Arbejdstilsynet

Ekstra tilsynsindsats i Grønland resulterede i mange påbud

Del
Adskillige alvorlige ulykker – heraf nogle med døden til følge – har medført, at Arbejdstilsynet i Grønland har gennemført en målrettet tilsynsindsats. Indsatsen har rettet sig mod brancher, hvor fare for nedstyrtning er et arbejdsmiljøproblem.

Arbejdstilsynet i Grønland har i slutningen af 2022 gennemført en forebyggende ulykkesindsats med fokus på nedstyrtningsfare rettet mod bygge- og anlægsbranchen samt lager og engros. Og der var noget at komme efter, da Arbejdstilsynet i slutningen af året førte tilsyn med disse brancher i Nuuk, Ilulissat og Sisimiut. På i alt omkring 85 tilsyn blev der givet ca. 115 reaktioner, heraf ca. 30 forbud og knap 70 strakspåbud.

”Antallet af reaktioner viser med al tydelighed, at der var behov for den ekstraordinære forebyggende tilsynsindsats. Vi havde set adskillige alvorlige ulykker i løbet af 2022 med fald fra højden – og nogle desværre med døden til følge. Det fik os til at tilrettelægge denne tilsynsindsats, hvor fokus har været fald fra højden inden for bygge- og anlægsbranchen og inden for lager og engros,” siger Casper Kronow, der er Arbejdstilsynets kredschef i Grønland.

”Fald fra højden kan resultere i alvorlige skader - og i værste fald dødsfald. Risikoen kan være til stede, hvis man færdes på fx stiger og stilladser samt indskudte dæk. Det er derfor vigtigt, at arbejdet planlægges og tilrettelægges, så der ikke er risiko for fald fra højden” siger Casper Kronow. Han tilføjer, at det er arbejdsgiverens ansvar at instruere i, hvordan arbejdet skal udføres, og føre tilsyn med, at instruktionerne overholdes.

Udover tilsynsindsatsen havde Arbejdstilsynet i Grønland inviteret de virksomheder, der havde haft besøg af Arbejdstilsynet, til dialogmøder. Her fortalte Arbejdstilsynet om indsatsen, og hvad Arbejdstilsynet havde set og reageret på.

Indsatsen er foregået i et samarbejde med Arbejdstilsynet i Danmark. Det har medvirket til, at der kunne gennemføres så mange tilsyn i perioden. Arbejdstilsynet i Grønland har også opmærksomhed på nedstyrtningsfare i det generelle tilsynsarbejde.

Information om Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet
Arbejdstilsynet
Landskronagade 33
2100 København Ø

Følg pressemeddelelser fra Arbejdstilsynet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Arbejdstilsynet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye