Danmarks Naturfredningsforening

Få lande laver mere affald end Danmark: Affaldsindsamling sætter fokus på ressourcefrås og efterlyser pant på takeaway-emballage

Del
Danmark bryster sig af at være et grønt foregangsland. Men når det handler om at bruge løs af klodens ressourcer, ligger Danmark i den kedelige ende af statistikken. Hvis overforbruget skal bremses, skal vi gøre helt op med den udbredte 'brug og smid væk'-kultur, mener Danmarks Naturfredningsforening, der med sin landsdækkende affaldsindsamling i denne uge vil engangsemballager til livs.

Du møder det overalt, hvor du færdes. I naturen, på gaden og i parken. Unødvendigt og ressourcekrævende takeaway-emballage, som enten fylder skraldespandene eller ligger og flyder på jorden.

Få befolkninger i verden forbruger flere ressourcer end os danskere. Vi køber, forbruger og smider væk. Faktisk i en grad, så vi i Danmark allerede i næste uge, ifølge tænketanken Global Footprint Network, har opbrugt hele vores budget af naturressourcer for i år – en skæringsdato kendt som ’country overshoot day’.

Danmark er det blot 15. land i verden til at gå i overtræk i år, og hvis alle levede som os danskere, ville det kræve mere end fire jordkloder for at dække forbruget af ressourcer.

Og det kan vi være alt andet end stolte af, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening, der på Affaldsindsamlingen i denne uge sætter fokus på et klasseeksempel på vores ressourcefrås.

– De færreste er nok klar over det, men Danmark er et af de mest ressourceforbrugende lande i verden. Hvis vi skal overlevere en bæredygtig klode til vores børn og børnebørn, er vi tvunget til at gøre op med vores 'brug og smid væk'-kultur. Og her er netop takeaway-emballage et godt eksempel, hvor løsninger ligger lige for, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Affaldsindsamlingen tæller engangsemballage

På globalt plan udgør engangsplast-emballager til føde- og drikkevarer 'to go' næsten halvdelen af alt menneskeskabt affald i verdenshavene, og herhjemme er det også noget, der traditionelt set bliver fundet meget af på Affaldsindsamlingen.

I løbet af denne uge skal rekordmange deltagere – op mod 225.000 danskere i alt – ud at samle andres efterladte skrald – og her er sigtekornet stillet særligt skarpt på kaffekopper, slikpapir og andre former for engangsemballage.

På årets udgave af Affaldsindsamlingen bliver deltagerne bedt om at tælle, hvor meget de finder af netop den type affald. Og det har et klart formål: nemlig at korlægge, hvor meget engangsemballage der ligger i naturen, og samtidig anskueliggøre, at vores 'brug og smid væk'-kultur er et kæmpe spild af ressourcer og derved en del af klimaproblemet.

Aarhus og København i gang med at udvikle pantsystemer for takeaway

Den gode nyhed er, at det faktisk ikke er umuligt at gøre op med takeaway-emballage. Flere af landets byer er i gang med at udvikle og teste retursystemer for takeaway-emballage baseret på en genpåfyldelig emballageløsning.

I Aarhus har man netop sendt opgaven med at etablere et retursystem i udbud, og man forventer allerede at have returstandere i gadebilledet til sommer.

I København er man ved at se på mulighederne for at sætte gang i pilotprojekter på området, så man kan få nogle erfaringer med et retursystem, som gerne skal udbredes på sigt. Det samme gælder for Odense, Middelfart og en række andre byer, som heldigvis også taler sammen, da vi jo i sidste instans gerne skal have en national løsning.

– Det er i mine øjne en no-brainer at indføre et retursystem for takeaway-emballage baseret på en genpåfyldelig løsning, hvor emballagen tages retur og bruges igen og igen. Det er et skridt væk fra 'brug og smid væk'-kulturen, og alle analyser på området viser, at hvis et retursystem skrues ordentligt sammen, så er der store gevinster at hente både hvad angår klima, ressourceforbrug, affald i naturen og faktisk også økonomisk, siger Maria Reumert Gjerding.

Danmark var et foregangsland, da vi indførte pantsystemet på flasker i sin tid, og vi har en tårnhøj returprocent. Vi er altså vant til at pante, og det er i høj grad et spørgsmål om nye vaner og strukturer, når vi skal tage et opgør med 'brug og smid væk'-kulturen, som leder til det enorme overforbrug af naturens ressourcer. 

– Det er rigtig positivt, at byer som Aarhus og København nu viser vejen, og at vi får dannet os nogle erfaringer. Nu mangler vi bare en ambition fra Christiansborg om at gøre systemet landsdækkende, siger Maria Reumert Gjerding.

_________________________

OVERBLIK: Det sker til årets Affaldsindsamling

20. – 24. marts: 188.000 BØRN SAMLER AFFALD

I løbet af hverdagene skal 188.000 børn fra skoler og dagtilbud i hele landet ud at samle skrald. Se her, hvor mange der er tilmeldt i de enkelte kommuner.

20. marts: OFFICIEL ÅBNING - Morgenthaler og skoleelever skyder ugen i gang
Affaldsindsamlingen bliver officielt skudt i gang mandag d. 20. marts kl. 13.00 i Aarhus, hvor indsamlingens ambassadør Anders Morgenthaler og DN-vicepræsident Sebastian Jonshøj skal på affaldsjagt langs Brabrandstien med elever fra Viby Skole (Mødested: Folkestedet, Carl Blochs Gade 28, 8000 Aarhus).

25. – 26. marts: 850 LOKALE INDSAMLINGER
I løbet af ugen bliver der også afholdt lokale affaldsindsamlinger arrangeret af blandt andet foreninger, virksomheder og private borgere. Affaldsugen kulminerer i weekenden med flere end 850 lokale affaldsindsamlinger rundtom i hele landet. 

Størstedelen af de lokale indsamlinger er offentlige og kan findes her.

FAKTA: Hvad er Affaldsindsamlingen?

  • Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.
  • I år finder Affaldsindsamlingen sted i uge 12 (20.-26. marts)
  • I løbet af hverdagene deltager 188.000 børn fra skoler og dagtilbud landet over, mens den store affaldsuge kulminerer i weekenden med lokale arrangementer i hele landet.
  • Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet. I år sætter indsamlingen fokus på engangsemballage – derfor bliver deltagerne bedt om at angive, hvor meget de har fundet af denne type affald.
  • I 2022 deltog op mod 204.000 voksne og børn i indsamlingen, og på blot en enkelt uge samlede de mere end 97 ton affald og intet mindre end 350.000 stykker engangsemballage - heriblandt 25.000 engangskopper og 54.000 øl- og sodavandsdåser.
  • På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde offentlige indsamlinger i hele landet. Oversigten bliver løbende opdateret. Her kan man også oprette sin egen indsamling.
  • Affaldsindsamlingen er støttet af NIO, Merrild, New Loop, Rudolph Care, DKTV, GoBoat, Sol og Strand, Maxi Zoo og Northern Hunting.

Nøgleord

Kontakter

Information om Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening
Masnedøgade 20
2100 København Ø

39 17 40 00https://www.dn.dk/

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye