Nu får Danmark sin første nationale strategi mod ensomhed
20.6.2023 22:15:00 CEST | Røde Kors | Pressemeddelelse
Onsdag præsenterer de 115 medlemmer af Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed med Ældre Sagen og Røde Kors i spidsen Danmarks første nationale strategi mod ensomhed
Norge har en. England, Skotland, Nederlandene og Wales har en. Og USA har en. Nu har Danmark også en national strategi mod ensomhed.
Flere og flere danskere oplever ensomhed. I sidste måling fra 2021[1] oplevede hver 8. dansker over 16 år ensomhed – altså knap 600.000 danskere. Særligt slemt står det til for de unge, hvor 1 ud af 5 unge mellem 16 og 24 år oplever ensomhed. Kortvarig ensomhed er helt naturlig og kan ramme alle fra tid til anden. Men den svære og langvarige ensomhed kan medføre øget mistrivsel og risiko for psykisk og fysisk sygdom. Og så anslås den at koste samfundet 7,4 mia. kroner årligt som følge af større omkostninger til sundhed og pleje, flere førtidspensioner og tabt produktivitet på grund af højere sygefravær.
Den kurve skal knækkes med den nye nationale strategi mod ensomhed, som har en målsætning om at halvere ensomhed i Danmark i 2040.
Bredt bidrag
Startskuddet for strategiens udformning lød i 2021, da et bredt flertal på Christiansborg besluttede, at der var brug for en national strategi, som skulle komme ensomhed til livs. Begrundelserne var, at ”konsekvenserne af ensomhed er markante for den enkelte og samfundet”, og at ”ensomhed skal håndteres i fællesskab”.
Strategien præsenteres nu af Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed, som består af 115 organisationer på tværs af brancher og fag med Ældre Sagen og Røde Kors i spidsen som facilitatorer for arbejdet.
”Det vigtigste for os mennesker er at føle samhørighed med andre – og det er skadeligt for os, hvis vi ikke har dybe og nære relationer til andre. Derfor er vi meget stolte af det her arbejde – og at så mange organisationer på tværs af fagområder og sektorer, står bag det. Nu starter den nationale samtale om ensomhed. Vores mål med den nationale samtale er, at alle, der oplever ensomhed, får modet til at række ud efter hjælp og at alle omkring dem ved, hvordan ensomhed ser ud, og hvordan de kan hjælpe”, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.
Direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup siger:
”Strategien er ambitiøs og vidtrækkende, og den sætter retningen for en samfundsudvikling, hvor fællesskaber og menneskelige relationer prioriteres højt. Intet er så vigtigt for os mennesker som kvaliteten af vores nære relationer, og intet ødelægger vores livskvalitet mere end ensomhed. Vi er derfor også meget glade for, at strategiarbejdet har fået så stor politisk opbakning på tværs af hele Folketinget”.
Større fokus på forebyggelse
Strategien er skabt med grundtanken om, at det ikke er det enkelte menneskes skyld, at vedkommende oplever ensomhed. Derfor kan vi kun bekæmpe ensomheden, hvis vi som samfund aktivt arbejder for at fremme menneskers muligheder for at indgå i og opretholde nære relationer. Strategien indeholder således både anbefalinger til at forebygge og afhjælpe ensomhed.
Med til strategien hører en handlingsplan, som består af 75 initiativer, hvoraf nogle kan sættes i gang med allerede afsatte politiske midler. Andre kan løses inden for eksisterende økonomiske rammer ved at indtænke ensomhed i eksisterende politiske aftaler, lovgivning eller rammer. Endeligt er der forhåbning om finansiering til yderligere initiativer.
Kom med til lanceringen!
Strategien lanceres den 21. juni kl. 13.00-15.00 i Snapstinget på Christiansborg, hvor alle 115 medlemmer af det nationale partnerskab, medlemmer af folketinget og Ældreministeren vil være til stede. Musiker Trine Therkelsen vil sætte de musikalske rammer for dagen, ligesom to unge vil fortælle om deres oplevelser med at have ensomhed tæt inde på livet. Dagen sluttes af med en politisk debat om, hvordan vi bekæmper ensomheden fra Christiansborg. Det tværpolitiske netværk mod ensomhed i Folketinget vil ligeledes fortælle om deres fremtidige arbejde med at bekæmpe ensomhed.
Pressehenvendelser
Kommunikationsmedarbejder hos Røde Kors, Daniel Hinchely, tlf. 3175 7832
Kommunikationskonsulent hos Ældre Sagen, Sanna Kjær Hansen, tlf. 2810 5284
[1] Den Nationale Sundhedsprofil, Sundhedsstyrelsen, 2021.
Vedhæftede filer
Om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
Frivillige guider skal skabe tryghed på MarselisborgCentret30.3.2026 12:44:39 CEST | Pressemeddelelse
Røde Kors’ frivillige guider kendes i dag fra hospitalerne – men nu rykker indsatsen for første gang også ind på et sundheds- og rehabiliteringscenter i Aarhus. Fra den 7. april står frivillige guider klar på MarselisborgCentret, hvor de skal skabe tryghed og overblik for besøgende og pårørende.
12-årige Hugo løb fra dør til dør for at redde sin far – nu er han finalist til Årets Førstehjælper 202620.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Hugo Hansen er blandt de tre finalister til Årets Førstehjælper 2026, efter han reddede sin far fra hjertestop under en familieferie i Nordjylland. Hvert år uddeles prisen af Røde Kors som hylder de personer, der tør at træde til, og har ydet livreddende førstehjælp.
Dramatisk redning i Saltum: Patrick er finalist til Årets Førstehjælper 202620.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Patrick Lewisen er blandt de tre finalister til Årets Førstehjælper 2026 efter sidste år at have reddet Erik Lundgaard fra hjertestop midt i et vejkryds i Saltum. Prisen uddeles årligt af Røde Kors og hylder personer, der har ydet livreddende førstehjælp.
Efter dramatisk ulykke i Aabenraa - Jeanett og hendes sønner er finalister til Årets Førstehjælper 202620.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Da en rude sprang og skar pulsåren over på John under vinduesarbejde hos sin søster, reagerede Jeanett Søndergaard og hendes to sønner Bjarke og Thorbjørn øjeblikkeligt. Nu er de blandt de tre finalister til Årets Førstehjælper 2026, der uddeles af Røde Kors.
Stå sammen mod ensomhed: Røde Kors lancerer ny interaktiv kampagne med fokus på et stigende problem17.3.2026 05:25:00 CET | Pressemeddelelse
Med ny teknologi vil Røde Kors fortælle, at over en halv million danskere føler sig ensomme og at vi bør tale om det for at komme problemet til livs. I fire byer vil en interaktiv skærm de kommende uger gøre problemet nærværende
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
