Haveselskabet

Haveselskabet: Her er de fem største tendenser fra Chelsea Flower Show

Del

Haveselskabet: Her er de fem største tendenser fra Chelsea Flower Show

Det traditionsrige og toneangivende Chelsea Flower Show blev afviklet i sidste uge. Showet arrangeres af det engelske Haveselskab, Royal Horticulturel Society, og er havelivets svar på modeverdenens catwalks i Milano og Paris – her gav førende havedesignere deres bud på fremtidens haveliv. Og der er masser af inspiration at hente, uanset om man har en stor villahave, en mindre altan eller en delehave med naboerne, påpeger Haveselskabets fagredaktør Louise Møller, der var i London for at spotte de nyeste havetendenser. 

Året havetendenser fra Chelsea Flowershow

  • Indret haven med genbrug
  • Tørketålende planter til fremtidens klima 
  • Fællesskab i haven
  • Udekøkken tæt på egen høst
  • Nye farver i haven 

Indret haven med genbrug

Udtjente terrassebrædder, sten fra nedlagte bede og overskydende byggematerialer. Mulighederne er mange, når det kommer til at tænke bæredygtigt i indretningen af haven, og det fylder meget på årets Chelsea Flower Show, hvor stribevis af havedesignere giver gamle materialer nyt liv i stedet for at smide ud og købe nyt.

“Det er virkelig interessant, fordi Chelsea Flower Show ellers har været kendt for, at det nærmest ikke kunne blive fint nok med nye og ofte også dyre løsninger i haven. I år ser vi, at havedesignerne i høj grad tænker over at bruge de materialer, der allerede er til rådighed i haven. Det kan man som haveejer sagtens lade sig inspirere af, for der er masser af spændende ideer til både store og små projekter,” siger Louise Møller. 

Tørketålende planter til fremtidens klima 

Flere af årets haver på Chelsea Flower Show indeholder i år grushaver – eller såkaldte gravel gardens – hvor bedets øverste lag består af vasket grus. Det skaber særlige vækstbetingelser, som er velegnet til tørketålende planter. Samtidig drænes overskydende vand væk i meget regnfulde perioder. 

“Vores klima forandrer sig, og vores haver er nødt til at følge med. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi planter, hvis det skal kunne modstå de lange perioder med tørke, som vi oplever flere og flere af, og også kunne håndtere de store mængder regn, som rammer i andre perioder. Mulighederne med tørketålende planter er mange, og det er spændende, at flere havedesignere nu begynder at udforske, hvordan vi skaber haver, der er indrettet til fremtidens klima,” påpeger Louise Møller og uddyber: 

“Det er uden tvivl noget, vi kommer til at se mere af, for behovet vokser for planter, der tåler de store udsving i vejret. Hvis ikke man vil omlægge hele haven til grushave, er der også mange muligheder for at dyrke de her meget robuste planter i allerede eksisterende bede. Det kan man som haveejer med fordel se nærmere på, for det er også en oplagt måde at spare på vandet, når de tørre perioder rammer.” 

Fællesskab i haven

I år er det ifølge Louise Møller også interessant at se, at fællesskab er omdrejningspunkt for mange af showhaverne på Chelsea Flower Show. Her er fokus på at dyrke sammen og bruge haven sammen. En af haverne var indrettet med et lille skakbord og inviterede til fælles aktiviteter, mens andre haver skaber grønne rum, der fungerer som mødesteder eller steder, hvor vi kan lære at dyrke haven sammen. 

En af dem var The Plantform Garden, designet af dansk-engelske Emilie Bausager og hendes makker Amelia Bouquet have, der var inspiration til at skabe liv på trøstesløse togstationer. De unge havedesignere deltog på Chelsea Flower Show i kategorien Container and Balcony Gardens, og netop kategorien for små haver er vigtig, fordi ikke alle bor i slotte, påpeger Emilie Bausager overfor Haveselskabet og uddyber: 

“Vores motto for haven er: Have for alle - alle i London (og hele verden) kender en togstation, så det er dejligt at kunne vise dem, der kommer på stationerne, hvad planter kan gøre der, og måske hjemme hos dem selv. Hvis vi kan inspirere folk til at få bare en lillebitte skraldespand lavet om til en plantecontainer, så er vi glade.”

The Plantform Garden blev på Chelsea Flower Show belønnet med forgyldt sølv, som er lige under guldmedaljen. 

Udekøkken tæt på egen høst

For første gang var en af de helt store showhaver på Chelsea Flower Show i år en køkkenhave. Det så vi også på Haveselskabets haveshow Cph Garden sidste år, for den spiselige have er et af tidens helt store havehit, og stadig flere haveejere dyrker jordbær og kartofler i krukker, højbede med salat og radiser eller gulerødder og kål på friland.  

“Som noget nyt er køkkenhaven i år indrettet med udekøkken. Hvor vi tidligere har set, at boligen er rykket ud og har gjort terrassen til en forlænget del af stuen, virker det nu omvendt – som om haven rykker ind og smelter sammen med hverdagen og køkkenet, så det sted, hvor du høster og laver mad bliver flettet sammen. Det tror jeg også, vi kommer til at se mere af, for spørgsmålene om, hvad vi spiser, og hvordan det er dyrket, fylder fortsat meget,” forklarer Louise Møller.   

Nye farver i haven 

Ser vi på farver, er det især kombinationen af hvid og mørk lilla, som vinder frem. Nogle steder ses også hvid kombineret med en mørk vinrød. 


“Hører man til dem, der elsker romantiske haver, kan man glæde sig over, at også pasteller som sart lyserød og lyseblå er populære i år,” siger Louise Møller.   

Tendenserne spirer også i Danmark.

Havetendenserne spirer også herhjemme. Det er ganske tydeligt, når Haveselskabet møder de danske haveejere enten ved arrangementer rundt om Danmark eller via Haveselskabets rådgivning, hvor man kan får svar på alle sine havespørgsmål. Der er de seneste år kommet mange flere spørgsmål til det at dyrke køkkenhave – specielt i den lille have. Også på de mange digitale bytte- og til salg-markeder boomer det med efterspørgsler på ting til haven og personer, der deler ud af frø og stiklinger fra egen have.

Om Chelsea Flower Show

• Chelsea Flower Show er et af verdens mest berømte haveshows og har været afholdt i London siden 1912. Det engelske haveselskab står bag showet. 

• Showhaverne på Chelsea Flower Show belønnes med guld-, sølv- og bronzemedaljer og den ypperste pris Best in Show. For en havedesigner er prisen Best in Show lige så stor, som når en film vinder en Oscar. 

• Best in Show-prisen gik i år til showhaven Horatio’s Garden, der er designet til at give mennesker med rygmarvsskader et fristed under deres genoptræning. Forskning viser, at man kommer sig hurtigere, hvis man har grønne omgivelser under sit hospitalsophold. Haven er derfor designet, så man kan komme rundt i den i kørestol. 

• Det engelske Haveselskab er verdens ældste – og Det kongelige Danske Haveselskab er verdens næstældste. Haveglæden har spiret i mange år. 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Vedhæftede filer

Links

Det Kgl. Danske Haveselskab - Haveselskabet

Haveselskabets medlemmer er lige så forskellige som deres haver - haveglæden den deler de. Nogen er til vildt pæn have, andre til køkkenhave. Haveselskabet er en NGO, der har til formål at fremme interessen og kendskabet til at dyrke have. Haveselskabet har siden 1900 udgivet medlemsmagasinet HAVEN, der udkommer 10 gange om året. Læs mere på haveselskabet.dk

Følg pressemeddelelser fra Haveselskabet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Haveselskabet

Årets (nye) gang i haven ”Tænk insekter og småfugle ind i haven” Haveselskabets 5 gode gøremål i haven i april2.4.2024 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Klimaforandringerne har ændret årets gang i haven, og få ting er i dag, som da vi voksede op. Haveselskabet har derfor lavet en guide til, hvad du kan gøre måned for måned, nu hvor tommelfingerregler som at klippe hæk før Skt. Hans og beskære roser til dronningens fødselsdag ikke længere dur. Her får du april måneds gode gøremål i haven.

Årets (nye) gang i haven ”Tjek havens tilstand en ekstra gang” Haveselskabets 6 gode gøremål i haven i marts7.3.2024 12:52:29 CET | Pressemeddelelse

Klimaforandringerne har ændret årets gang i haven, og få ting er i dag, som da vi voksede op. Haveselskabet har derfor lavet en guide til, hvad du kan gøre måned for måned, nu hvor tommelfingerregler som at klippe hæk før Skt. Hans og beskære roser til dronningens fødselsdag ikke længere dur. Her får du marts måneds gode gøremål i haven.

Årets (nye) gang i haven ”Vi skal huske at bruge haven hele året”25.1.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse

Haveselskabets 5 gode gøremål i haven i februar Klimaforandringerne har ændret årets gang i haven, og få ting er i dag, som da vi voksede op. Haveselskabet har derfor lavet en guide til, hvad du kan gøre måned for måned, nu hvor tommelfingerregler som at klippe hæk før Skt. Hans og beskære roser til dronningens fødselsdag ikke længere dur. Her får du februars gode gøremål i haven

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye