Nyt forskningsprojekt skal styrke det tværprofessionelle samarbejde i skoler og dagtilbud om børns trivsel
Børns trivsel og udvikling er knyttet til deres muligheder for at deltage i og bidrage til fællesskaber i et hverdagsliv på tværs af forskellige livssammenhænge. Et nyt forskningsprojekt ’SamHver – Samarbejde om børns trivsel i hverdagslivets fællesskaber’ skal undersøge, hvordan lærere, pædagogisk personale, inklusionsvejledere, PPR-psykologer og -konsulenter og andre professionelle kan arbejde sammen og på tværs af faggrænser om at skabe bedre deltagelsesbetingelser for alle børn – også for dem, der har det svært.
”I projektet har vi bl.a. fokus på at identificere og forandre sociale situationer, der kan give anledning til bekymring for enkelte eller flere børn. Det kan være spisesituationer, konflikter i frikvarteret, uro i klassen, eller når børnene skal på tur. Målet er at give de professionelle bedre handlemuligheder og større handlekraft i forhold til at udvikle fællesskaber og pædagogisk praksis i forhold til alle børn. Men også i forhold til at give de børn, der har det svært, bedre muligheder for at deltage” siger Dorte Kousholt, lektor ved DPU, Aarhus Universitet.
Tilde Mardahl-Hansen, lektor ved UCL, uddyber:
”Kernen i projektet er samarbejdet mellem de professionelle. Meget forskning og mange undersøgelser peger på, at når det er vanskeligt at hjælpe børn, der ikke trives i dagtilbuddet eller i skolen, skyldes det bl.a. barrierer for det tværprofessionelle samarbejde i form af institutionelle grænser og fastlåste problemforståelser. I projektet er udgangspunktet at udforske forskellige perspektiver på børns livssammenhænge, som de udfolder sig på tværs af dagtilbud, skole, fritidsliv og familie, og gennem samarbejde at udvikle pædagoger og læreres handlemuligheder i det daglige arbejde.”
Projektet inddrager både dagtilbud, skole/fritid og familie samt viden fra børns og forældres perspektiver. Dette brede fokus giver blik for både sammenhænge og overgange i børnenes hverdagsliv og ikke mindst de problematikker, der går på tværs af de steder, børnene lever deres liv.
KL: Et projekt med betydning for mange børn
Det er en central pointe i projektet, at det ikke er forskerne, der skal fortælle de professionelle, hvordan de skal samarbejde. De professionelle deltager netop sammen med forskerne om på tværs af faggrænser at udvikle det tværprofessionelle samarbejde.
Peter Pannula Toft, kontorchef for Børn, Unge og Folkeskole i Kommunernes Landsforening (KL) og formand for Fremfærd Børn siger:
”I Fremfærd Børn ønsker vi parter på det kommunale arbejdsmarked at udvikle velfærdssamfundets kerneopgaver. Vores motivation til dette projekt er, at vi har behov for nye handlemuligheder for de professionelle i arbejdet med børns trivsel. Vi ønsker, at den praksisnære forskning skal føre til en kvalificering af de professionelles samarbejde om børn i vanskeligheder og dermed også, at barnets udviklings-og deltagelsesmuligheder i fællesskaber styrkes. Derfor glæder vi os til at følge projektet, som, vi håber på, i længden vil få betydning for mange børn.”
Specialviden må forbindes til hverdagslivet
Projektet skal bidrage til, at specialviden hos faggrupper som fx PPR forbindes til børnenes hverdagsliv i dagtilbud eller skole og ikke kun rettes specifikt mod de børn, der vækker bekymring.
”Der har det seneste år været en debat om, hvad PPR’s opgave egentlig er, og hvilke fagligheder PPR har brug for. Det er blevet efterlyst, at PPR kommer tættere på praksis i dagtilbud og skoler. Vores projekt går lige ind i kernen af den udfordring, fordi vi vil give et bud på, hvad denne praksisnærhed kan bestå af”, siger Dorte Kousholt.
Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor ved Institut for Psykologi, SDU, uddyber:
”Det handler bl.a. om, hvordan specialviden fra fx PPR kan bidrage til at udvikle den almenpædagogiske praksis. Projektet er et tværinstitutionelt forskningssamarbejde mellem forsknings- og uddannelsesinstitutioner, der uddanner hhv. psykologer, kandidater i pædagogisk psykologi, pædagoger og lærere, så forskningsresultaterne kommer også til at bidrage til kandidat- og professionsuddannelserne på feltet”.
Projektet skal styrke Rødovre Kommunes trivselsindsatser
Som en del af projektet skal der udvikles et konkret analyseredskab, der kan hjælpe de professionelle til at anlægge og fastholde et hverdagslivsperspektiv i forhold til børnene.
”Redskabet skal kunne bruges i hverdagens praksis ud fra den devise, at skolerne og dagtilbuddene ikke har brug for flere manualer eller koncepter, der rulles ud over kommunerne oppefra. I projektet lægger vi ud med at samarbejde med Rødovre Kommune, og senere i projektet går vi så sammen med Rødovre Kommune om at samarbejde med endnu en kommune om at få projektets indsigter og resultater ud at leve i praksis,” siger Dorte Kousholt.
Anja Hvidtfeldt Stanek tilføjer:
”Der er altså ikke kun tale om, at vi forskere formidler viden til praktikerne, snarere går vi sammen med praktikere om at skabe og formidle viden til andre praktikere. På den måde vil vi sikre, at formidlingen sker tæt på de professionelles hverdagsliv.”
Om Rødovre Kommunes deltagelse i projektet siger Tina Lykkegaard Marker og Karen Haudrum Larsen, hhv. skole- og dagtilbudschef i kommunen:
”I Rødovres skoler og dagtilbud har vi fokus på skabe trygge, positive og udviklende fællesskaber, som alle vores børn og unge kan tage del i. Med vores deltagelse i SamHver ønsker vi blandt andet at styrke nogle af de indsatser, som vi netop nu har i støbeskeen. Det er væsentligt for os at skabe bedre sammenhæng og øge trivslen i alle børns og unges liv samt at skabe endnu bedre muligheder for udviklende, tværprofessionelle samarbejder. Vi, samt ledelser og personale i både skole, dagtilbud og PPR, ser frem til sammen at tage de næste vigtige skridt i indsatserne i samarbejde med forskerne.”
Fakta
’SamHver – Samarbejde om børns trivsel i hverdagslivets fællesskaber’ er støttet med 3,8 millioner kr. af Fremfærd Børn, hvor parterne på det kommunale arbejdsmarked – FOA, BUPL, DLF, DP og KL – samarbejder om at udvikle velfærdssamfundets kerneopgaver.
Projektet er institutionelt forankret på DPU, Aarhus Universitet, der leder projektet i samarbejde med UCL.
Følg projektet på:
Nøgleord
Kontakter
Dorte Kousholt, lektor ved DPU, Aarhus Universitet
E: dkou@edu.au.dk
T: 61 30 49 90
Tilde Mardahl-Hansen, lektor ved UCL
E: tima1@ucl.dk
T: 26 21 03 34
Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor ved SDU
E: ahstanek@health.sdu.dk
T: 65 50 46 23
Kurt Bendix-Olsen, lektor ved UCL
E: kube@ucl.dk
T: 29 36 86 40
Links
Information om Aarhus Universitet: Arts
DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse er et af de tre institutter ved Faculty of Arts, Aarhus Universitet.
DPU udgør Danmarks største universitetsmiljø for grundforskning og anvendt forskning inden for pædagogik og uddannelse.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Historiker om kommende EU-formandskab: USA vender blikket mod Europa – igen19.6.2025 07:42:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli 2025 i en tid med øget geopolitisk spænding. USA har igen fokus på Europa og efterlyser større ansvar fra sine allierede – et mønster, der ifølge professor i historie på Aarhus Universitet, Thorsten Borring Olesen, har rødder tilbage til 1973.
Ny forskning kortlægger buddhismens tilstedeværelse i Norden17.6.2025 10:27:10 CEST | Pressemeddelelse
I et nyt fællesnordisk forskningssamarbejde kortlægger religionsforsker Jørn Borup fra Aarhus Universitet sammen med kollegaer fra hele Norden buddhismens udvikling og mangfoldige udtryk. Resultaterne præsenteres i Buddhism in the Nordic Countries – den første samlede og sammenlignende analyse af religionens rolle i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.
Mellemformer kan være svaret på udfordringer med inklusion27.5.2025 10:56:35 CEST | Pressemeddelelse
Skal skolebørn med særlige behov have specialundervisning? Eller skal de deltage i den almene undervisning på lige fod med andre børn? Svaret behøver ikke være enten-eller. Ny forskningsoversigt fra DPU, Aarhus Universitet om de såkaldte 'mellemformer' giver et første, samlet bud på, hvad specialpædagogik er, når den indgår som en del af almenpædagogikken. Og den peger på forudsætninger for, at denne særlige form for inklusion kan lykkes.
Rav, kunst og glemte fortællinger – arkæologer undersøger ravværksted fra istidens slutning19.5.2025 08:27:58 CEST | Pressemeddelelse
Et af Europas ældste værksteder for ravkunst er i disse dage genstand for nye udgravninger af et dansk- tysk forskerteam. Fundstedet ved Grabow i Nordtyskland har tidligere givet opsigtsvækkende fund – blandt andet Nordtysklands ældste skulptur. Nu håber forskerne at afdække, hvordan rav blev bearbejdet og brugt for omkring 14.000 år siden – i en tid med store klima og kulturskift.
Aarhus Universitet åbner digitalt bibliotek for antikke græske tekster16.5.2025 09:20:39 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan kan computere og algoritmer bruges til at analysere antikke græske tekster som de bibelske tekster og andre tekster af fx Platon, Sofokles og Plutark? Det spørgsmål står centralt i forskningsprojektet, Computing Antiquity, som nu lancerer en digital database, hvor forskere og andre interesserede frit kan hente antikke græske tekster i formater, som computere og algoritmer kan arbejde med. I spidsen for projektet står Jacob P.B. Mortensen, lektor i Ny Testamente på Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum