Danmarks Idrætsforbund

Dressurlandsholdet gør Axelsen og Vingegaard selskab

Del
I august trådte det danske dressurlandshold op på skamlen som VM-guldvindere i holdkonkurrencen. Den danske kvartet er derfor tredje og sidste finalist i konkurrencen om at blive Årets Sportsnavn 2022.

Fælles pressemeddelelse fra DIF og Team Danmark:

Det danske dressurlandshold er blandt de tre finalister, der kæmper om titlen som Årets Sportsnavn 2022. En pris der uddeles af DIF og Team Danmark. Nomineringen sker på baggrund af den enestående holdpræstation, som holdet leverede ved VM i dressur på hjemmebane i Herning i sommeren 2022.

Der var spænding til det allersidste, og konkurrencen fra især Tyskland og Storbritannien var hård. Men foran et ekstatisk dansk publikum på MCH Arena kunne dressurrytterne Cathrine Laudrup-Dufour, Carina Cassøe Krüth, Daniel Bachmann Andersen og Nanna Merrald Rasmussen lade sig kåre som verdens bedste. Det er første gang nogensinde, at et dansk dressurlandshold har vundet VM-guld.

"VM i ridesport er en af de største sportsbegivenheder, der er blevet afholdt på dansk grund, og de danske dressurryttere leverede varen foran et fantastisk hjemmebanepublikum. Nanna Skodborg Merrald, Carina Cassøe Krüth, Daniel Bachmann Andersen og Cathrine Laudrup-Dufour skrev sportshistorie og vandt VM-guld til Danmark i holdkonkurrencen. Derfor er de fuldt fortjent blandt de tre finalister til titlen som 'Årets Sportsnavn 2022'," siger Lars Krarup, der er formand for Team Danmark og med i dommerkomitéen til prisen.

Udover VM-guldet, så sikrede det danske dressurlandshold også en OL-billet til Paris 2024, og det vækker begejstring hos DIF’s formand, Hans Natorp:

”Det var en umådelig flot holdpræstation, det danske dressurlandshold leverede i august, og det var en kæmpe forløsning at se rytterne træde op på skamlen som verdensmestre – og så endda på dansk jord. Holdet var under et kæmpe pres lige til det sidste, men viste det mentale overskud, og derfor har de i allerhøjeste grad fortjent denne nominering til titlen som Årets Sportsnavn. Stort tillykke til de fire ryttere, men også til det store hold som står bag dem. Jeg glæder mig til at følge det danske dressurlandshold ved OL i Paris 2024,” siger Hans Natorp, som udover at være DIF-formand også sidder i dommerkomitéen for Årets Sportsnavn 2022.

Udover dressurlandsholdet er Jonas Vingegaard og Viktor Axelsen nomineret til prisen som Årets Sportsnavn 2022. Vinderen kåres ved ’SPORT 2022’, som transmitteres live på DR1 den 7. januar 2023 fra Jyske Bank Boxen i Herning.

Om Årets Sportsnavn

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991 af DIF i partnerskab med Jyllands-Posten. Siden 2019 er prisen uddelt i et rent sportsligt partnerskab mellem DIF og Team Danmark.

DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede til prisen som Årets Sportsnavn, hvorefter der sættes navn på tre finalister. Det er en dommerkomité, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som Årets Sportsnavn 2022.

Årets Sportsnavn 2022 kåres ved den store sportsgalla ’SPORT 2022’ i Herning lørdag den 7. januar 2023. Showet transmitteres direkte på DR1.

Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.

Kriterier for udvælgelse

Udvælgelsen af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.

  • Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
  • Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
  • Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
  • Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.

Dommerkomitéen 2022

Dommerkomitéen udpeger den endelige vinder. Sammensætningen af dommerkomitéen i 2022 understreger omdømmet som Danmarks fornemmeste idrætspris. Komitéen består af:

  • H.K.H. Kronprins Frederik
  • Kulturministeren (pga. den politiske situation deltog ministeren ikke i år)
  • Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
  • Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
  • DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
  • DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
  • Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
  • Team Danmarks direktør, Peter Fabrin

Tidligere vindere af Årets Sportsnavn

1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton

For yderligere kommentarer kontakt:

Hans Natorp, formand i DIF, tlf. 31 44 40 15
Lars Krarup, formand Team Danmark, via kommunikationschef Christian Blomgreen, tlf. 26 83 07 24

Nøgleord

Kontakter

Information om Danmarks Idrætsforbund

Danmarks Idrætsforbund
Danmarks Idrætsforbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

63 20 61 00https://www.dif.dk

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og knap 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye