Kritik af sikkerheden i Esbjerg Arrest efter flere overfald
17.5.2023 09:35:24 CEST | Fængselsforbundet | Nyhed
”Ingen skal finde sig i at blive slået ned på arbejdet.”
Tillidsrepræsentant Morten Nielsen er stærkt utilfreds med situationen i Esbjerg Arrest efter fem overfald på personalet på få år.
Alene i år har der været to overfald; senest for tre uger siden hvor en kollega blev angrebet af en indsat. Han blev slået i ansigtet, da han trådte ind på cellen.
Betjenten fortæller om episoden: ”Han slår ud efter mig igen. Jeg får pareret, hvorefter vi kommer til at ligge i sengen, hvor han yder voldsom modstand og prøver at slå og sparke. Jeg får til sidst tilkaldt hjælp, og vi får styr på ham.”
Også i marts blev en kollega overfaldet i arresthuset. Voldsepisoderne og det generelle sikkerhedsniveau får personalet til at råbe vagt i gevær. De mener, der bør gøres noget nu.
Morten Nielsen peger på, at arresthuset tager imod mange voldsparate indsatte fra andre arresthuse og fængsler. Det er huset ikke gearet til. Det resulterer i mange anbringelser i obs- og sikringsceller.
”Normeringen er for lav i forhold til den type indsatte, som vi modtager. Vi tiltrækker indsatte fra hele Jylland, som ikke kan være andre steder. Derfor får vi flere indsatte fra rocker/bande-gråzonen. Det slider. Folk er mere trætte,” siger tillidsrepræsentanten.
Strakspåbud
Arbejdstilsynet er også kritisk over forholdene i arresthuset. Tilsynet har udstedt et strakspåbud om at forebygge volden mere effektivt. Påbuddet blev udstedt før overfaldet i april. Det lykkedes altså ikke at efterkomme det i første omgang.
Arbejdstilsynet peger blandt andet på, at det kan være vanskeligt at risikovurdere nye indsatte, og at der er risiko for øget konfliktniveau i formiddagstimerne.
Røde lamper
Fællestillidsrepræsentant Brian Kristiansen er enig i, at de røde lamper blinker.
”Der er ingen, der skal udsættes for overfald på arbejdet. Det er tydeligt, at der skal ske noget nu. Vi har længe gjort opmærksom på bemandingen og problemerne med det klientel, der sidder i huset. Sammen med vores tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant er vi gået i arbejdstøjet for at finde den rigtige løsning. Der er mange ting, der skal i spil, så det er ikke løst i morgen,” siger han.
Ledelsen har nu valgt at opnormere med en ekstra sikkerhedspost om formiddagen.
Det er dog ikke tilstrækkeligt, mener Morten Nielsen: ”Det er godt med en ekstra mand, men det holder ikke, hvis det blot er midlertidigt. Vi har brug for en permanent styrkelse af bemandingen. Det er vi i dialog med ledelsen om.”
Han efterlyser samtidig større ensartethed omkring sikkerhedsvurderingen af de indsatte. Det bør være det samme i hele Kriminalforsorgen, så institutionerne ikke får indsatte, som man ikke har bemanding til.
”Vi tager det alvorligt”
Fungerende institutionschef i Esbjerg Arrest, Lars Henrik Nissen Lund, slår fast, at vold og trusler mod ansatte ikke er i orden.
”Det er helt og aldeles uacceptabelt. Én episode er én for meget. Vi er i tæt dialog med medarbejdere om situationen i arresten, og den bekymring, der hersker blandt dem” siger han.
Institutionschefen fortsætter: ”Vi tager det meget seriøst, når der kommer påbud fra Arbejdstilsynet, og vi har nu igangsat et arbejde, der skal vise os, om der er en sammenhæng mellem tidligere episoder og bemandingen. Dette arbejde foretages i samarbejde med medarbejderrepræsentanterne. Giver det anledning til at lave mere permanente justeringer i blandt andet bemandingen, vil vi naturligvis se på det.”
Kontakter
Kommentarer til pressen: Forbundsformand, Bo Yde Sørensen
Tlf:72 55 99 98bys@faengselsforbundet.dkBilleder
Links
Information om Fængselsforbundet
Fængselsforbundet har cirka 3.500 medlemmer og repræsenterer fængselsbetjente, transportbetjente, institutionsmedarbejdere, værkmestre og uniformerede ledere i Kriminalforsorgen i Danmark, Grønland og på Færøerne. Desuden repræsenterer forbundet fiskerikontrollører i Fiskeristyrelsen. Vi er uafhængige af partipolitik og fokuserer alene på at forbedre vores medlemmers arbejdsliv.
Følg pressemeddelelser fra Fængselsforbundet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fængselsforbundet
Danmarks ældste fængselsbetjent28.8.2026 13:17:51 CEST | Nyhed
Trods sine 70 år har fængselsbetjent Henning Schram ingen akutte planer om at stoppe. Han har snart 50-års jubilæum i tjenesten.
Arbejdsmiljørepræsentant i Nyborg Fængsel: "Arbejdsmiljøet er ikke-eksisterende"13.8.2026 07:00:00 CEST | Nyhed
Efter 10 år som arbejdsmiljørepræsentant i Nyborg Fængsel har Morten Ronny Pedersen valgt at råbe vagt i gevær.
Sårbare indsatte deler nu celler på Kragskovhede Fængsel11.8.2026 09:29:37 CEST | Nyhed
Også Kragskovhede Fængsel er blevet pålagt at oprette et markant dobbeltbelæg.
Ny rekord: Vi nærmer os 5.000 indsatte i fængslerne5.8.2026 19:05:00 CEST | Nyhed
Det strømmer ind med fanger – og der er flere på vej.
133 procent overbelæg i sjællandske arresthuse4.8.2026 14:29:26 CEST | Pressemeddelelse
Der er indført et fast, ekstraordinært højt overbelæg i syv sjællandske arresthuse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
