Aarhus Universitetshospital

Epilepsi-medicin under graviditet forbundet med øget risiko for psykiske lidelser hos børn

Del
Stort internationalt studie understreger, at kvinder skal være meget opmærksomme på brug af epilepsi-medicin under graviditet. Forskere advarer særligt mod ét præparat.
Overlæge og klinisk professor Jakob Christensen
Foto: Jesper Ludvigsen
Overlæge og klinisk professor Jakob Christensen Foto: Jesper Ludvigsen

Nogle typer epilepsi-medicin, der tages under graviditet, er forbundet med en øget risiko for alvorlige psykiatriske sygdomme hos børnene.

Det konkluderer en omfattende undersøgelse af 38.000 børn født af mødre med epilepsi, som forskere fra Aarhus Universitet står bag.

Mens det længe har været kendt, at nogle former for epilepsimedicin brugt i graviditeten er forbundet med risiko for medfødte misdannelser, så er dette nye studie det hidtil mest omfattende af børnenes mentale sundhed.

Forskerne har blandt andet fundet en bekymrende sammenhæng mellem epilepsimedicinen valproat og risikoen for at udvikle en række forskellige psykiatriske sygdomme hos barnet.

”Vores studie viser, at 4 ud af 10 børn født af mødre med epilepsi, som havde brugt valproat under graviditeten fik stillet en psykiatrisk diagnose, inden de fyldte 18 år, og at midlet særligt var forbundet med øget risiko for sygdomme som autisme, ADHD og mental retardering,” forklarer professor ved Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital Jakob Christensen, der er en af forskerne bag studiet.

Advarer mod flere præparater

Andelen af børn, der udviklede en psykiatrisk lidelse, inden de fyldte18 år, var i studiet 42 % hos børn af mødre, der anvendte valproat under graviditeten. Til sammenligning var andelen med psykiatriske lidelser kun 31 % blandt børn født af mødre med epilepsi, der ikke tog epilepsimedicin under graviditeten.

Studiet viser også, at børn, hvis mødre har taget præparaterne topiramat eller levetiracetam under graviditeten har øget risiko for ADHD og angstlidelser.

På den positive side viser studiet, at hyppigt anvendte lægemidler som lamotrigin, carbamazepin og oxcarbazepin ikke er forbundet med øget risiko for psykiatriske sygdomme.

Behov for mere forskning

Ifølge Jakob Christensen bekræfter studiet den eksisterende advarsel mod brug af valproat under graviditet og giver også anledning til forsigtighed ved brug af topiramat og levetiracetam.

”Vores forskning understreger vigtigheden af at forstå potentielle skadelige virkninger af epilepsimedicin under graviditeten og den fortsatte mangel på viden om, hvordan forskellige typer medicin kan påvirke barnets psykiske udvikling, siger han og fortsætter:

”Vores undersøgelse viser, at der er behov for yderligere forskning og mere nøjagtige risikoestimater for at hjælpe gravide kvinder med epilepsi og deres læger med at træffe informerede valg om brug af medicin under graviditet.”

Studiet er udført på tværs af fem nordiske lande – Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island – og omfatter børn, der er født i perioden 1996-2017.

I Danmark fødes der hvert år ca. 400 børn af mødre, der har taget epilepsimedicin under graviditeten.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Register-baseret kohortestudie

Samarbejdspartnere: Aarhus Universitet, Bergen Universitet, Oslo Universitet, Karolinska Institutetet, Vestnorges Universitet, University of New South Wales, University of Reykjavik, Norwegian Institute of Public Health. Finnish Institute for Health and Welfare.

Ekstern finansiering: NordForsk Nordic Program on Health and Welfare (83796; 83539) og Danmarks Frie Forskningsfond (1133-00026B)

Interessekonflikter: Forskerne har deklareret flere mulige interessekonflikter. Dr. Bjørk har modtaget gebyrer fra virksomhed, der er godkendt til at sælge valproat, og honorar og tilskud til hendes forskning fra flere medicinalvirksomheder. Dr. Alvestad har modtaget honorar som taler for Eisai. Dr. Igland har modtaget støtte til forskning fra Pfizer og Sanofi. Dr. Leinonen har modtaget støtte fra Inoovative Medicines Initiative, IMI ConePTION og Finnish Medicines Agency. Dr. Zoega har modtaget støtte fra AbbVie Australia og er ansat på Center for Big Data Research in Health, University of New South Wales, som også modtager finansiering fra AbbVie Australia til forskning, der ikke er relateret til denne undersøgelse. Dr. Cohen og D. Furu har modtaget tilskud fra Forskningsrådet i Norge under studiet. Dr. Tomson har modtaget støtte fra flere medicinalvirksomheder, og Jakob Christensen har modtaget honorarer fra UCB Nordic og personlige honorarer fra Eisai i forbindelse med undersøgelsen.

Nøgleord

Kontakter

Klinisk professor, overlæge Jakob Christensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.
jakob@clin.au.dk
Telefon: +45 60865899



Seniorforsker Julie Werenberg Dreier
Aarhus Universitet, Center for Registerforskning
jwdreier.ncrr@au.dk
87166204

Billeder

Overlæge og klinisk professor Jakob Christensen
Foto: Jesper Ludvigsen
Overlæge og klinisk professor Jakob Christensen Foto: Jesper Ludvigsen
Download

Links

Information om Aarhus Universitetshospital

Aarhus Universitetshospital
Aarhus Universitetshospital
Palle Juul-Jensens Boulevard 99
8200 Aarhus

24792436http://www.auh.dk

Aarhus Universitetshospital er et komplet hospital på højeste internationale niveau med alle lægefaglige specialer samlet under ét tag.

Aarhus Universitetshospital ledes af en hospitalsledelse, som består af en hospitalsdirektør, en lægefaglig direktør og en sygeplejefaglig direktør.  

Aarhus Universitetshospital har hvad der svarer til ca. 9.700 fuldtidsstillinger.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye