Forsigtig ros til dobbeltdiagnoseplan: Afgørende at fjerne barrierer
Det er positivt, at der er enighed om et integreret behandlingstilbud til de anslået 9.200 mennesker med såkaldt dobbeltdiagnose, dvs. misbrug og psykisk sygdom på samme tid. Nu skal det stå sin prøve i en kompleks hverdag og virkelighed, hvor alle faglige kræfter skal samles om at fjerne de mange barrierer, der hidtil har været for behandling, og det er afgørende, at døren ikke er lukket for patient nummer 9.201. Det mener Marianne Skjold, der er direktør i Psykiatrifonden.

”Jeg vil gerne rose sundhedsministeren for, at det efter mange års fejlslagne forsøg endelig ser ud til at være lykkedes at etablere et egentligt behandlingstilbud til en patientmålgruppe, der er meget kompleks. Det har været lange og svære drøftelser, som Sophie Løhde har sat sig for bordenden af. Nu glæder vi os til at se det blive til virkelighed ude i regionerne”, siger hun.
Hun mener, at det nye behandlingstilbud rigtig godt nyt for nogle af de mest udsatte mennesker i Danmark og at det kan blive et eksempel på noget, der er langt imellem i psykiatrien: Tilbud, som faktisk har borgeren i centrum, til forskel for tilbud, hvor borgeren skal indrette sig efter systemets logik.
”Det er ekstremt vigtigt, hvis det skal blive en succes og faktisk fastholde mennesker med psykisk sygdom og misbrug i behandling. Hvis det bliver for svært at finde ud af, hvor man skal gå hen og hvem man skal tale med – eller hvis afstanden fx betyder, at man skal køre 40 km. med offentlig transport. Mange ting kan stå i vejen for, at behandlingen lykkes. Så vi håber, at man er klar til at strække sig meget langt for at fjerne de mange barrierer, der kan være”, siger Marianne Skjold.
Alle med behov skal have behandling
Ifølge dagens udmelding fra regeringen, KL og Danske Regioner er det nye, integrerede behandlingstilbud til mennesker med dobbeltdiagnose rettet mod de 9.200 patienter, der skønnes at være i målgruppen.
”Det er selvfølgelig afgørende, at man ikke lukker døren for patient nummer 9.201. Vi formoder, at den gruppe, som har brug for behandlingstilbuddet, er større og at man naturligvis vil behandle alle, der har behov for det”, siger Marianne Skjold.
Ser gode muligheder for forskning
Psykiatrifonden er samtidig godt tilfreds med, at der løbende skal følges op på det nye behandlingstilbud:
”Der mangler i den grad forskning i, hvad der hjælper denne særligt komplekse gruppe af patienter. At der nu skabes behandlingstilbud i større enheder i regionerne betyder, at man bedre kan forske og udvikle. Og det ser vi virkelig frem til på patienternes vegne”, siger hun.
Vigtigt signal forud for tiårsplan
Hun er godt tilfreds med, at dagens udmelding samtidig betyder, at man vil omlægge de 114 såkaldt særlige pladser til 88 mere fleksible pladser i psykiatrien.
”De særlige pladser har aldrig fungeret efter hensigten, og det har været svært at se på det spild af ressourcer i en i forvejen maksimalt presset psykiatri”, siger Marianne Skjold og kalder dagens udmelding løfterig for virkeliggørelsen af den længe ventede udmøntning af tiårsplanen for psykiatrien:
”For mig at se er det et vigtigt signal om prioritering, der gør os forventningsfulde i den sammenhæng”, siger hun.
FAKTA OM DOBBELTDIAGNOSE
Mennesker med samtidig psykisk sygdom og misbrug er en særligt udsat patientgruppe, der længe er faldet mellem to stole i behandlingssystemet. Samtidig kompliceres mange psykiske lidelser af misbrug af alkohol eller stoffer. Der kan være forskellige årsager til misbrugets begyndelse, fx selvmedicinering, men ofte vil den psykiske lidelse være udløst af længerevarende misbrug. Det gælder fx både for depression og skizofreni. Uanset hvad årsagen er, vil følgesymptomerne til afhængigheden, herunder de sociale, psykiske og somatiske skadevirkninger blive gradvist værre og føre til, at den psykiske lidelse bliver sværere at behandle.
Nøgleord
Kontakter
Sarah Cecilie BossPressechef, Psykiatrifonden
Tlf:23712688scb@psykiatrifonden.dkFølg pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Psykiatrifonden
Ny bundrekord: Børn og unges udredningsret i psykiatrien er brudt sammen12.9.2025 12:32:21 CEST | Pressemeddelelse
Kun 14 procent af børn og unge bliver udredt i psykiatrien inden for de 30 dage, de har ret til. Det viser nye tal, der sætter endnu en trist bundrekord. Det tager nu i gennemsnit mere end 162 dage for børn og unge at blive udredt. Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold kalder det uacceptabelt og opfordrer politikerne til at sikre børn og unge ret til behanding allerede under udredning i den lovgivning, der er på vej.
Forældre skjuler børns diagnoser af frygt for diskrimination8.9.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse, som Psykiatrifonden har lavet i samarbejde med Epinion, viser, at en betydelig andel af forældre, der selv har en psykiatrisk diagnose, undlader at fortælle om deres børns diagnoser eller udskyder at bede om hjælp. Frygten for diskrimination og fordomme vejer tungere end ønsket om åbenhed – især i forhold til skole og fritidstilbud.
Seks ud af ti med en psykiatrisk diagnose oplever diskrimination8.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse, som Psykiatrifonden har lavet i samarbejde med Epinion, viser, at seks ud af ti danskere med en psykiatrisk diagnose oplever at blive diskrimineret. Resultaterne peger på, at fordomme, tabu og manglende forståelse stadig præger mødet med mennesker, der lever med psykisk sygdom. ”Diskrimination kan betyde, at mennesker ikke søger hjælp – i yderste fald kan det koste liv,” siger Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden.
Vederlagsfri medicin er vejen frem4.9.2025 18:42:43 CEST | Pressemeddelelse
"Psykisk sygdom må ikke betyde mistede livsmuligheder og mistet livskvalitet. Derfor er det også en god idé, at receptpligtig medicin bliver gjort vederlagsfri.” Det siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold i forbindelse med, at Enhedslisten i dag foreslog netop det.
Forfatter Jussi Adler-Olsen efterlyser mere kærlighed og omsorg i samfundet4.9.2025 13:11:06 CEST | Pressemeddelelse
Forfatteren, der voksede op tæt på psykiatrien, fortæller om oplevelser, der har præget både hans bøger og hans syn på mennesker med psykisk sygdom. Han håber, at samfundet bliver mere rummeligt og husker, at kærlighed og omsorg er afgørende – både i psykiatrien og i livet. Det fortæller han i et interview med Psykiatrifondens støttemedlemsblad.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum