Nye tal: Mange flere medlemmer i idrætsforeningerne i Københavns Kommune
I to år stak coronapandemien en kæp i aktivitetshjulet, men i 2022 kom idrætsforeningerne for alvor tilbage. Også når det kom til antallet af medlemmer.
Faktisk kom foreningerne i DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) så stærkt tilbage, at de på landsplan nu har flere medlemmer end før coronapandemien. De netop offentliggjorte medlemstal for 2022 viser således, at idrætsforeningerne havde en samlet fremgang på 110.878 medlemmer i forhold til året før og dermed kom op på 2.339.654 medlemmer - det højeste antal nogensinde.
Også i Københavns Kommune var der i 2022 fremgang i idrætsforeningernes medlemstal. Stigningen lyder på 7.043 flere foreningsmedlemmer, så der nu er 186.396 medlemmer i de i alt 956 idrætsforeningerne, der er i kommunen og som er medlemmer af DGI og/eller DIF.
”Københavns Kommune har et tæt samarbejde med DGI Storkøbenhavn og DIF om bl.a. at få 10.000 flere børn og unge i foreningerne med fokus på flere aktiviteter for de helt små og et tættere samarbejde mellem foreninger, skoler og institutioner. Og det er dejligt at se, at de mange indsatser bærer frugt. Noget af det, der har virket særligt godt, er den helt lokale og nære dialog med foreningerne i dagligdagen, som understøtter deres udviklingstiltag. Foreningerne gør et kæmpe stykke arbejde, der i høj grad gavner lokalsamfundet, og det er så vigtigt, at vi hjælper det gode arbejde så godt på vej, som vi kan,” siger Mia Nyegaard (RV), Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.
Begejstrede formænd
I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne i DGI og DIF på landsplan. I coronaåret 2020 mistede foreningerne 90.000 medlemmer, mens det følgende år bød på en lille fremgang trods fortsatte restriktioner og flere nedlukninger. I 2022 blev tabte medlemmer så vundet tilbage - og endnu flere kom til.
Formand for DGI Storkøbenhavn, Peder Nedergaard udtaler:
”Idrætsforeningernes flotte medlemstal afspejler på flot vis det gode samarbejde, som idrætsforeningerne har med Københavns Kommune, hvor vi samarbejder om at få endnu flere børn og unge med i foreningslivet. Vi kan se på de nye medlemstal, at denne indsats har haft succes i 2022 og at den lokale dialog med foreningerne har understøttet en række målrettede udviklingstiltag.”
Det synspunkt deler DIF’s formand, Hans Natorp:
”Det er en fantastisk udvikling og vidner om, at danskerne har savnet de gode idrætsfællesskaber. Ud over de mange uvurderlige frivillige skylder vi også en stor tak til kommunerne, der har støttet deres lokale foreninger gennem nogle svære år.”
Visionsarbejdet fortsætter
Siden 2015 har DGI og DIF arbejdet sammen om ’Bevæg dig for livet-visionen’ med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er, at Danmark er verdens mest idrætsaktive nation, og at flest mulige borgere motionerer.
Her har ’Bevæg dig for livet’ blandt andet nytænkt en række idræts- og motionsaktiviteter og skabt koncepter som ’Fodboldfitness’, ’Five-a-side Håndbold’ og ’Voksenfjer’, der gør det nemmere for alle at være med. Derudover er der iværksat en lang række indsatser i de såkaldte visionskommuner, hvor der bl.a. er fokus på aktive fællesskaber for unge under uddannelse, på tiltag for langtidsledige og socialt udsatte, på motionstilbud for ældre og meget mere.
Samarbejdet med kommuner, idrætsforeninger og andre partnere fortsætter, og DIF og DGI vil skubbe på for at få endnu flere med i foreningernes fællesskaber. Foreløbigt er der glæde over den flotte fremgang i 2022, hvor idrætter som fodbold og svømning var med til at trække den samlede medlemsfremgang op.
Fakta om medlemstal
Det samlede medlemstal for idrætsforeningerne i DGI og DIF på 2.339.654 unikke medlemmer er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2022, og et medlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.
Fra morgenstunden d. 29. marts kan du på www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal se mere om medlemstallene for de to organisationer og dykke dybere ned i dem.
Om ’Bevæg dig for livet’
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. En ambitiøs vision, som DGI og DIF arbejder for at indfri med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden. ’Bevæg dig for livet’ er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie, og startskuddet lød i 2015. Siden har ’Bevæg dig for livet’ bl.a. udviklet nye idrætskoncepter, tilbudt rådgivning, gennemført kampagner og stået bag events som Royal Run. Derudover var der 25 såkaldte visionskommuner i 2022, som har forpligtet sig til at arbejde målrettet med visionen.
Kontakt:
Kultur- og Fritidsborgmester, Mia Nyegaard, via pressechef Anders Reinholdt Jonssen: Mobil 33 66 23 45.
Peder Nedergaard, formand for DGI Storkøbenhavn: 42 55 75 50
Hans Natorp, formand i DIF: 3144 4015
For spørgsmål til tal:
Kasper Lund Kirkegaard, idrætspolitisk konsulent i DGI Storkøbenhavn, Team Politik og Analyse (for spørgsmål til tal): 29 74 49 82
Thomas Baagø-Rasmussen, analytiker i DIF Analyse (for spørgsmål til tal): 21 31 65 75
Nøgleord
Links
Information om DGI
DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6400 foreninger har over 1,6 mio. medlemmer.
Følg pressemeddelelser fra DGI
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DGI
Markant flere kommuner lever op til Trivselskommissionens anbefalinger om fritidspas10.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
84 kommuner har nu ordninger med fritidspas, som gør det muligt for flere børn at gå til en fritidsaktivitet. Det viser en ny undersøgelse, som taler lige ind i Trivselskommissionens anbefalinger. Hjælp til at finde vej til en forening er afgørende, siger DGI’s formand.
Flere foreninger udsat for telefonsvindel – DGI og Politiet advarer alle foreninger7.4.2025 15:40:40 CEST | Pressemeddelelse
Telefonsvindlere har fået en række foreninger til at overføre store beløb. DGI og Politiet kommer nu med fælles opfordringer til foreningerne for at undgå svindel.
Flere frivillige seniorer giver flere gode leveår21.3.2025 06:55:00 CET | Pressemeddelelse
Danskerne lever længere og udfordringerne står i kø på velfærdsområdet. Flere frivillige seniorer er en del af løsningen, mener DGI, som nu laver en særlig indsats for senior-frivillige.
DGI: Trivsel er en holdsport25.2.2025 10:00:13 CET | Pressemeddelelse
Vi har brug for en samfundskontrakt, hvor alle børn og unge er med i en frivillig forening. DGI’s formand bakker op om Trivselskommissionens stærke fokus på fællesskaber, men anbefalinger gør det gør det ikke alene – der skal handles
Tradition og talent: Over 120.000 gymnaster på gulvet til DGI’s forårsopvisninger17.2.2025 07:50:00 CET | Pressemeddelelse
Foråret er på vej og det betyder højsæson for de traditionsrige forårsopvisninger i gymnastik. DGI Nordsjælland byder i år på tre store opvisningsdage.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum