Sophia stod frem med sit hørehandicap, vandt DM i Skills, og nu er hun på kokkelandsholdet

Den 21-årige kokkeelev Sophia Rosa Antorini fra Galten er trods et hørehandicap allerede nået langt i sit liv: I foråret vandt hun DM i Skills på kokkelinjen, hun er på kokkelandsholdet for kokke under 25 år og er nu i gang med sin svendeprøve.
Hun har sammen med 17 andre unge hørehandicappede fra Midtjylland deltaget i det EU-støttede forløb ”Bliv verdensmester i dit høretab” på Castberggård, som er både højskole og job- og udviklingscenter for personer med høretab. Hendes råd til andre hørehandicappede unge, der drømmer om uddannelse og arbejde, er ligetil:
”Man skal virkelig ville det, og man skal være modig.”
Sophia Rosa Antorini uddyber:
”Hvis man vil noget med sin læring og sit fag, så skal man arbejde med sit studie eller sin læreplads om at finde gode løsninger, der virker for en. Man skal blive ved med at fortælle, hvad der kan gøres og blive ved med at bede om at få lavet forbedringer. Ellers kommer der sandsynligvis ikke til at ske noget.”
Mødte hørehandicappede unge i AUMI
EU-forløbet for hørehandicappede unge er en del af det store EU-projekt Alle unge med imidt (AUMI), som hjælper unge med faglige, sociale og personlige udfordringer til at begynde på eller gennemføre en ungdomsuddannelse.
Omkring 200 unge har siden 2019 deltaget i syv delprojekter, og de 18 af dem var hørehandicappede unge, som på Castberggård har lært at mestre deres handicap.
”Man kan godt føle sig lidt anderledes og udenfor, når man har et høretab, fordi det er så svært for andre at sætte sig ind i, hvordan det er at have et høretab. Gennem projektet fandt jeg ud af, at jeg ikke er alene, og vi fik en masse god viden om udstyr og hjælpemidler,” fortæller Sophia Rosa Antorini.
Forløbet er det eneste i Danmark, der hjælper hørehandicappede unge. På Castberggård vurderer projektleder Merete Birk, at der er et stort behov for flere kurser:
”Vi har fået henvendelser fra hele landet, som vi har sagt nej til, fordi vi dækker Midtjylland, og vi tror, at vi kun lige har kradset i overfladen.”
Trods det store behov har det vist sig at være svært at rekruttere de forventede 26 unge til forløbet. Dels kom COVID-19 på tværs af forløbet, og samtidig går mange unge med høretab ”under radaren”. Merete Birk forklarer:
”Flere af vores unge bruger ikke deres høreapparat i skolen, fordi de ikke vil afsløre for meget. At sidde med et høreapparat som 18-årig er ikke smukt, synes de unge. Men hos os lærer de, at de ikke skal skjule deres høretab, og de lærer at stille krav til omgivelserne. Kan jeg godt tillade mig at bede om det, spurgte én. Og vi svarer, at ydmygenhed og beskedenhed kun går ud over dem selv.”
EU-projektet Alle unge med imidt blev igangsat i 2019, blandt andet med midler fra EU’s Socialfond. I sommeren 2021 sluttede fem af de syv delprojekter, og i efteråret 2021 fik AUMI en tillægsbevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, så to delprojekter kan fortsætte frem til nytår.
To ud af tre AUMI-unge bliver på uddannelsen
AUMI er et særdeles effektivt projekt: 207 unge har deltaget, og 12 af dem er stadig med i projektet. Af de 195 unge, der har afsluttet projektet, er 126 unge efterfølgende begyndt på eller har gennemført en ungdomsuddannelse.
Omkring en tredjedel af de unge i AUMI er ikke kommet i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse. Det betyder dog ikke, at delprojekterne ikke er lykkedes med at hjælpe de unge med deres udfordringer og bringe dem videre i livet, forklarer projektleder Helle Gammelgaard fra Projekter imidt, som driver EU-projektet:
”En del er i stedet startet på FGU (Forberedende Grunduddannelse) eller STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse). Nogle af dem er kommet i arbejde, andre er i gang med en ny afklaring i kommunalt regi, og nogle er hoppet ud af AUMI og er på egen hånd begyndt på en ungdomsuddannelse. Det er kun seks elever, som vi ikke har kunnet hjælpe.”
Sophia Rosa Antorini har travlt. I august begyndte hun på sidste forløb på kokkelinjen på College 360 i Silkeborg, og hun aflægger svendeprøve i september. Derefter venter de sidste par måneders elevtid på lærepladsen, Fru Larsen Hotel og Restaurant i Laurbjerg, hvor hun har været siden september sidste år. Og i efteråret venter VM med junior-kokkelandsholdet, og det kræver træning.
”Det er krævende at arbejde mange timer i et køkken med en del støj, at skulle koncentrere sig om at skulle høre alt og samtidig træne i sin fritid. Men jeg vil rigtig gerne det her, og jeg synes, at jeg har fundet en balance, så jeg husker at få ladet op,” slutter Sophia Rosa Antorini.
FAKTA Om Alle unge med imidt
Alle unge med imidt er et projekt i Region Midtjylland, som skal sikre, at 200 sårbare unge med faglige, sociale og personlige udfordringer påbegynder eller fastholdes på og siden gennemfører en ungdomsuddannelse og inkluderes på arbejdsmarkedet.
Projektet blev indledt i 2019 og løber frem til udgangen af 2022. EU’s Socialfond har i 2018 og 2021 støttet projektet med sammenlagt 12,2 mio. kr. Organisationen Projekter iMidt, som ejes af de 10 FH-sektioner (Fagbevægelsens Hovedorganisation) i Region Midtjylland, driver projektet i samarbejde med en række parter.
Læs mere om Alle unge med imidt i Erhvervsstyrelsens projektdatabase
Læs mere om Alle unge med imidt på projektets hjemmeside
FAKTA Om EU’S Socialfond
I perioden 2014-2020 investerede EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Socialfondsprogrammet for 2014-2020 var målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion for at skabe flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.
Derfor medfinansierede EU's Socialfond projekter, der skulle:
- Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
- Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
- Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser
Nøgleord
Kontakter
Hvis du vil vide mere om Alle unge med imidt, kan du kontakte:
Søren Munch, DE Kommunikation, 3529 1775 og SorMun@erst.dk
Billeder


Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Nye investeringer i pyrolyseprojekter skal udvikle og skalere nye grønne produkter og løsninger3.4.2025 09:23:08 CEST | Pressemeddelelse
Investeringer i grøn teknologi kan føre til innovation og vækst, skabe nye jobmuligheder, og reducere afhængigheden af importerede fossile brændstoffer. Men der er også betydelige omkostninger forbundet med at skifte fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder, modernisere infrastruktur og implementere nye teknologier, og flere grønne teknologier er fortsat på et stadie, hvor der er teknologisk usikkerhed. Nye pyrolyseprojekter understøtter derfor teknologiudvikling, modning, test og demonstration samt opskalering igennem hele værdikæden.
Øgede investeringer i udvikling, test og forskning skal styrke virksomhedernes konkurrenceevne på CCUS-området3.4.2025 09:21:37 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder har gode muligheder for at indtage en styrkeposition i et voksende marked for CCUS-teknologier ved at udvikle og levere økonomisk bæredygtige og skalerbare CCUS-løsninger. Investeringer i grøn teknologi og kompetenceudvikling hos fire ambitiøse CCUS-projekter skal bidrage til både kommerciel og bæredygtig vækst.
Ny indsats skal få flere SMV’er ind i grønne leverandørkæder31.1.2025 12:36:18 CET | Pressemeddelelse
Nu får små og mellemstore virksomheder i Syd- og Nordjylland mulighed for at styrke deres forudsætninger for at levere til store virksomheder, der arbejder med teknologier som CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, power-to-X, pyrolyse og cirkulær økonomi. Virksomhederne kan få støtte på mellem en og fem mio. kr. til blandt andet investeringer, køb af rådgivning og indsigt i nye markeder, som kan styrke deres position i værdikæden.
100 mio. kr. til udvikling af Power-to-X i Syd- og Nordjylland9.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har bevilget 100 mio. kr. til fire projekter i Syd- og Nordjylland. Gennem teknologisk udvikling, investeringer og kompetenceudvikling skal projekterne styrke værdikæderne og øge konkurrencedygtigheden på Power-to-X-området.
”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”16.10.2024 08:57:12 CEST | Pressemeddelelse
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum