Flertal af EU-lande indgår aftale om bindende mål for at genoprette EU’s natur
20.6.2023 12:56:38 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse
Europa skal have bedre og mere natur. Der skal skabes enge, heder, skove, ålegræs og stenrev, hvor planter, dyr og fisk trives. Tilbagegangen af vilde bier, som sørger for vigtig bestøvning af planter og afgrøder, skal vendes. Biodiversiteten i de europæiske skove skal øges. Det er alt sammen indholdet af en ny forordning, som kan blive til virkelighed frem mod 2030.
Miljøminister Magnus Heunicke har sammen med et flertal af de europæiske miljøministre i EU-rådet stemt for en ambitiøs naturgenopretningsforordning, der betyder, at medlemslandene får bindende mål, som skal sikre initiativer til genopretning af 20 procent af EU’s samlede land- og havarealer i 2030. Dermed har miljøministrene taget første skridt til en ny ambitiøs forordning, der skal bidrage til mere biodiversitet i Europa.
Medlemslandene skal inden 2030 bl.a. sætte gang i genopretning af 30 procent af naturområder til lands og til havs, som er i dårlig tilstand, udtage 30 procent af lavbundsjorde inden 2030 og vende nedgangen i antallet af bestøvere senest i 2030.
”Det er afgørende, at vi er nået en aftale med bindende mål for at genoprette vores natur. Afstemningen var tæt, og forhandlingerne har været lange og vanskelige. Men de her konkrete tiltag er bydende nødvendige for at håndtere biodiversitetskrisen. Nu har vi landet en aftale, hvor løsningerne på biodiversitetskrisen og klimakrisen går hånd i hånd,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
Europa-Parlamentet skal nu tage stilling til forordningen, inden den skal forhandles mellem Europa-Parlamentet og miljøministrene i EU-rådet. Hvis forordningen bliver vedtaget, skal medlemslandene udarbejde nationale genopretningsplaner, som bl.a. skal indeholde et overblik over hvilke områder, der er behov for at genoprette og en beskrivelse af hvilke tiltag, der er planlagt for at nå forordningens mål. Derudover skal medlemslandene gøre status på den nationale genopretningsplan hvert sjette år.
Fakta om naturgenopretningsforordning:
- Forordningen har til formål, at EU-landene skal igangsætte genopretning af 20 procent af EU’s land- og havarealer inden 2030, og alle økosystemer med behov for genopretning i 2050.
- Hvis forordningen bliver vedtaget, skal medlemslandene bl.a.
- igangsætte genopretning af en række naturtyper, som ikke er i god tilstand, med delmål på 30 pct. i 2030, 60 pct. i 2040 og 90 pct. i 2050.
- igangsætte tiltag til at forbedre kvaliteten og kvantiteten af levesteder for arter og fugle.
- udarbejde en national genopretningsplan 2 år efter forordningens ikrafttrædelse og revidere den i 2032 og 2042.
Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Malena Chandrasekaran, Miljøministeriet, tlf. 21 72 53 93.
Information om Miljøministeriet
Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Miljøminister: ”Nye tal for pesticidbelastning kalder på ambitiøs pesticidstrategi”30.10.2026 13:26:08 CET | Pressemeddelelse
Miljøstyrelsen har netop udregnet belastningen for sundhed og miljø ved anvendelse af pesticider i 2025. Tallene viser en stigning på 33 procent sammenlignet med sidste år, og er dermed det næsthøjeste niveau i 12 år. ”Tallene kalder tydeligt på en ny ambitiøs pesticidstrategi, der sikrer vores sundhed og miljø,” siger miljøminister Maria Reumert Gjerding.
Aftale om næste års fiskekvoter i Østersøen: Danmark sætter retning mod genopbygning af sildebestanden26.10.2026 19:22:52 CET | Pressemeddelelse
Det lykkedes for Danmark at få opbakning fra EU-landene til at holde den ventede kvotestigning for sild i den centrale Østersø lavere end biologernes anbefalinger. Den forsigtige kvotestigning giver bestanden bedre muligheder for at fortsætte den positive udvikling.
377 ekstra hektar til mere vild natur20.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De tre naturnationalparker Harrild Hede, Draved og Mols Bjerge kan nu udvides med i alt ca. 377 hektar jord. Det giver mulighed for mere vild natur, bedre levesteder for dyr og planter og flere muligheder for friluftsliv og oplevelser i naturen.
Stort ulovligt udsmid af fisk: Miljøministeren vil have plan for kameraer på fiskefartøjer9.10.2026 11:46:05 CEST | Pressemeddelelse
Ny DTU-rapport viser at 11 procent af de fisk, som danske fiskere fanger, bliver smidt ud, selvom reglerne siger, de skal med på land og tælles med i fiskernes kvoter. Miljøminister Maria Reumert vil have det ulovlige udsmid ned og sætter sit ministerium i gang med et oplæg til mere kameramonitorering af fiskefartøjer.
Regeringen vil straffe miljøkriminalitet hårdere8.10.2026 06:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Det skal ikke kunne betale sig smide affald eller dumpe forurenet jord i naturen og på marker for at spare eller tjene penge. Derfor vil regeringen hæve straffen for miljøkriminalitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
