20% fremgang i forhold til 2022. Aarhus Symfoniorkester vender tilbage til normalen med ny sæson.
15 dage efter åbning af billetsalget til sæson 2023-24, kan man i Aarhus Symfoniorkester melde om en ”tilbagevenden til normalen” med et billetsalg og en omsætning, der er henholdsvis 21% og 22% højere end samme periode i 2022. Samtidig er billetsalget fuldt på højde med åbningen i 2019, som var sidste ”normalår” før Corona, med en let stigning på omsætningen (4% i forhold til samme periode i 2019).
Siden Aarhus Symfoniorkester 16. maj åbnede for billetsalget til sin nye sæson, er især stampublikummet strømmet til. Abonnements- og løssalg har på de første to uger slået sidste års sæsonåbning med over 20%, og en håndfuld af orkestrets største koncerter er allerede 80% udsolgte – på trods af at sæsonen først officielt indledes med koncerten Mønsterbryderne 7. september.
”Det er fantastisk at se og mærke publikums lyst til at høre klassisk musik live er vendt tilbage i fuldt flor. Vi er også klar med en stærk sæson, som rammer bredt og skarpt mellem målgrupperne, og det er glædeligt at stampublikummet har reageret så positivt på de udbudte koncertoplevelser,” udtaler Aarhus Symfoniorkesters musikchef, Jesper Nordin.
”Samtidig er den en tilbagevenden til en ny normal, hvor tallene ganske vist minder om tiden før corona, men hvor købsmønstret alligevel har ændret sig fundamentalt. Således har vi oplevet et markant fald i salget af partoutkort (fra 19% i 2019 til 11% i 2023), som dog opvejes 1:1 af løssalget (7% i 2019 mod 18% i 2023). Vores 4+ og 7+ abonnementer har holdt sig stabile, men perioden med corona og krig i Europa har utvivlsomt skubbet til en udvikling, der er foregået over det sidste årti, og som nu er blevet den nye virkelighed, vi skal indrette vores koncerter og billetsalg efter. Heldigvis er der masser af fantastiske oplevelser i vente til alle, der løser billet hos Aarhus Symfoniorkester i 2023-24, så vi har alle forventninger om at den gode udvikling på billetsalg og koncerttilbud fortsætter”, afslutter Jesper Nordin.
Sæson 23/24
Med sæson 2023-24 tager Aarhus Symfoniorkester hul på tredje år i sin fireårige lange orkesterdramaturgi, der iscenesætter centrale elementer af orkestrets virke. Temaet i år er ”Fællesskab” i og omkring musikken – og de samarbejder og konflikter, det medfører.
Med mere end 40 forskellige symfonikoncerter, kammerkoncerter, filmkoncerter, familiekoncerter, julekoncerter, publikumsinteraktive koncerter, fyraftenskoncerter, kammerkoncerter og velværekoncerter afdækkes begrebet ”fællesskab” i alle dets afskygninger – ikke mindst det historiske fællesskab mellem komponisterne, det samfundsmæssige fællesskab, som visse symfonier er skrevet i direkte respons til, og naturligvis det lyttemæssige fællesskab, som publikum og orkester oplever sammen i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.
Sæsonen byder med andre ord på noget for enhver smag, og kan granskes i sin helhed på orkestrets hjemmeside, hvor billetsalget nu er åbnet til alle sæsonens koncerter.
Højdepunkter og udpluk fra sæson 2023-24
Symfoni for havet
Dyk med orkestret ned under havoverfladen, når Symfonisk Sal omdannes til et undersøisk spillested ved hjælp af enorme digitale projektioner, og lad dig omslutte af musik, film og billeder, der haler kærligheden til havet op af dybet – og ind i koncertsalen.
31. aug. og 1. sept. kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100 kr.
Sjæl i flammer
Når verden brænder omkring os, er der trøst at finde i musikken: Aarhus Symfoniorkester spiller tre sublime værker af Brahms, Elgar og Carl Nielsen, der lader os reflektere over mørket, vækker håbet og nærer viljen til liv. Danmarks største cellostjerne Andreas Brantelid er solist.
12. okt. kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100-345 kr.
Cilius & Hammer: Musikduellen
Fagnørderne og TV-værterne Frederik Cilius og Mathias Hammer går i ringen mod hinanden – for én gang for alle at afgøre, hvilke klassiske værker, der er bedst! Glæd dig til en tonerig duel fuld af fantastisk musik, blændende vid og masser af glimt i øjet.
2. nov. kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100-345 kr.
Tonerigets tinder
Aarhus og Aalborg symfoniorkester smelter sammen for at opføre to formidable værker af Debussy og Strauss i én kæmpestor koncert, hvor oplevelserne står i kø for at overvælde. Med over 100 musikere på scenen bliver det ganske enkelt ikke større.
9. nov. kl. 19.30 • Koncertsalen, Musikkens Hus Aalborg • 50-350 kr.
10. nov. kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100-345 kr.
Fabers Jul
Hele Danmarks husdirigent bringer julen til Aarhus! Oplev en overdådig julekoncert med Phillip Faber og Aarhus Symfoniorkester.
20. dec. kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100-395 kr.
Efterklange
En poetisk og lidenskabelig koncert med Aarhus Symfoniorkester, der viser, hvordan fortidens genistreger brillerer som fremtidens forståelsesramme – og rammer os med rå og autentiske følelser. Brahms Haydn-variationer, Brittens Nocturne og Haydns Symfoni nr. 100 er omdrejningspunkterne for et sansemættet spil om lys og mørke.
8. feb. kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100-345 kr.
Solfald
Nye nordiske klange møder Sjostakovitjs rå, heftige fortvivlelse og Mahlers sidste toner: Kontrasterne er store i denne koncert med Aarhus Symfoniorkester, som graver dybt ned i sjælens undergrund. Hvis du vil leve, aktiveres og eksploderes af musik med mod, kraft og utæmmet livsvilje, så er dette koncerten for dig.
29. feb. kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100-345 kr.
Vidnesbyrden
Krig plager igen Europa, så Aarhus Symfoniorkester åbner ørerne og koncertsalen for dem, der var der. De, hvis stemmer og musik har båret lidelsen – for os andre, for samtiden, og for fremtiden. Sjostakovitjs 8. symfoni er på programmet, men inden musikken går på, vil danske krigsveteraner fortælle om fællesskaber, samarbejde og konflikt.
16. maj kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100-395 kr.
SYMFONI
Kom til symfonisk uropførelse og lounge med Aarhus Symfoniorkesters prisvindende huskomponist og operarejsende TV-stjerne, Allan Gravgaard Madsen, som præsenterer sin allerførste – og måske eneste – symfoni.
21. juni. kl. 19.30 • Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus • 100-175 kr.
Kontakter
Jes VangPresse, Kommunikation & MarketingAarhus Symfoniorkester
Tlf:41856633jeva@aarhus.dkBilleder
Links
EAN-nr: 5790 000 423460 - CVR 55 133 018
Aarhus Symfoniorkester blev grundlagt i 1935 og har til huse i Musikhuset Aarhus, hvor det råder over sit helt eget koncertsted; den prisbelønnede Symfonisk Sal. Orkestret består af 66 fastansatte musikere med den legendariske Leif Segerstam i rollen som æresdirigent.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Symfoniorkester
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Symfoniorkester
Augustinus Fonden støtter Dirigentløftet med 600.000 kr. til en analyse af dirigentområdet27.11.2024 07:45:00 CET | Pressemeddelelse
Dirigenten spiller en afgørende rolle i musikkens verden. Symfoniorkestre, kor, bigbands, mililtærorkestre, ensembler, skoleorkestre osv. har alle brug for musikalsk ledelse, både på højeste professionelle niveau, på musikuddannelserne og i det omfattende amatørmusikliv i Danmark. Nu har Dirigentløftet Danmark sat sig for at kortlægge vilkårene for danske dirigenter, og til det formål har Augustinus Fonden netop bevilget 600.000 kr.
Venneforening hylder "Årets Talent" med særlig pris4.11.2024 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) indstiftede sidste år ASOVs Talentpris, som årligt uddeles til en ung, særligt talentfuld klassisk musiker/musikstuderende. Prisen er på 10.000 kr. og modtageren er i år den 21-årige cellist Katrín Birna Sigurdardóttir, som modtager hæderen 7. november i forbindelse med koncerten In memoriam med Aarhus Symfoniorkester.
Blomster bliver til træer – og genanvendeligt pap24.10.2024 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Symfoniorkester lancerer et grønt initiativ i samarbejde med organisationen Plant et Træ. Fremover vil de traditionelle blomster, der gives til solister og dirigenter ved orkestrets koncerter, blive udskiftet med et symbolsk "træ" lavet af genanvendeligt cellepap. Samtidig støttes arbejdet med at gøre Danmark grønnere med plantning af enkelttræer, frugtlunde ved børneinstitutioner, undervisningsskove, bytræer, alléer og mindetræer rundt om i landet.
Ny chef i Aarhus20.8.2024 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Byens lyd, takt og tone får en markant ændring, når Aarhus Symfoniorkesters nye, unge og prisvindende chefdirigent fra 12. september – og de næste tre år frem – fører nyt blod til den jyske hovedstads musikalske hjerte.
Prestigefyldt forskningsprojekt lander hos Aarhus Symfoniorkester24.6.2024 11:47:29 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Symfoniorkester er omdrejningspunkt i prestigefyldt forskningsprojekt om publikumsadfærd støttet med 6,2 millioner kr. af Danmarks Frie Forskningsfond.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum