Regeringen vil gøre Verdensbanken grønnere
Verdensbanken skal i højere grad kunne håndtere globale udfordringer som klimaforandringer, pandemier og konflikt. Lige nu forstærker klodens ændrede klima fattigdom, fødevareusikkerhed og ustabilitet, særligt i lande, der i forvejen er skrøbelige. Derfor skal Verdensbanken investere en del af sine milliardbeløb grønnere, samtidig med at fastholde fokus på at bekæmpe fattigdom verden over.
”Verdensbanken er en gigantisk muskel, når det kommer til udviklingssamarbejde. Det er store milliardbeløb, der hvert år investeres i udvikling. Hvis Danmark kan være med til at reformere Verdensbanken på en måde, så den tænker udvikling og klima langt bedre sammen, så har det et kæmpe potentiale. De to ting hænger uløseligt sammen. Meget, meget ofte er klimaforandringerne direkte årsag til den fattigdom, som vi bruger mange ressourcer på at bekæmpe. Jeg tror på, at en ambitiøs reform af Verdensbanken kan blive en game-changer”, udtaler Dan Jørgensen.
I USA mødes Dan Jørgensen blandt andet med Verdensbankens ledelse og ministerkollegaer på tværs af regioner. Blandt andet møder han repræsentanter for en stribe af de lande, hvor indbyggerne mærker klimaforandringerne på egen krop. For eksempel ministre fra Maldiverne og Fiji – begge østater, der er truet af stigende vandstand og naturkatastrofer.
“Vi er langt bagud i kampen for at nå FN’s Verdensmål og Parisaftalen, og hvis vi skal i mål, er det afgørende, at vi får de multilaterale udviklingsbanker meget mere på banen. Verdensbanken blev skabt, da verden så helt anderledes ud og er simpelthen ikke rustet til at håndtere de problemer, vi står overfor i dag. Det er det, reformen skal ændre på”, siger Dan Jørgensen.
Forårsmøderne er første skridt i reformprocessen, der ventes at kulminere ved Verdensbankens årsmøder til oktober i Marrakesh, Marokko.
Under besøget møder Dan Jørgensen også USA’s klimaudsending, John Kerry, og chefen for USA’s agentur for international udvikling, Samantha Power for at drøfte fælles prioriteter inden for blandt andet klimadagsordenen, Ukraine og Afrika.
Baggrund
Verdensbanken blev etableret i 1944 og havde oprindeligt til formål at finansiere genopbygningen efter 2. Verdenskrig. I dag har Banken 189 medlemmer, og dens primære opgave er at bekæmpe fattigdom og fremme økonomisk vækst. Verdensbanksgruppen består af fem organisationer, herunder Den Internationale Bank for Genopbygning og Økonomisk Udvikling (IBRD) - i folkemunde Verdensbanken - samt Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), der yder lån på meget lempelige vilkår til verdens fattigste lande. Verdensbankgruppen spiller en central rolle i den internationale udviklingsfinansiering og ambitionerne om at levere mere udvikling for pengene. Det gør den bl.a. gennem såkaldt “gearing” af kapital, hvor én krone ind i Banken resulterer i mere end én krone ud af Banken. Som illustration har medlemslandenes indbetalte kapitalindskud til Verdensbanken på 14,7 mia. dollars ført til udlån for samlet 687 mia. dollars i perioden 1945-2020.
For yderligere information, kontakt pressevagten 67979247 (ikke sms) eller pressevagten@um.dk
Information om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn25.4.2025 11:13:16 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde mandag den 28. april 2025 kl. 12.30.
Europaministeren besøger Kosovo23.4.2025 09:27:59 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag den 23. april er europaministeren i Kosovo.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ledsager H.M. Kongen under tiltrædelsesbesøg til Japan23.4.2025 06:22:09 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsministeren vil under besøget mødes med den japanske udenrigsminister og promovere danske virksomheder på verdensudstillingen Expo 2025 i Osaka.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser til Indonesien for at styrke partnerskab21.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et stærkere samarbejde mellem Danmark, Indonesien og de øvrige lande i det sydøstlige Asien er på toppen af dagsordenen, når udenrigsministeren besøger Jakarta den 21.-22. april.
Udnævnelse af arktisk ambassadør11.4.2025 17:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udnævner Kenneth Høegh som ny arktisk ambassadør for Kongeriget Danmark. Udnævnelsen sker efter indstilling fra Grønland.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum