Kriminalforsorgen indgår forlig om brud på 48-timers reglen
7.11.2022 14:00:00 CET | Danmarks Fængsler | Pressemeddelelse
Kriminalforsorgen har indgået et forlig med Fængselsforbundet, da der over en årrække er sket brud på 48-timers reglen.
Konkret udbetales der for nuværende i alt knap 25 millioner kroner i godtgørelse til godt 700 nuværende og tidligere medarbejdere, der i perioden fra oktober 2016 til og med oktober 2022 har arbejdet mere end det tilladte efter 48-timers reglen.
48-timers reglen følger af et arbejdstidsdirektiv fra EU og betyder, at en medarbejders arbejdstid ikke må overskride 48 timer i gennemsnit om ugen inden for en hvilken som helst periode af fire sammenhængende måneder. Kriminalforsorgen kan ikke dispensere fra reglen. For at undgå fremtidige godtgørelsessager vil det fremadrettet blive nøje overvåget, om 48-timers reglen overholdes.
Arbejdsgiveren er ansvarlig for, at 48-timers reglen ikke overskrides. Alligevel har kriminalforsorgen givet medarbejdere lov til at arbejde mere, end de var ansat til. Det er sket, fordi kriminalforsorgen grundet en gammel lokalaftale har vurderet, at 48-timers reglen kunne beregnes på en anden måde. Medarbejderne har selv ønsket at arbejde mere og tilbudt at tage flere vagter, end de er vagtsat til, og det har vi over en årrække givet lov til – i strid med 48-timers reglen.
- Rigtigt mange medarbejdere har selv ønsket og tilbudt at tage flere vagter, end de er vagtsat til, og det har vi over en årrække givet lov til. Det er både godhjertet og har været en stor hjælp i en periode, hvor vi har brug for mange ekstra hænder. Men vi har tidligere ikke givet 48-timers reglen nok opmærksomhed, og derfor har vi forbrudt os mod den. Det går selvsagt ikke, og derfor rydder vi nu op, ligesom vi har strammet procedurer op og udbygget vores tekniske systemer til at understøtte reglen bedre. EU's arbejdstidsregler er lavet for at beskytte medarbejdernes sikkerhed og sundhed, og de skal overholdes. Det kan der ikke være nogen diskussion om, siger HR-direktør i kriminalforsorgen, Mik Grüning.
Kriminalforsorgen har gennemført en større undersøgelse af, hvor mange medarbejdere der er sket overtrædelser for.
Undersøgelsen kommer på baggrund af, at Rigsrevisionen i 2018 og igen ved beretning om statens forvaltning i 2020 fandt det utilfredsstillende, at kriminalforsorgen ikke havde sikret, at 48-timers reglen blev overholdt.
Også vagtplanlægningssystemet er blevet udviklet, så der blandt andet er en advarsel, der gør opmærksom, hvis reglen overskrides.
Den videre proces
Kriminalforsorgen vil i løbet af november 2022 tage kontakt til de medarbejdere, hvor der er konstateret overtrædelser, der berettiger til en godtgørelse, og de dermed er omfattet af forliget. Forældelsen i ansættelsesforhold for eventuelle krav er fem år. Kriminalforsorgen kan af systemtekniske årsager have overset nogle brud, hovedsageligt i tiden før 2019, og derfor kan man selv henvende sig til kriminalforsorgen, hvis man ikke bliver kontaktet af kriminalforsorgen inden udgangen af november 2022 og tror, at man er berettiget til godtgørelse. Eventuel henvendelse skal ske til L48@krfo.dk, og ved henvendelsen skal man angive, hvornår man mener, at man har haft brud på 48-timers reglen.
Fakta:
- 48-timers reglen udspringer af EU’s arbejdstidsdirektiv og fastsætter rammerne for, hvor mange timer en medarbejder i gennemsnit må arbejde om ugen over en periode på fire måneder.
- EU’s arbejdstidsdirektiv giver mulighed for, at en medlemsstat under visse nærmere betingelser kan undlade at gennemføre forbuddet mod, at arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdstid i en firemåneders periode overstiger 48 timer pr. uge, hvis arbejdstageren har samtykket i at udføre arbejde ud over denne grænse. Denne mulighed er ikke benyttet i den danske gennemførelseslov eller i aftalen mellem Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og centralorganisationerne. Der er således ikke mulighed for at dispensere fra reglen på grund af fx personalemangel.
- Kriminalforsorgen har været i en retsvildfarelse og fejlagtigt vurderet, at kriminalforsorgens medarbejdere var dækket ind under en lokalaftale, der udvidede referenceperioden fra 4 til 12 måneder. Af den årsag er der sket brud på 48-timers reglen.
Nøgleord
Kontakter
Pressevagt
Tlf:7255 4141presse@krfo.dkBilleder
Links
Information om Danmarks Fængsler
Kriminalforsorgen driver landets fængsler og arresthuse, og vi fører tilsyn med dømte. Sammen med de andre myndigheder i retssystemet begrænser vi kriminalitet og skaber tryghed i samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Fængsler
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Fængsler
Fangekorets fremtid er sikret16.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Fængsler sikrer i samarbejde med Café Exit Fangekorets fremtid og ansætter samtidig en national musikkoordinator, der skal lede musikprojekter på tværs af fængsler og arresthuse i hele landet.
Markant flere kan nu afsone med fodlænke15.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra 15. februar kan flere dømte afsone med fodlænke. Det forebygger ny kriminalitet og frigiver samtidig kapacitet i fængslerne.
219 års fængselsstraf overført til afsoning i udlandet28.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Rekordmange års fængselsstraf blev i 2025 flyttet fra danske til udenlandske fængsler. 43 udenlandske afsonere er blevet overført til deres hjemlande, hvor de skal afsone resten af deres domme. De har tilsammen 219 års fængselsstraf tilbage af afsoningen, og det giver tiltrængt plads i danske fængsler.
Justitsministeren åbner Danmarks største fængsel7.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med udvidelsen af 200 nye pladser bliver Sdr. Omme Fængsel landets største fængsel for afsonere med i alt 422 pladser.
Rekordmange vil være fængselsbetjent5.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det største antal uniformerede elever på et enkelt optag i nyere tid sætter sig i dag på skolebænken i Danmarks Fængsler.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
