Markant flere kommuner lever op til Trivselskommissionens anbefalinger om fritidspas

Del

84 kommuner har nu ordninger med fritidspas, som gør det muligt for flere børn at gå til en fritidsaktivitet. Det viser en ny undersøgelse, som taler lige ind i Trivselskommissionens anbefalinger. Hjælp til at finde vej til en forening er afgørende, siger DGI’s formand.

Markant flere kommuner har ordninger med fritidspas for børn og unge fra økonomisk trængte familier.
Markant flere kommuner har ordninger med fritidspas for børn og unge fra økonomisk trængte familier. Bo Nymann

Forældrenes pengepung eller sociale og kulturelle forhold skal ikke være afgørende for, om børn og unge kan gå til en idræt. Derfor er kommunernes fritidspasordninger en vigtig nøgle til at få alle med. Ordningerne gør det muligt for børn og unge fra økonomisk trængte familier at komme med ind i fællesskabet i idrætsforeningerne, fordi de får betalt medlemskontingent, udstyr og gebyr til stævner.

En dugfrisk undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut lavet for DGI viser, at 84 kommuner har en fritidspasordning. Det er en stor fremgang i forhold til i 2021, hvor kun 62 kommuner havde fritidspas. Udviklingen glæder DGI’s formand:

”Det er utrolig stærkt, at et markant antal af kommuner nu tilbyder fritidspasordninger, så flere børn og unge kan komme med ind i idrætsforeningerne og opleve glæden ved at bevæge sig sammen med andre. De lærer at begå sig i fællesskabet, og det er nogle erfaringer, de kan bruge resten af livet. Vi har brug for en samfundskontrakt, hvor alle børn og unge deltager i en frivillig forening, siger Charlotte Bach Thomassen.

I februar udkom Trivselskommissionen med deres anbefalinger til børn og unges trivsel i Danmark. Anbefaling 25 lyder ’Alle kommuner bør have en fritidspasordning.’

”Fællesskaberne i idrætsforeningerne er så vigtige, fordi vi ved, at et aktivt fritidsliv sammen med andre skaber bedre trivsel og modvirker ensomhed. Fællesskabet i forening sammen med andre børn og voksne bidrager til øget trivsel og giver erfaring med deltagelse og demokrati,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Vejledning skaber succes

At økonomi er en væsentlig forhindring for familierne, viser tal fra Egmont Indsigt fra oktober 2024. Her svarede 66 procent af de adspurgte 3600 forældre fra lavindkomstgrupper, at deres barn ikke går til noget i fritiden, fordi de ikke har råd.

Økonomi er dog ikke familiernes eneste hindring, når det gælder om at få deres børn til at deltage i foreningslivet. Den nye undersøgelse fra Idan viser, at de kommuner, som deler flest fritidspas ud, har en fritidsvejleder ansat. Her viser undersøgelsen, at der er sket en stigning fra 20 til 35 kommuner, der tilbyder vejledning i løbet af de seneste fire år. Vejlederen er en medarbejder, som gennem sit kommunale netværk finder frem til de familier, der har et behov og hjælper dem og deres børn til at begynde i en lokal forening. Ikke mindst hjælper fritidsvejlederen med at støtte børnene i den første tid, så de ikke forlader halgulvet eller fodboldbanen efter kort tid.

”Guidning og vejledning er helt afgørende. Det kræver et tæt samarbejde mellem mange forskellige aktører lokalt  - blandt andet skole, sundhedspleje, foreninger og de boligsociale indsatser,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Brug for en håndholdt indsats

I Frederikssund Kommuner arbejder to fritidsvejledere helt lavpraktisk med at hjælpe barnet eller den unge med at finde en idræt, de har lyst til at prøve, stå for tilmelding og betaling, men også at gå med over i foreningen de første gange.

”Vi kan se, at det nytter ikke udelukkende at støtte med kontingent. De børn og unge, der har det sværest, har brug for en håndholdt indsats, fortæller Malene Guillaume Kusk, som er specialkonsulent i Frederikssund Kommune.

I modsætning til andre kommuner er Frederikssund Kommune lykkedes med at få flere teenagerne med ind i idrætsforeningerne. Mellem maj 2022 og november 2024 uddelte Frederikssund 515 fritidspas – heraf var 20 procent til unge mellem 13 og 18 år. Malene Guillaume Kusk peger på, at det handler om at finde frem til de rette tilbud.

”Vi har vejledt de unge til idrætsgrene som kampsport og skydning. Der kan det være lettere at være førstegangsdeltager end for eksempel i en fodboldklub, hvor mange har gået, siden de var små. Og så sørger vejlederne for at følge op med en sms eller en opringning til de unge, når de har været af sted,” siger hun.

Vigtigt at ordningerne fortsætter

I Frederikssund Kommune har byrådet valgt at sætte fritidspasordningen med fritidsvejledere fast på budgettet. Det glæder DGI’s formand, som håber stærkt på, at alle kommuner kommer med ombord:

”Det er enormt vigtigt, at fritidspasordningerne fortsætter, og i DGI er vi parate til at skabe flere lokale samarbejder og støtte med viden og gode erfaringer med at inkludere flere børn og unge i idrætsforeningerne,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Hvad er fritidspas

  • Et fritidspas er et kommunalt tilbud til børn og unge, der på grund af sociale, økonomiske eller kulturelle forhold ikke deltager i organiserede fritidsaktiviteter eller foreningsliv.
  • Kommunerne er ikke forpligtet til at tilbyde fritidspas, men kan som en del af det forebyggende arbejde vælge at yde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter for børn og unge.
  • Kriterierne for at modtage støtte varierer fra kommune til kommune. Typisk dækker det udgifter til kontingenter og udstyr.

 

Tal fra undersøgelsen

  • 84 kommuner har fritidspasordninger. I 2021 havde kun 62 kommuner ordningen – en stigning, der bl.a. skyldes, at 14 kommuner fik tildelt midler fra Social- og Boligstyrelsen i 2022-2023.
  • 35 kommuner har en vejlederfunktion – typisk en medarbejder, som hjælper med guidning af børn og unge ind i idrætsforeningerne.
  • Undersøgelsen viser, at kommunerne i gennemsnit støtter 225 personer, men at der kan være store forskelle i antallet på tværs af kommuner.
  • I gennemsnit støtter kommuner med vejledning 42 borgere pr. 10.000 indbyggere, mens kommuner uden en vejlederfunktion støtter 30 borgere pr. 10.000 indbyggere i gennemsnit.

Kontakter

Links

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6700 foreninger har over 1,9 mio. medlemmer.

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye