Tre ud af fire byggepladser har ikke styr på elsikkerheden
Sidste år udførte Sikkerhedsstyrelsen i alt 478 tilsyn med midlertidige elinstallationer på byggepladser. På knap tre fjerdedele af tilsynene fandt styrelsens tilsynsførende fejl. Især dårlig jordforbindelse er et udbredt problem, og det kan give livsfarlige stød.
Sikkerhedsstyrelsens tilsynsførende fandt i 2022 fejl på tre ud af fire tilsyn med midlertidige elinstallationer på byggepladser. På knap hver fjerde byggeplads var fejlene så alvorlige, at elinstallatøren fik påbud om at udbedre fejlene. Det udgør en stor risiko for byggepladsens elsikkerhed og arbejdsmiljø.
Manglende jordforbindelse var den fejl, som medførte flest påbud. På hele 42 procent af tilsynene med byggepladser var der ikke styr på jordforbindelsen. De fleste gange skyldtes det, at det lange jernspyd, der giver jordforbindelsen, ikke var banket langt nok ned i jorden. En del steder lå jordspyddet endda oven på jorden, og i de tilfælde har jordspyddet slet ingen effekt, hvis der opstår fejl på maskiner eller elværktøj under byggeriet.
- En god jordforbindelse kræver et jordspyd, der er banket så langt ned i jorden, at det er svært at få op igen. Hvis ikke der er styr på jordforbindelsen, er der ikke styr på elsikkerheden, og så kan byggearbejdet ende grueligt galt. I værste tilfælde snakker vi altså livsfarligt stød, siger vicekontorchef Evy Boe Madsen fra Sikkerhedsstyrelsen.
Ulovligt at flytte jordspyddet selv
Da det er en alvorlig fejl, hvis jordspyddet mangler eller ligger ovenpå jorden, er det ulovligt selv at flytte jordspyddet som for eksempel almen håndværker. For det er den, som ejer elinstallationen på byggepladsen, der har ansvaret for, at installationen lever op til de gældende regler, og at der er en god jordforbindelse. Men det kan være svært for elinstallatørerne at følge op på, når de ikke selv er på byggepladserne hele tiden.
- Vores tilsynsførende oplever desværre for ofte, at det er dem, som har deres daglige gang på byggepladsen, der er skyld i den manglende jordforbindelse. De kan pludselig have behov for at flytte jordspyddet sammen med den midlertidige elinstallation, og så tænker de, at det kan de selv gøre, fordi det virker nemt. Men det må de ikke under nogen omstændigheder, slår Evy Boe Madsen fast.
Hun understreger, at sådanne handlinger både går ud over elsikkerheden og elinstallatøren. For sker der fejl under flytningen, er det i sidste ende ejeren af den midlertidige elinstallation, som får et påbud og dermed skylden for den manglende jordforbindelse.
Derfor opfordrer Sikkerhedsstyrelsen til, at elinstallatørerne går i udvidet dialog med byggeledelsen om elsikkerheden. Samtidig skal byggeledelsen være med til at sprede budskabet om, at alle de, der kommer i kontakt med den midlertidige elinstallation under byggeprocessen, har et fælles ansvar for den samlede elsikkerhed. Det indebærer blandt andet at tage snakken om, at det er ulovligt for byggearbejderne selv at flytte et jordspyd, selvom det står i vejen. Et jordspyd må kun flyttes af en autoriseret elinstallatør.
Gult advarselskort på jordspyddet skal forhindre ulovlig flytning
Sikkerhedsstyrelsen vil gerne hjælpe elinstallatørerne og byggeledelsen med at gøre håndværkerne bevidste om, at de ikke selv må flytte jordspyddet. Derfor igangsætter styrelsen en kampagne, hvor de tilsynsførende fra Sikkerhedsstyrelsen sætter et gult advarselskort fast på jordspyddet med en strip. Kortet gør opmærksom på, at jordspyddet ikke må flyttes uden kontakt til elinstallatøren.
- Vi håber, at advarslen medfører færre af disse alvorlige fejl og påbud næste år. Men det er umuligt for os at komme forbi alle byggepladser. Derfor håber vi, at byggeledelsen og elinstallatørerne vil se det som en investering i øget elsikkerhed og også selv bestille kortene hjem fra et trykfirma. Her har vi allerede gjort arbejdet supernemt ved at stille en færdig trykfil til rådighed, siger Evy Boe Madsen.
Filen til bestilling af advarselskortet til jordspyd kan hentes her: https://www.sik.dk/sites/default/files/2023-05/endelig_trykfil_til_advarselskort_til_jordspyd.pdf
Sikkerhedsstyrelsen har desuden udarbejdet en plakat med gode råd til at øge elsikkerheden på byggepladser. Plakaten er tænkt til, at byggeledelsen kan printe den og hænge den i skurvogne rundt omkring på byggepladsen.
Plakaten kan hentes her: https://www.sik.dk/sites/default/files/2023-05/goer_byggepladsen_elsikker_2022.pdf
------
Fakta om tilsynene med byggepladser i 2022
- I 2022 udførte Sikkerhedsstyrelsen i alt 478 tilsyn med midlertidige elinstallationer på byggepladser.
- Tilsynene var uvarslede. Det vil sige, at byggepladserne ikke forud for besøget fik besked om, at de ville finde sted.
- 131 byggepladser var helt OK.
- 232 byggepladser havde mindre fejl, der medførte vejledning.
- 115 byggepladser havde alvorlige fejl, der medførte påbud.
------
Fem gode råd til en mere elsikker byggeplads
- Tilkald en autoriseret elinstallatør mindst hver tredje måned for at sikkerhedstjekke de midlertidige elinstallationer.
- Tjek eltavlen for skader.
- Ryd op i ledninger og kabler, så de ikke ligger steder, hvor man går eller kører.
- Brug kun stikpropper, der passer sammen med de stikkontakter, der anvendes, så jordforbindelsen virker.
- Tilslut kun dit værktøj, hvis der er en fejlstrømsafbryder.
Billeder

Sikkerhedsstyrelsen - www.sik.dk
Pressetelefon: 22 38 44 51
Følg pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Salg af puff bars på sociale medier: over 200 salgsannoncer er afsløret1.4.2025 12:46:33 CEST | Pressemeddelelse
Siden årsskiftet har Sikkerhedsstyrelsen krævet mere end 200 salgsopslag på sociale medier fjernet på grund af salg af ulovlige e-cigaretter. Tendensen er stigende, og derfor opfordrer Sikkerhedsstyrelsen forældre til at være opmærksomme på børn og unges køb af ulovlige e-cigaretter på Facebook, Snapchat, Instagram og andre sociale medier.
Nye aldersgrænser for salg af alkohol til 16-17-årige: Gælder fra 1. april 202520.3.2025 10:31:48 CET | Pressemeddelelse
Fra den 1. april 2025 sænkes alkoholgrænsen, når der sælges alkohol til 16-17-årige. De nye grænser betyder, at der ikke længere må sælges drikkevarer med mere end 6 procent alkohol til unge under 18 år. Der er desuden krav til korrekt skiltning på salgsstederne.
Mere end 480 virksomheder er nu autoriseret til at nedrive asbest31.1.2025 11:02:36 CET | Pressemeddelelse
Autorisation blev 1. januar 2025 et krav for virksomheder, der arbejder med nedrivning af asbest. Privatpersoner må fx ikke længere selv fjerne et gammelt asbest-tag, og når du får et håndværksfirma til at udføre arbejdet, så husk at tjekke i autorisationsregistret hos Sikkerhedsstyrelsen, at firmaet har autorisationen i orden.
Rådet for El- og Gasteknisk Sikkerhed øger fokus på den grønne omstilling23.1.2025 09:51:04 CET | Pressemeddelelse
Den grønne omstilling af energisektoren i Danmark foregår i et hastigt tempo, og det kræver stadigt nye politiske og lovmæssige tiltag, for at omstillingen kan ske sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dermed er der også brug for rådgivning og faglig sparring for erhvervsministeren. Det er baggrunden for, at Rådet for El- og Gasteknisk Sikkerhed fra 1. januar 2025 får en ny sammensætning og fremover skal have fokus på at løfte de konkrete og komplekse rådgivningsopgaver, som samtiden måtte kræve.
Sikkerhedsstyrelsens unge kontrolkøbere afslører ulovligt salg til hver tredje mindreårig21.1.2025 08:29:53 CET | Pressemeddelelse
De sidste seks måneder har Sikkerhedsstyrelsen foretaget mere end 1000 kontroller med unge kontrolkøbere, som et nyt led i styrelsens tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker. Efter et halvt års kontrol konstaterer Sikkerhedsstyrelsen fortsat ulovligt salg i mere end hver tredje butik.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum