Sæsonen for græspollen er i gang
Bedst som man troede, at det ikke kunne blive værre… Oven på en intens sæson for birkepollen skal den lille million danskere, der lider af pollenallergi, nu til at holde øje med de mindst lige så slemme græspollen. For mængden af græspollen i luften nåede i weekenden det niveau, hvor Astma-Allergi Danmark officielt skyder sæsonen i gang.
Sidste års sæson slog i juni rekord med et pollental på 411 pollen per kubikmeter luft, som var en væsentlig ”forbedring” af den tidligere rekord på 325 fra 2014. Rekordsæsonen fra i fjor bliver med al sandsynlighed ikke den sidste, da pollensæsonen bliver længere og mere intens, hvilket først og fremmest skyldes det varmere klima.
En sammenligning af pollensæsonerne i perioden 1981-2009 og perioden 2011-2020 lavet af Astma-Allergi Danmark viser, at mængden af græspollen er steget med 19 procent sammenlignet med for 40 år siden.
Om vi igen stirrer ind i en rekordsæson, afhænger dog først og fremmest af vejret fra dag til dag, forklarer biolog og leder af Astma-Allergi Danmarks pollentællinger, Mathilde Kloster:
– Har man pollenallergi, kan man håbe på enten en meget tør sommer, som vil få græsset til at udtørre, eller en meget våd sommer, som vil ”vaske” pollen ud af luften. Den danske sommer, med skiftende sol og varm, stedvis regn, som vi kender den, giver dog græsser optimale vækstbetingelser og dermed flere pollen.
Hold øje med vinden og beplantningen i dit lokalområde
Vinden spiller en central rolle i spredningen af de fleste typer pollen, da en stærk vind kan være med til at flytte pollen længere fra kilden og dermed give symptomer i en større radius eller hos personerne i den specifikke vindretning.
Her adskiller græspollen sig dog en smule fra andre pollen, lyder det fra Mathilde Kloster:
– Græspollen flyver sjældent mere end et par hundrede meter fra moderplanten. Derfor kan lokal beplantning og vedligehold have en kæmpe betydning for mængden af græspollen i et givent område.
Netop vores lokal beplantning kan også være en del af forklaringen på den generelle stigning i mængden af græspollen, forklarer Mathilde Kloster, da mange kommuner og boligforeninger i biodiversitetens navn har undladt at slå store arealer med vildtvoksende græs i den bynære natur.
En misforstået strategi, der hverken er til fordel for insekter, dyr eller folk med allergi, siger direktør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen:
– Alt for mange kommuner undlader at slå vildtvoksende græs og anlægger anden allergifremkaldende beplantning i vores byer. For at skabe de bedste rammer for både dyr, insekter og mennesker skal vi hellere begrænse græsset og plante eller skabe bedre vilkår for de vilde, hjemmehørende urter. Det er en udbredt misforståelse, at vild natur er en fjende mod danskere med allergi. Det forholder sig faktisk lige omvendt.
Få de bedste tips til at klare dig gennem pollensæsonen
Symptomer på pollenallergi eller høfeber, som det også kaldes, viser sig som kløende øjne, rindende eller stoppet næse, hyppige nys, ligesom mange også får problemer med vejrtrækningen, hvilket kan skyldes astma. De fleste kan heldigvis blive fri for symptomer, hvis de tager deres forholdsregler og følger den rette behandling.
Har du brug for rådgivning? Kontakt Rådgivningen under Astma-Allergi Danmark på tlf. 43 43 42 99, mandag til fredag 9-12 samt onsdag 16-18
Har du pollenallergi, kan du:
• Hente Dagens Pollental gratis i App Store eller på Google Play
• Modtage en daglig pollenmail med pollental og nyheder: https://hoefeber.astma-allergi.dk/pollenmail
Læs mere om, hvordan du finder den behandling, der passer dig på Astma-Allergi Danmarks side om pollenallergi’Pollenportalen’. Her finder du også masser af gode råd til, hvordan du klarer arbejdsdagen, laver havearbejde, er fysisk aktiv, tager på festival og meget andet, selvom du er plaget af allergi.
Find Pollenportalen her: https://www.astma-allergi.dk/pollenportalen
Vil du vide mere om, hvorfor pollensæsonen bliver længere og mere intens i denne artikel eller lyt til dette afsnit af Astma-Allergi Danmarks podcast Luftrummet.
Du kan også blive klogere på, hvad du selv kan gøre for at plante allergivenligt lige her.
Nøgleord
Kontakter
For yderligere information, kontakt:
Andreas Westergaard, kommunikationschef, tlf.: 53 59 32 80
Billeder
Links
Information om Astma-Allergi Danmark
Astma-Allergi Danmark er en landsdækkende patientforening, som arbejder for, at alle der er berørt af allergi, høfeber, astma og eksem får en bedre hverdag.
Følg pressemeddelelser fra Astma-Allergi Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Astma-Allergi Danmark
Pollen plager også i julen: Sådan skaber du en julemiddag fri for krydsreaktioner19.12.2024 07:50:00 CET | Pressemeddelelse
For mange mennesker med pollenallergi kan julemaden ende ud i kløe og hævelser rundt om eller i munden. Bare rolig, det er ikke i sig selv farligt. Det er en krydsreaktion. Og der er måder, du kan sørge for at skabe en julemiddag, der er fri for ubehag i munden for dig selv eller dine gæster. Se listen over fødevarer, som kan give krydsreaktioner her.
Markant fald i allergi efter forbud af konserveringsmiddel i kosmetik5.12.2024 12:30:00 CET | Pressemeddelelse
Antallet af danskere, der lider af såkaldt MI-allergi, er halveret efter et europæisk forbud af konserveringsmidlet Methylisothiazolinon (MI) i kosmetiske produkter. Astma-Allergi Danmark ønsker derfor en strammere regulering af andre allergifremkaldende stoffer.
Hudplejeprodukter til små børn kan føre til fødevareallergi12.9.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hudplejeprodukter med fødevareingredienser kan føre til fødevareallergi hos små børn. Det viser en ny rapport fra Miljøstyrelsen. Astma-Allergi Danmark anbefaler derfor, at man bruger produkter med allergimærket Asthma Allergy Nordic, der ikke tillader de allergifremkaldende fødevareproteiner.
Græspollen slår rekord17.6.2024 10:16:07 CEST | Pressemeddelelse
I weekenden målte Astma-Allergi Danmark det højeste niveau af græspollen nogensinde. Tallene underbygger en kedelig tendens, hvor pollensæsonerne bliver længere og mere intense. Det er skidt nyt for landets 1 million pollenallergikere.
Nu rammer pollenbombe med både græs og birk2.5.2024 08:04:34 CEST | Pressemeddelelse
I dag melder Astma-Allergi Danmark ud, at græspollensæsonen starter. Det er usædvanligt tidligt i år og falder sammen med birkepollensæsonen, der kulminerer netop nu. Det giver en ubehagelig pollencocktail for landets 1 million danskere med pollenallergi.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum