VVS'23

Forrygende start på VVS’23

Del

En udsolgt VVS-messe kom godt fra start, da besøgende væltede ind på standene allerede fra morgenstunden. Messens første dag har også budt på flere interessante oplæg fra den faglige scene, hvor IDA Energi var vært, en studiedag for flere 100 lærlinge og uddeling af messens nystiftede legat.

Allerede kort tid efter, at dørene blev åbnet til dette års VVS-messe, blev de fire haller i Odense Congress Center fyldt godt op med forventningsfulde besøgende. De blev mødt af et imponerende syn af standene hos de flere end 180 udstillere.

- Det har været en meget positiv start på VVS’23. Allerede fra morgenstunden har der været mange besøgende, og man kan mærke, at de har savnet at være på messe. Hos udstillerne bemærker jeg også, at standene har et ekstremt højt niveau i år, hvor udstillerne virkelig har gjort noget ud af det. Samtidig er dem, der står på standene også meget motiveret og klar til at give de besøgende en god oplevelse, så det er fornøjelse at opleve, siger medarrangør og direktør for VELTEK, Per Rømer Kofod.

Åbningsdag er lig med studiedag og 15.000 kr. til VVS-lærling

Messens første dag bød også velkommen til en række lærlinge, VVS-installatører og teknikere fra uddannelsessteder landet over, som først fik en række faglige indlæg om automatisering og digitalisering, ligesom to nyudlærte VVS’ere fortalte om, hvordan verden ser ud som nyuddannet.

Studiedagen kulminerede i overrækkelsen af et nystiftet legat, som messens to arrangører, VELTEK og Odense Congress Center, står bag. Det er stiftet for at styrke fokusset på VVS-uddannelserne og branchens efterspørgsel på arbejdskraft. Derudover har især arbejde med grøn omstilling været en del af udvælgelseskriterierne.

Legatet gik til den unge lærling, Simon Plauborg fra Hanning VVS, og dermed blev han den allerførste til at modtage VVS-messens legat på 15.000 kr.

Både VELTEK og Odense Congress Center (OCC) ser studiedagen som en vigtig del af messen, og som Per Rømer Kofod lagde ud med i sin tale ved legatoverrækkelsen:

- Selv de mest fantastiske komponenter og løsninger er ikke meget værd alene. Det er kombinationen mellem teknologier og menneskets faglige kunnen at værdien kommer frem.

Spørger man messe- og eventchef fra OCC, Morten Ihlow, spiller VVS-lærlingene en stor rolle for, at eventet kan favne alle i en branche i udvikling.

- Vi vil gerne være med til at fremme fokusset på morgendagens arbejdstagere i VVS-branchen – og med det naturlige fokus, der er kommet på grøn omstilling i samfundet generelt og især i VVS-branchen, er de studerende med til at sikre udviklingen og dynamikken i branchen, så vi får nye teknologier i spil, siger han.

IDA Energi med på Fagscenen for første gang

VVS-messen satte endnu engang fagligheden i fokus med en række spændende foredrag på Fagscenen i Hal B. På messens første dag var IDA Energi vært ved en række oplæg omkring samspillet mellem byggeriets installationer og energisystemerne, fjernvarme eller varmepumper og termonet.

Hos Lars Sønderby Nielsen, direktør for IN-Therm og bestyrelsesmedlem i IDA Energi, var der glæde at spore over de faglige oplæg og deltagerne:

- Jeg er positivt overrasket over, hvor mange engagerede folk, der lagde vejen forbi Fagscenen, men især også, hvor stort et spænd, der var blandt tilhørerne. Vi fik også vores budskab frem om, at samarbejdet mellem energisystemet og bygningsinstallationerne er forudsætning for energirigtige løsninger til den grønne omstilling, siger Lars Sønderby Nielsen. 

Udover de interessante indlæg på Fagscenen var der også indlæg fra Ian Wisler-Poulsen hos Brødrene Dahl, som satte fokus på at tage ansvar for kundeoplevelsen, ligesom BWT lancerede et helt nyt blødgøringsanlæg, BWT Perla One, for messens mange besøgende.

VVS’23 åbner igen torsdag d. 25. maj kl. 8.30 til 16.00 og fredag 26. maj fra 8.30 til 15.00. Det er gratis at besøge messen i Odense Congress Center, men det kræver tilmelding via messens hjemmeside.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Om VVS’23

VVS’23 er Danmarks største fagmesse for vvs-branchen. Messen arrangeres i samarbejde mellem brancheorganisationen VELTEK og Odense Congress Center. Messen bliver afviklet hvert andet år og udgør et populært mødested for hele vvs-branchen.

VVS-messen tiltrækker fagfolk fra hele landet, der samles midt i Danmark på Odense Congress Center til tre dage med netværk og faglighed i højsædet. Her møder du de skarpeste faghjerner, oplever tidens trends og tendenser, hører om højaktuelle temaer og ser virksomhedernes innovative løsninger på helt tæt hold.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye