HK PrivatHK Privat

HK og DI enige om ny overenskomst for 8000 ansatte inden for handel, transport og service

Del
HK Privat og HK Handel har indgået aftale med Dansk Industri om fornyelse af Funktionæroverenskomsten for Handel, Transport og Service. Aftalen giver lønnen et nøk op og styrker den lokale løndannelse fremadrettet.

HK Privat, HK Handel og Dansk Industri (DIO II) har sat underskrifter på en ny overenskomstaftale, der omfatter omkring 8000 ansatte, som blandt andet tæller administrative medarbejdere i speditions- og logistikfirmaer og lageransatte i byggemarkeder.

Formand for HK Privat, Simon Tøgern, glæder sig over aftalen.

- Flere penge på lønsedlen har været det altoverskyggende overenskomstønske fra vores medlemmer, og det er jeg glad for, at vi leverer på. Med aftalen sikrer vi en god bund, og så skal resten hentes ved de lokale lønforhandlinger. Det har vi også sikret nogle bedre rammer for, siger han.

Aftalen sikrer 4 procents lønstigning til alle i overenskomstperioden. I år sker forhøjelsen i form af ændret pension, hvor arbejdsgiver hæver indbetalingen til 10 procent, hvorimod lønmodtagers indbetaling sænkes fra 4 procent til 2 procent.

Til næste år hæves arbejdsgivers indbetaling til fritvalgskontoen fra 7 procent til 9 procent. Med den kan lønmodtagere selv bestemme, om de vil have summen udbetalt, sætte mere ind på pension eller veksle til eksempelvis senior- eller omsorgsdage. Med de 9 procent overstiger summen af arbejdsgiverindbetalt fritvalg hen over et år en månedsløn.

Funktionæroverenskomsten er forhandlet i samarbejde mellem HK Privat og HK Handel. Formand for HK Handel, Mette Høgh, glæder sig også over aftalen.

- Jeg er godt tilfreds med, at vi har skabt en overenskomst, som giver tillidsrepræsentanterne nogle rigtig gode værktøjer, de kan bruge, når de skal hjælpe deres kolleger med at forhandle løn lokalt. Det giver et rigtig godt udgangspunkt for nogle konstruktive lønforhandlinger, siger hun.

Styrkelse af tillidsrepræsentanterne og den lokale løndannelse

Aftalen styrker tillidsrepræsentanterne på flere punkter. Blandt andet sikres de mulighed for at få indblik i virksomhedens økonomi. Det og flere andre tiltag skal give bedre rammer for reelle lønforhandlinger og bedre muligheder for at hjælpe kolleger - uanset om lønforhandlingerne er kollektive eller individuelle.

Valggrundlaget for en tillidsrepræsentant sættes desuden ned til færre medarbejdere, og valg af tillidsrepræsentant kan foregå i arbejdstiden.

Derudover skal HK-tillidsrepræsentanten orienteres, hvis en medarbejder, som er omfattet af Funktionæroverenskomsten for Handel, Transport og Service, bliver skrevet ud af overenskomsten. Formålet er at sikre, at det ikke sker på et forkert grundlag.

Derudover indeholder overenskomsten blandt andet:

  • 4 ugers ekstra barsel med løn. 2 af ugerne er øremærket far/medforælder, og 2 uger kan frit fordeles mellem forældrene. Derudover ændres barselsbestemmelserne til at følge den nye barselslov

  • Lønnen for elever, KVU-studerende og laborantpraktikanter stiger med 4,5 procent pr. 1. marts 2023 og 3,5 procent pr. 1. marts 2024

  • Stigning fra 85 til 100 procents løndækning under selvvalgt uddannelse

  • Ret til at udpege en uddannelsesrepræsentant på arbejdspladsen. Uddannelsesrepræsentanten har til opgave, sammen med virksomheden, at styrke kompetenceudvikling og uddannelse af kollegaerne

  • Skærpede regler for natarbejde, herunder for gravide

Nøgleord

Kontakter

Information om HK Privat

HK Privat
Weidekampsgade 8
2300 København S

70114545https://www.hk.dk/omhk/sektor/hk-privat

HK Privat er HK Danmarks største sektor med 110.000 medlemmer.

Følg pressemeddelelser fra HK Privat

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Privat

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye