Unikt arbejde blandt udsatte og hjemløse unge i Aarhus står til lukning

En stor gruppe unge og voksne lever på, hvad der i hvert fald ude fra set ligner, kanten af samfundet.

Nogle få har et arbejde. Nogle er studerende. Nogle er hjemløse. Nogle er på fleksjob. Nogle er på kontanthjælp. Og nogle er helt uden for systemet.

De fleste har det til fælles, at de ikke føler, de passer ind i samfundets almindelige kasser.

Mange har også det til fælles, at de har oplevet svigt – fra systemet, fra kommunen, fra voksne omkring dem, fra familien.

”Det er en gruppe, der for at beskytte sig selv har lukket sig lidt om sig selv. De ønsker som udgangspunkt hverken kontakt med kommunen eller andre,” siger Lone Zeidan, der er leder af Blå Kors’ Ungeindsats i Aarhus.

Ikke desto mindre har kommunen stillet et område til rådighed på et gammelt godsbaneområde i udkanten af Aarhus centrum.

Her har gruppen, der tæller omkring 70 personer, selv opbygget et lille område med overdækkede udendørsarealer, en lille scene og enkelte lokaler, hvor der i ”hovedbygningen” er borde og stole og en lille café. Området har fået navnet ’Sidesporet’.

Det er her Blå Kors’ Ungeindsats kommer med varm mad to gange om ugen.

Et populært tilbud

Ungeindsatsen er med årene blevet en både accepteret og afholdt del af miljøet, og det er der ifølge Sidesporets brugere flere gode forklaringer på.

”De kommer her bare, fordi de gerne vil give os noget godt og for at være sammen med os. De stiller ingen krav, de fortæller ikke noget videre, og de har ingen løftede pegefingre,” siger Kevin, der kommer på Sidesporet flere gange om ugen.

Flere fremhæver i særlig grad medarbejderne og de frivillige fra Ungeindsatsens evne og tålmodighed til at lytte og snakke, og at de også hjælper med praktiske problemer.

”De sørger nogle gange for, at der kommer en socialtandlæge, og de har også hjulpet nogle i terapi. De er simpelthen fantastiske og gør virkelig mange ting,” siger Eva, der er en af de lidt ældre i gruppen. Hun bliver suppleret af sidemakkeren:

”Hvis man har det skidt, kan man lige trække dem lidt til side og snakke med dem. Man kan snakke med dem om alt, de sidder ikke og kommer til at tale over sig dagen efter i en brandert.”

Ungeindsatsens popularitet skyldes i høj grad også den medbragte mad.

”Maden er blevet et samlingspunkt. Det fællesskab, der opstår omkring det, er med til at hjælpe mange og redder mange fra ensomhed. Mennesker bliver sære af at være alene. Nu kan man komme herned og øve sig lidt i at være sammen med andre,” siger Thomas, der har været en del af miljøet i mange år.

To unge, der ikke har ikke lyst til at stå frem med navn, véd, at det for flere er ugens vigtigste og mest nærende måltider:

”Mange får kun varm mad de her to dage om ugen, og nogle er også afhængige af at få lidt mad med hjem. Det har reddet os flere gange, når vi ikke har haft flere penge tilbage.”

Risikerer at lukke

I skrivende stund ser det ud til, at Ungeindsatsen bliver nødt til at stoppe deres arbejde, da de nuværende projektmidler ikke er blevet forlænget af den fond, der har støttet projektet indtil nu.

Det koster ca. 300.000 kr. om året at drive Ungeindsatsen, og da det er et ekstra projekt, der udspringer fra Blå Kors’ værested i Aarhus, betyder det, at Blå Kors ikke selv har økonomien til at køre det videre ved siden af det øvrige værestedsarbejde. Ungeindsatsen har derfor hele tiden været afhængig af ekstern støtte.

Lone Zeidan frygter, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Ungeindsatsen stopper.

”Det vil først og fremmest betyde, at mange ikke længere får ordentlig mad. Mange vil blive dårligere rent sundhedsmæssigt, og så vil de måske også blive mere synlige i gadebilledet, fordi det bliver sværere for dem at holde sammen på det, når samlingspunktet forsvinder,” siger Lone Zeidan.

Lone Zeidan er særligt bekymret for den mest udsatte del af gruppen.

”Hvis vi ikke er der, er der ikke nogen, der holder øje med, hvad der foregår – ikke at vi siger noget videre til kommunen eller andre, men vi véd, hvilke muligheder der er i byen for at få hjælp, og på den måde har vi flere gange hjulpet personer, der har haft det særligt dårligt,” siger Lone Zeidan og tilføjer:

”Vi gør en kæmpestor indsats for Aarhus Kommune, uden at de måske egentlig er klar over det. Vi kan hjælpe de her mennesker, fordi de har tillid til os, og fordi vi tror på dem.”

For Lone Zeidan er der derfor ét enkelt ønske, der overskygger alt andet:

”Jeg håber virkelig, der er nogen, der kan se ideen i arbejdet, og som vil betale for det. Enten en fond, en privat eller at Aarhus Kommune får øjnene op for værdien af det, vi laver hernede.”