Horserød Fængsel frygter for fremtiden
Flere bygninger er lukket på grund af skimmelsvamp i Horserød. Flere kan følge og antallet af pladser er allerede faldet markant. Nu frygter betjentene for konsekvenserne for deres arbejdspladser.

Især ét spørgsmål optager tillidsmand Michael Thomsen og hans kollegaer denne regnvåde forårsdag i Horserød Fængsel: Hvad skal der blive af os?
Foreløbigt er tre afdelinger lukket på grund af skimmelsvamp, og 60 pladser er nedlagt. Men undersøgelserne fra Teknologisk Institut er langt fra færdige.
”Den endelige rapport ventes først til sommer, og vi frygter, at et større antal kollegaer bliver forflyttet til andre tjenestesteder, fordi flere bygninger bliver erklæret uegnede til ophold og arbejde,” siger Michael Thomsen.
Han tilføjer, at kollegaerne er dybt berørt af situationen: ”At flytte arbejdsplads er ikke noget, man bare lige gør. Mange bor i området med ægtefæller der har job i nærheden, og børn der går i skoler. Skal de flytte til for eksempel Storstrøm eller Jyderup, vil det alene af transportmæssige årsager få alvorlige konsekvenser.”
”Jeg er ikke i tvivl om, at nogle kollegaer i givet fald vil overveje at finde job i det civile, selv om de grundlæggende er glade for deres arbejde her.”
For andre vil det være nemmere at skifte tjenestested: ”Men hvis det kommer så vidt – hvad ingen håber – vil jeg stærkt opfordre til, at man tager individuelle hensyn, siger Michael Thomsen, som med en lidt træt attitude tilføjer:
”Jeg har aldrig været ude for noget lignende.”
Den gode dialog
For Michael er det helt afgørende, at han og kollegaerne bliver holdt løbende orienteret om situationen.
”Vi har en fornuftig dialog med den lokale ledelse, som jo ikke kan gøre for, at de gamle bygninger er angrebet af skimmelsvamp. Tværtimod vil jeg anerkende, at man har taget problemet alvorligt og reageret på det, før det går ud over sundheden. Det begyndte med, at nogle civile medarbejdere klagede over hoste, røde øjne og diverse andre allergiske reaktioner.”
Det satte gang i en undersøgelse, som altså har afdækket de massive problemer med skimmelsvamp.
Hvad der skal ske, når undersøgelserne er færdige, er jo i sidste ende et politisk spørgsmål. For uanset hvad man vælger, handler det om økonomi.
”Man kan beslutte at renovere de angrebne bygninger. Det er dyrt, det tager tid, og imens må bygningerne nødvendigvis stå tomme. Man kan også vælge den ultimative løsning og rive dem ned og nedlægge fængslet, hvis det ikke er rationelt at drive det med et reduceret belæg. Vi befinder os med andre ord i en slags limbo, hvor vi ikke kan forudse, hvad fremtiden bringer, og jeg kan sagtens mærke, at det belaster kollegaerne, som ikke ved, hvor de står,” siger Michael Thomsen.
Han opfordrer kraftigt til, at Kriminalforsorgens øverste ledelse melder klart og åbent ud om fremtiden så hurtigt som overhovedet muligt.
”Det værste er uvisheden. Når vi forhåbentlig til sommer får klar besked, har kollegaerne i det mindste et grundlag at beslutte sig ud fra,” siger Michael Thomsen, som peger på, at der dybest set ikke kun er tale om et lokalt problem i skoven lidt udenfor Helsingør.
”Alle ved, at fængslerne mangler pladser og nærmest desperat søger nye medarbejdere. Hvis man ikke hurtigt finder en god løsning på de problemer, der er opstået i Horserød, bliver konsekvenserne helt uoverskuelige. For ét er bygninger og pladser, begge dele er naturligvis forudsætninger for at drive et fængsel. Men helt afgørende for organisationen er medarbejderne. De er guldet, som ikke må smides på gaden, uanset hvad der sker med Horserød.”
Kontakter
Kommentarer til pressen: Forbundsformand, Bo Yde Sørensen
Tlf:72 55 99 98bys@faengselsforbundet.dkBilleder
Links
Om Fængselsforbundet
Fængselsforbundet har cirka 3.500 medlemmer og repræsenterer fængselsbetjente, transportbetjente, institutionsmedarbejdere, værkmestre og uniformerede ledere i Kriminalforsorgen i Danmark, Grønland og på Færøerne. Desuden repræsenterer forbundet fiskerikontrollører i Fiskeristyrelsen. Vi er uafhængige af partipolitik og fokuserer alene på at forbedre vores medlemmers arbejdsliv.
Følg pressemeddelelser fra Fængselsforbundet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fængselsforbundet
Fængselsbetjent på 68 år i Odense Arrest4.10.2023 10:05:38 CEST | Nyhed
Carsten Jørgensen har ingen planer om at stoppe i jobbet foreløbig.
Det går ikke efter planen med rekrutteringen af fængselsbetjente28.9.2023 10:08:24 CEST | Nyhed
Det politiske mål om 300 flere fængselsbetjente bliver med al sandsynlighed ikke indfriet.
Storstrøm Fængsel har brug for 50 procent flere fængselsbetjente27.9.2023 09:26:56 CEST | Nyhed
Selvom Storstrøm åbnede for seks år siden, er fængslet stadig ikke i normal drift. Desværre er der udsigt til, at situationen bliver endnu værre.
Stop strandhugsten, HK Stat21.9.2023 09:34:41 CEST | Pressemeddelelse
Vi bør som fagforeninger holde os for gode til at gå på strandhugst hos hinanden. Sådan lyder budskabet fra Fængselsforbundet, efter HK Stat er gået ud med et forslag om at overtage opgaver fra det uniformerede personale i Kriminalforsorgen.
Fagbladet Fængselsfunktionæren - August 20233.8.2023 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Seneste udgave af fængselsbetjentenes fagblad
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum