Muslimske kvinder vil vide mere om deres religion

I 2019 da ph.d. og religionsforsker Maria Lyngsøe begyndte sit feltarbejde blandt muslimske kvinder i Storkøbenhavn, ville hun undersøge autoritetspositioner blandt muslimer. Men de indledende interview med kvinder i og omkring moskeer viste, at frivillig islamundervisning fyldte rigtig meget i kvindernes liv.
- Jeg vidste godt, at undervisningsaktiviteter spillede en vigtig rolle i det muslimske miljø, men jeg blev lidt overrasket over, hvor stor en rolle de havde for kvinderne. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan denne islamundervisning foregik, fortæller Maria Lyngsøe og uddyber:
- Under mit feltarbejde fortalte de kvinder, jeg interviewede, at undervisningen for dem var en måde at nærme sig Gud og blive bedre til at leve efter islamiske forskrifter og værdier. Men også at det grundlæggende handlede om at blive et bedre menneske – både over for Gud og deres medmennesker – og ikke mindst at deltage i et fællesskab med andre muslimske kvinder; når jeg spurgte, hvorfor de prioriterede undervisning, både som elever og lærere, svarede de, at viden skal gavne andre, så der var en tydelig orientering mod et fællesskab.
Ud over dybdegående interview med 25 kvinder i alderen 22 til 67 observerede Maria Lyngsøe undervisningen i primært to moskeer, men til dels også i andre moskeer eller private hjem. Desuden læste hun logbøger, som syv af kvinderne førte under projektet.
De to moskeer i Storkøbenhavn, som var hovedfokus i Maria Lyngsøes feltarbejde, var begge traditionelle, konservative moskeer; den ene knytter sig desuden til den del af islam, som hedder sufisme, og som dyrker islamisk mystik.
Etiske overvejelser og lavpraktiske råd
Hvad der foregår i de enkelte undervisningslokaler – om det er i den lokale moske eller i private rammer – afhænger af underviseren og de kvinder, der er samlet i lokalet. Men Maria Lyngsøe har gennem sine interview og observationer samlet nogle generelle indtryk af undervisningen:
- Undervisningen vil typisk foregå på flere forskellige niveauer og fx indeholde etiske overvejelser om, hvordan man som muslim bør agere i bestemte situationer, meget ofte med udgangspunkt i eksemplariske passager fra Koranen, som naturligvis spiller en vigtig rolle i undervisningen. Men den vil ofte også være have mere lavpraktiske formål såsom at vise, hvordan bønnen skal bedes korrekt, siger Maria Lyngsøe.
Hun tilføjer:
- Når jeg siger lavpraktisk, skal det ikke forstås sådan, at det ikke er særligt vigtigt, hvordan bønnen udføres. Det er selvfølgelig meget vigtigt for en praktiserende muslim. Men det er en anden form for undervisning end den mere diskuterende og filosofiske.
Følger international trend
De fleste af kvinderne i Maria Lyngsøes undersøgelse havde mellemlange eller videregående uddannelser og falder derfor i kategorien ressourcestærke. Der var dog også nogle førstegenerationsmigranter, som på papiret er mindre ressourcestærke, men som ifølge forskeren sagtens kan være store kapaciteter inden for de islamiske miljøer.
- Inden for religionsforskningen taler man om en islamisk vækkelse i disse år, og i den internationale forskning har der længe været fokus på især de ressourcestærke muslimske kvinders prioritering af undervisning og dygtiggørelse inden for islam. Forskningen viser, at det giver dem nogle muligheder for at indtage nye positioner i det islamiske miljø, forklarer Maria Lyngsøe og slutter:
- Mit studie kan selvfølgelig ikke stå alene som dokumentation for, at det islamiske miljø i Danmark følger samme udvikling, men jeg kan i hvert fald se, at mange religiøst dedikerede danske kvindelige muslimer, især de ressourcestærke af dem, følger den samme trend, som vi ser internationalt. De prioriterer deres islamiske tro højt og vil gerne blive mere vidende og få en mere reflekteret tilgang til deres religiøse praksis. Der har altid været et stort internationalt islamisk miljø, som danske muslimer også har orienteret sig imod, men det er ganske enkelt blevet meget lettere i dag med de nye digitale muligheder, og det kan måske forklare noget af den udvikling, jeg kan se i min undersøgelse.
Kontakter
Ph.d. Maria Lindebæk Lyngsøe
Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier
Københavns Universitet
Tlf.: 22 81 34 48
Mail: mariall@hum.ku.dk
Pressemedarbejder Carsten Munk Hansen
Det Humanistiske Fakultet
Tlf. 28 75 80 23
Mail: carstenhansen@hum.ku.dk
Billeder

Information om Københavns Universitet - Det Humanistiske Fakultet

Karen Blixens Plads 8
2300 København S
https://hum.ku.dk/
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Humanistiske Fakultet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Humanistiske Fakultet
Forskere finder alvorlige mangler i forsøg med voksne ADHD-patienter30.6.2025 07:08:26 CEST | Pressemeddelelse
Millioner af voksne verden over får hvert år stillet diagnosen ADHD, og der er stort behov for forskning på området. Men meget klinisk forskning i ADHD hos voksne lider af alvorlige metodiske mangler, som betyder, at det er svært at bruge resultaterne i praksis, viser forskere fra Københavns Universitet og Universitetet i Sao Paulo i ny undersøgelse.
Streamingkulturen skaber nye digitale fællesskaber for filmfans2.5.2025 10:48:34 CEST | Pressemeddelelse
Medieforsker Helle Kannik Haastrup undersøger i ny bog, hvordan tv-serier og film både kan udfordre vores syn på verden og engagere os i online fællesskaber. Bogen gør op med fordommene om populærkulturens ”banale” fortællinger og en ukritisk fankultur og viser, at de digitale platforme også kan skabe rum for seriøse diskussioner om film og tv-serier.
Vulkanudbrud fik bornholmsk stenalderfolk til at ofre unikke ”solsten”17.1.2025 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
For 4.900 år siden ofrede bornholmske stenalderfolk hundredvis af sten med sol- og markmotiver. Nu viser arkæologer og klimaforskere fra Københavns Universitet, at de rituelle ofringer faldt sammen med et voldsomt vulkanudbrud, der fik solen til at forsvinde i hele Nordeuropa.
Seniormedarbejdere gider ikke flere dårlige kurser25.11.2024 14:53:16 CET | Pressemeddelelse
Seniormedarbejdere spiller en vigtig, men også ofte overset, rolle på arbejdspladsen. Forskere fra Københavns Universitet har undersøgt kompetenceudvikling blandt seniorer, og undersøgelsen, der bliver præsenteret på en konference i denne uge, viser bl.a., at medarbejdergruppen er vigtig for et accelereret arbejdsmarked.
Piger døde meget tidligere end drenge i slutningen af 1800-tallet25.11.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Høj børnedødelighed bliver normalt forbundet med fattigdom. Men i et nyt studie viser historiker Mads Villefrance Perner, at køn også kan være en faktor, og at danske pigers dødelighed i perioder har været markant højere end drenges. En forklaring kan være, at familierne prioriterede mad og pleje til drengebørn højere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum