Gammel forurening kan sive fra Cheminova-område

Region Midtjylland er for nylig blevet bekendt med, at en af de gamle forureninger fra 1970-80'erne på det sydlige Rønland har bredt sig helt ud til Nissum Bredning. De nye oplysninger stammer fra frivillige undersøgelser foretaget af FMC. De viser, at forureningen er kraftigere og har en placering, som regionen ikke tidligere har kendt til.
Forureningen ligger i et af de områder, hvor der har været krav om, at kemivirksomheden FMC (tidl. Cheminova) skulle drive afværge, så forurening ikke spreder sig til naturen og vandmiljøet omkring Rønland.
De krav har været gældende siden 1980'erne. Men Miljøstyrelsen har droppet kravene, så nu er det frivilligt, om FMC vil pumpe og rense grundvand i området. Miljøstyrelsens beslutning betyder også, at Region Midtjylland i slutningen af december overtog ansvaret for de gamle forureninger.
- Det er foruroligende, at netop som ansvaret er landet hos regionen, viser nye undersøgelser, at den mangeårige afværge ikke har fungeret. De gamle forureninger er altså stadig et stort problem, og vi er noget urolige for miljøet med den her nye viden. Derfor har vi også skrevet til miljøministeren, for vi står jo i en situation, hvor der skal gøres noget, men hvor der pludselig ikke er krav til virksomheden, siger Bent Graversen (V), formand for regionens Udvalg for Regional Udvikling.
Nye undersøgelser og dialog i gang
Region Midtjylland har i brevet til miljøminister Magnus Heunicke udtrykt bekymring i forhold til den nye viden om forurening fra Rønland og har samtidig inviteret ministeren til Harboøre Tange.
I forhold den aktuelle situation har regionen bestilt en uvildig vurdering af de nye forureningsfund. Vurderingen skal give et fingerpeg om, hvor giftige stofferne er, og hvor meget forurening der potentielt strømmer ud i Limfjorden.
Der bliver også taget nye vandprøver ude i Nissum Bredning inden sommerferien. Det skal give svar på, om og hvordan forureningen påvirker vandmiljøet i fjorden.
Sideløbende er Region Midtjylland i dialog med FMC om en midlertidig samarbejdsaftale. Det er planen, at den skal beskrive formålet med afværgetiltagene ved de gamle forureninger på Rønland og Cheminovas gamle fabriksgrund samt ikke mindst FMC's og regionens gensidige "forpligtelser" i den forbindelse.
- Det er et lyspunkt i en virkelig ærgerlig sag, at FMC også ønsker at samarbejde, selv om Miljøstyrelsen har gjort det frivilligt for dem. Regionen har sendt det første udkast til en aftale, og jeg ser frem til, at vi skal mødes med FMC om det om nogle uger, siger Henrik Qvist (EL), næstformand i Udvalget for Regional Udvikling.
Midlertidig samarbejdsaftale på vej
Den kommende samarbejdsaftale, som regionen håber falder på plads i løbet af sommeren, vil være en midlertidig aftale. Midlertidig fordi regionen har lagt sag an mod Miljøstyrelsen, da regionen mener, at det er forkert af styrelsen at ophæve de påbud, der krævede at FMC drev afværge ved de gamle forureninger på Rønland.
Der kan gå et par år, før der falder afgørelse i den sag, og i mellemtiden ønsker Region Midtjylland at få en samarbejdsaftale med FMC.
- En samarbejdsaftale er det bedste og mest forpligtende, vi lige nu kan gøre for at sikre både miljøet og skatteborgernes penge. Det er Miljøstyrelsen, der har sat os i den her lovløse situation, selv om der i årtier har været en gensidig forståelse af, at påbuddene var nødvendige. De nye undersøgelser viser desværre, at forurening måske siver, præcis som vi kunne frygte, siger Bent Graversen (V).
Hvordan regionen og/eller FMC konkret skal gribe ind for at stoppe den "nye" gamle forurening, er ikke afgjort endnu. FMC har oplyst til regionen, at de arbejder på at etablere en ny afværge i syd-området, som skal tage hånd om forureningen. Foreløbig afventer regionen de undersøgelser og vurderinger, der netop er sat i gang.
Fakta
- På baggrund af en række påbud har FMC (tidl. Cheminova) siden 1980'erne drevet afværgetiltag på Rønland. Disse påbud har Miljøstyrelsen ophævet.
- Siden slutningen af december 2022 har Region Midtjylland de facto stået med myndighedsansvaret for de gamle jord- og grundvandsforureninger på Rønland.
- De nye undersøgelser, der viser en kraftigere og mere udbredt forurening på det sydlige Rønland stammer fra FMC. Virksomheden har årligt skulle afrapportere til Miljøstyrelsen. Det er virksomheden heller ikke længere forpligtet til, da påbuddene er fjernet.
- Rønland er en af de tre generationsforureninger på Harboøre Tange. Alle sammen stammer fra kemikalieproduktion i området. Foruden Rønland er det kemikalidepotet ved Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund syd for Rønland. Det er dog Rønland, hvor FMC (tidl. Cheminova) stadig driver kemivirksomhed, der er den måske største generationsforurening i Danmark. Alene at få undersøgt omfanget af forurening på hele Rønland formodes at ville koste omkring en halv mia. kroner.
- Hvis FMC stopper driften af de nuværende afværgeanlæg, vil regionen dermed have ansvaret for at sikre det omkringliggende miljø. Omkostningerne hertil vurderes at beløbe sig til et tocifret millionbeløb årligt.
- Læs mere om den historiske forurening på Rønland via: www.harboøretange.rm.dk
Nøgleord
Kontakter
Bent B. Graversen (V)Formand, Udvalg for Regional Udvikling og medlem af Udvalg for Lighed i Sundhed
Tlf:2020 3059bent.graversen@rr.rm.dkhttps://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/bent-b-graversen-v/Henrik Qvist (Ø)
Næstformand, Udvalg for Regional Udvikling og medlem af Udvalg for Nære Sundhedstilbud
Kontaktoplysninger på medlemmer af regionsrådet
Regionsrådets 41 medlemmer er valgt for 1. januar 2022 til 31. december 2025. Alle har egen side med oplysninger om politikeren.
Morten BondgaardKontorchefJordforurening, Regional Udvikling, Region Midtjylland
Tlf:2933 5564morten.bondgaard@ru.rm.dkPressevagten(Hverdage kl. 6-18, weekender kl. 8-16. Helligdage lukket. Bemærk, at der ikke kan sendes SMS'er til nummeret)
Tlf:7841 0666presse@rm.dkhttps://link.rm.dk/PressevagterHospitalerBilleder

Information om Region Midtjylland
Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.
Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.
Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland
Thomas Balle Kristensen ny hospitalsdirektør på AUH3.10.2023 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Thomas Balle Kristensen bliver ny hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital efter at have været konstitueret i samme rolle siden 15. maj 2023. Han glæder sig til at fortsætte samarbejdet med hospitalets dedikerede, kompetente og professionelle medarbejdere, tillidsfolk og ledere.
Nyt bus-udbud bliver med både el og diesel28.9.2023 09:34:10 CEST | Pressemeddelelse
På grund af usikkerhed om prisen på el-busser åbner regionsrådet mulighed for at fortsætte med dieseldrevne busser i en kort periode i den sydøstlige del af regionen. Den regionale bustrafik skal fortsat være CO2-neutral i 2030.
Hospitalerne i Region Midtjylland har alvorlige udfordringer med kapacitet og økonomi27.9.2023 21:14:02 CEST | Pressemeddelelse
Nye overblik viser, at hospitalernes behandlingskapacitet og økonomiske situation er alvorligt udfordret. Formanden beder Region Midtjyllands direktion undersøge mulighederne for ansættelsestop, stop for brug af vikarer og stop for aftaler om frivilligt ekstraarbejde.
Midtjyske anbefalinger klar: Skal hjælpe 23.000 unge i job og uddannelse27.9.2023 16:32:12 CEST | Pressemeddelelse
Alt for mange unge midtjyder er hverken i uddannelse eller job. Det er et vildt problem, og derfor har Region Midtjylland inviteret alt fra skoleledere og politifolk til unge, handicapforbund og erhvervsfolk til samarbejde i et regionalpolitisk forum. Formålet er finde løsninger og realisere dem i fællesskab.
Regionsrådet har vedtaget budget for 202427.9.2023 15:35:46 CEST | Pressemeddelelse
Regionsrådet har vedtaget rammerne for Region Midtjyllands udgifter i 2024
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum