Jensen ønsker at fjerne unødvendige regler i fødevarebranchen og igangsætter derfor et større projekt, der skal forenkle regler inden for fødevarer, landbrug og fiskeri. Hos FødevareDanmark hilser de initiativet velkomment og har allerede flere forslag til ministeren.

Fødevareminister Jacob Jensen har taget initiativ til at samle erhvervsliv, interessenter og organisationer i fødevarebranchen til at komme med forslag til love og regler, som hæmmer konkurrencen, og som virker bøvlede og ulogiske, og som måske samtidig er svære at efterleve.

Onsdag den 21. juni mødes ministeriet med relevante interessenter – heriblandt FødevareDanmark, der er paraplyorganisation for små og mellemstore virksomheder inden for fødevaresektoren.

Organisationens direktør Leif Wilson Laustsen hilser i den forbindelse ministerens initiativ velkomment.

- Jacob Jensen er ikke den første minister, der har taget dette initiativ, men vi hilser ethvert forsøg på afbureaukratisering velkomment. Ligesom ministeren ønsker vi nogle stærke kontrolinstanser, der er med til at sikre en tårnhøj forbrugertillid til fødevaresektoren. Men der er også en række regler og fortolkninger af regler, som blot giver unødigt bureaukrati for vores medlemmer og fordyrer fødevarerne, siger han.

Kontrolbesøg til diskussion
Leif Wilson Laustsen peger konkret på fem områder, som han ønsker at drøfte med ministeren. Blandt andet ønsker han en drøftelse af, hvordan fødevarevirksomheder skal oplyse om såkaldte allergener.

- Vi har på det seneste desværre set nogle kedelige sager, hvor små fødevarevirksomheder har fået meget store bøder for at oplyse om allergener som æg og mel ved at skrive dem med almindelig skrift i stedet for store bogstaver, som loven foreskriver. Reglerne skal naturligvis følges, men det ændrer ikke på, at virksomheden tydeligt har oplyst om allergenerne, og at bødestraffe på 40.000 kr. er fuldstændig ude af proportioner i forhold til forseelsen, siger Leif Wilson Laustsen. 

Han peger også på, at der er behov for en drøftelse af, hvordan Fødevarestyrelsens kontrolbesøg foregår fremadrettet. 

- Vores medlemmer betaler over 700 kr. pr. påbegyndt kvarter for, at Fødevarestyrelsen møder op til to opfølgende kontrolbesøg efter blot den mindste forseelse, som ikke behøver at have noget med fødevaresikkerhed at gøre. Jeg er overbevist om, at man kan effektivisere den forretningsgang, så man ikke pålægger erhvervslivet en unødvendig udgift, siger han og peger i den forbindelse også på, at der også er behov for en evaluering af den indførte whistleblowerordning.

- Ideen med en whistleblowerordning kan være god nok, men når et anonymt tip medfører en forulempelse af vores medlemmer, så er der også en risiko for, at ordningen bliver brugt til chikane, siger han. 

Hindrer fødevareinnovation
FødevareDanmark har desuden fokus på, hvordan man kan sikre, at mindre fødevarebutikker får lettere adgang til at udvikle interessante egnsprodukter og afsætte dem til andre detailbutikker. 

- Lige nu har vi nogle regler, der eksempelvis gør det dyrt og besværligt for en slagtermester at udvikle en særlig pølse eller skinke og sælge den til detailbutikker i et større opland. Danmark er en af verdens førende fødevareproducerende lande, fordi vi har en stærk og innovativ fødevarekultur ude i vores små specialbutikker. Hvis vi ønsker, at den innovation skal fortsætte, så må vi fjerne de regler, der lægger hindringer i vejen for, at butikkerne kan innovere og skabe nye forretningsområder, siger Leif Wilson Laustsen og lægger dermed op til en drøftelse af den såkaldte ”1/3-regel”, som betyder, at små fødevarebutikker maksimalt må sælge 1/3 af deres varer til en værdi af højest 1.500 kr. til andre detailbutikker, ligesom der også gælder et afstandskrav på 50 km.

Meningsløse indberetninger
Derudover mener FødevareDanmark, at reglerne om indberetning til Danmarks Statistik ofte virker meningsløse og derfor opfattes som irriterende. FødevareDanmark anerkender det nyttige i udarbejdelse at statistikker, men finder, at der med fordel kan luges ud i indberetningerne, og at de bør kunne gøres smartere.

Fødevareministeriet holder kick-off-møde med relevante interessenter, heriblandt FødevareDanmark, onsdag eftermiddag den 21. juni. Her bliver projektet med at luge ud i lovgivningen præsenteret.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om FødevareDanmark

FødevareDanmark
Poppelvej 83
5230 Odense M

63 73 00 00http://www.foedevaredanmark.dk

FødevareDanmark er en paraplyorganisation for små og mellemstore virksomheder inden for fødevaresektoren. Organisationen blev grundlagt i 2015 af Danske Slagtermestre, Smagen af Danmark, Konditorbager A/S, Ostehandlerforeningen for Danmark, Danmarks Fiskehandlere og SMV Fødevarer. FødevareDanmark bygger på en grundlæggende tiltro på, at udviklingen kommer fra små og mellemstore virksomheder i Danmark, og FødevareDanmark fungerer således som talerør for denne del af fødevaresektoren, idet lovgivningen omkring fødevareproduktionen i Danmark typisk er lavet til fordel for de store virksomheder. Dermed er der behov for en organisation, der særligt kan tale netop disse virksomheders sag – både i pressen og over for politikere, myndigheder og andre beslutningstagere.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye