Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Ny skole skyder op i historisk kvarter

Del
Snart får Kødbyen en ny skole med idrætshal og madskole, der forbinder områdets industrielle historie med en aktiv hverdag. Den 16. maj er der rejsegilde for byggeriet.
Foto: Nord Architects
Foto: Nord Architects

Kødbyen i København byder på en række spisesteder, barer og gallerier. Inden længe kan det historiske kvarter også føje en skole til menuen. Ved siden af de gamle hvide slagterboder skyder en ny tresporet skole nemlig op. Skolen skal videreføre områdets særlige karakter og får ligesom slagterboderne en industriel, hvid facade med store vinduespartier. Den 16. maj er der rejsegilde for byggeriet.

”I vores København ønsker vi en folkeskole, hvor alle børn og unge får lige muligheder gennem det stærke fællesskab. Folkeskolens opgave er at løfte børn og unge uanset baggrund og hjælpe dem godt på vej i et samfund fyldt med muligheder. Det kræver ordentlige og moderne rammer for leg, læring og fritidsaktiviteter, som nu bliver virkelighed for vesterbrobørn samt deres lærere og pædagoger. Som lokal vesterbroer og med børn i folkeskolen ved jeg, at det er noget alle glæder sig til. Samtidig er jeg rigtig glad for, hvordan byggeriet taler ind i Den Hvide Kødbys historie med sjæl og arkitektur,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Den nye skole får eget produktionskøkken med en madskole, hvor der bliver lavet mad til eleverne. Eleverne deltager på skift i madlavningen, og køkkenet indgår også i undervisningen, hvor børnene lærer om fødevarer, madspild og sunde madvaner. Dermed bliver Kødbyens forhistorie som centrum for byens madproduktion videreført i skolens faciliteter.

Den nye skole i Kødbyen står på fundamentet af Gasværksvejens Skoles historie og pædagogik. Nu får skolens gamle traditioner helt nye og topmoderne rammer at udfolde sig i. I de nye tidssvarende lokaler er der lagt vægt på at kunne arbejde fleksibelt med undervisningen. Nu er der plads til fordybelse, tværfaglig læring og projektarbejde til glæde for bydelens mange skolebørn. Min ambition er, at vi i København bliver danmarksmestre i børneliv, og derfor er det vigtigt med høj trivsel og høj faglighed, og det skal det nye inspirerende skolebyggeri understøtte,” siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K).

Udover madskole kommer skolen også til at byde på en stor idrætshal, som kan rumme mere pladskrævende idrætsaktiviteter og arrangementer end en almindelig idrætssal. Idrætshallen kan bruges af foreningslivet uden for skoletid til gavn for elever, lokalmiljø og københavnere.

”Skoler er et vigtigt samlingspunkt for et lokalområde og aktive foreningsfællesskaber. Med skolen her i Kødbyen følger en idrætshal, som er tiltrængt på Vesterbro med pres på idrætsfaciliteterne. Vi bliver flere københavnere. Det er dejligt. Det stiller dog også krav til, at vi tænker os grundigt om, når vi bygger. Vi har nemlig et ansvar for at sikre, at vi bygger så smart som muligt og på en måde, så et byggeri kommer flest mulig til gavn”, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).

Det er den nuværende Gasværksvejens Skole, som flytter ind i skolen i Kødbyen på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevgade. Skolen har plads til 840 elever.

Pressen er velkommen til rejsegildet.

Tid og sted

16. maj kl. 12:00-12:30

Byggepladsen, Ingerslevsgade 60

Fakta

  • 0.-3.-klasserne (indskoling) får til huse øverst i bygningen med udgang til udearealer på taget af bygningen.
  • 4.-6.-klasserne (mellemtrin) og 7.-9.-klasserne (udskoling) er midterst i bygningen med adgang til skolegården i niveau med det omgivende bykvarter.
  • Nederst i skolebygningen er bl.a. madskole og idrætshal placeret i tæt forbindelse med den omgivende by.
  • Det er entreprenørfirmaet BAM Danmark A/S, der opfører skolen. Det er entreprenørfirmaet Per Aarsleff A/S, der startede byggeprocessen op med nedrivning, udgravning og klargøring af byggepladsen.
  • Den samlede anlægsbevilling er på 516 mio. kr. til hele byggeriet.

Kontakter

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressekonsulent Nikolai Evereth Hansen på telefon 4044 7446 eller mail p33u@kk.dk.


Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager via pressekonsulent Dianna Maria Simonsen Smith på telefon 2169 3309 eller mail wj5k@kk.dk.


Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard via pressechef Anders Reinholdt Jonssen på telefon 2344 8363 eller mail XA9X@kk.dk.

Billeder

Foto: Nord Architects
Foto: Nord Architects
Download

Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Københavns Rådhus
1599 København V

33 66 33 66https://www.kk.dk

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Ny erhvervsstrategi skal sikre bedre virksomhedsservice, internationalt fokus og et mere klimavenligt København19.4.2024 07:22:57 CEST | Pressemeddelelse

Københavns Kommunes nye erhvervsstrategi er netop vedtaget af Borgerrepræsentationen. Strategien skal fastholde Københavns position som en stærk og international erhvervsby i udvikling og med god service til byens virksomheder. København skal sammen med byens virksomheder fortsat skabe vækst, understøtte den grønne omstilling og styrke den internationale konkurrenceevne.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye