Aarhus Universitet: Arts

Ny bog tilbyder nødvendig viden om læreruddannelsen forud for kommende ændringer

Del
Læreruddannelsen er i krise, og der er mange meninger om, hvordan den kan imødegås. Aktuelt forhandler politikerne om endnu en fornyelse af uddannelsen, der har danmarksrekord i ændringer. En ny gratis e-bog: ’Viden om læreruddannelse’ fra DPU, Aarhus Universitet giver i kortform et overblik over de indsigter fra forskning og evalueringer af uddannelsen, der bør tages i betragtning i den hjemlige debat om læreruddannelsen.

I 2022 søgte færre end nogensinde ind på læreruddannelsen i Danmark. Samtidig falder alt for mange af dem, der bliver optaget, fra undervejs, ligesom alt for mange uddannede lærere forlader skolen.

Jens Rasmussen, professor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet, har skrevet ’Viden om læreruddannelsen’, der netop er udkommet som e-bog på Aarhus Universitetsforlag. Han siger:

”Læreruddannelsen er rygraden i det danske uddannelsessystem. Når en samfundsmæssigt så vital uddannelse er i alvorlig krise, er der også mange bud på, hvad man skal gøre ved det. Der vil altid være uenighed om læreruddannelsen, men den lider under, at de mange ændringer oftere udspringer af ideologi end indsigt: skal der være mere eller mindre praktik, skal der mere fokus på dannelse eller på didaktik og undervisningskompetence, osv. Det ville være frugtbart, hvis diskussionerne i højere grad inddrog indsigter fra forskningen og fra de grundige evalueringer, der er foretaget af læreruddannelsen efter hver af reformerne i 1997, 2006 og 2012.”

Bogen kommer ikke med bud på ”den eneste rigtige løsning” på læreruddannelsens udfordringer, men præsenterer indsigter, der bør tages i betragtning, når der foreslås ændringer af læreruddannelsen. Den henvender sig til beslutningstagere og meningsdannere om læreruddannelsen.

Om bogen siger Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet:

”’Viden om læreruddannelse’ påpeger en grundlæggende ubalance mellem ideologi og forskning i tilrettelæggelsen af den danske læreruddannelse. De politiske beslutninger er præget af værdipolitik og holdninger, og det efterlader Danmark med en af de – i international sammenhæng – mindst forskningsfunderede læreruddannelser. Bogen burde være på alle skole- og uddannelsespolitikeres pensumliste.”

Se på helheden

En af bogens centrale pointer er, at det er nødvendigt at se på læreruddannelsen som en helhed og ikke blot fokusere på enkeltelementer. I bogen præsenterer Jens Rasmussen derfor en model for læreruddannelsens elementer og sammenhængen mellem dem.

”Det er vigtigt at skabe forståelse hos beslutningstagerne for, at når man ændrer ét element i uddannelsen, får det betydning for andre elementer,” siger han.

Som et eksempel peger han på, at læreruddannelsen blandt potentielle studerende har ry for ikke at være udfordrende nok. Det er et problem, der senest blev bekræftet af evalueringen fra 2018 af læreruddannelsesreformen fra 2012. Selvom der i 2013 blev indført en adgangskvotient på 7 for optagelse på læreruddannelsen, har man alligevel de facto optaget så godt som alle ansøgere, fordi der er langt færre ansøgere end pladser på læreruddannelsen.

”Når man vælger at optage studerende med lavt karaktergennemsnit for at fylde uddannelsen op, får det betydning for indholdet på uddannelsen, fordi niveau og omfang må tilpasses de studerende. Lidt hårdt trukket op kan man sige, at læreruddannelsen har tilpasset sig de studerende, den kan få, fremfor at tiltrække de studerende, den gerne skulle have.” siger han.

Universitetsuddannelse eller tilbage til seminariet?

I 2019 nedsatte Lars Løkke Rasmussens VLAK- regering en kommission om fremtidens læreruddannelse, der med afsæt i forskningsviden blandt andet skulle opstille modeller for, hvordan en læreruddannelse på højt internationalt niveau kunne realiseres i Danmark og fx undersøge mulighederne for at udbyde læreruddannelse ved universiteterne eller i et samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler.

Men anbefalingerne fra den udviklingsgruppe, Mette Frederiksens S-regering nedsatte i 2020 til at nytænke læreruddannelsen, tager ikke højde for foreliggende forskningsviden. I bogen retter Jens Rasmussen et kritisk blik mod disse anbefalinger, der ligger til grund for de aktuelle politiske forhandlinger om en ny læreruddannelse.

”Udviklingsgruppen foreslår reelt en tilbagevenden til læreruddannelsen, som den så ud før 1970, hvor der var seminarier, og de lærerstuderende boede i mindre byer og kom på seminarierne uden for undervisningstiden, fordi der foregik et kulturelt liv på disse. Men efterhånden som de studerende foretrak at bo i større byer, begyndte de at pendle til seminarierne, hvor al aktivitet uden for undervisningen døde ud, og de kollegier, man havde bygget til de lærerstuderende, måtte lukke, fordi ingen ville bo der. I det lys ligner det ikke løsningen på læreruddannelsens problemer, når udviklingsgruppen nu anbefaler at lægge læreruddannelsen tilbage til mindre provinsbyer,” siger Jens Rasmussen.

Nøgleord

Kontakter

Jens Rasmussen, professor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet
T: 40 41 46 43
E: jera@edu.au.dk

Links

Information om Aarhus Universitet: Arts

Aarhus Universitet: Arts
Aarhus Universitet: Arts



DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse er et af de tre institutter ved Faculty of Arts, Aarhus Universitet. 

DPU udgør Danmarks største universitetsmiljø for grundforskning og anvendt forskning inden for pædagogik og uddannelse.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Mellemformer kan være svaret på udfordringer med inklusion27.5.2025 10:56:35 CEST | Pressemeddelelse

Skal skolebørn med særlige behov have specialundervisning? Eller skal de deltage i den almene undervisning på lige fod med andre børn? Svaret behøver ikke være enten-eller. Ny forskningsoversigt fra DPU, Aarhus Universitet om de såkaldte 'mellemformer' giver et første, samlet bud på, hvad specialpædagogik er, når den indgår som en del af almenpædagogikken. Og den peger på forudsætninger for, at denne særlige form for inklusion kan lykkes.

Rav, kunst og glemte fortællinger – arkæologer undersøger ravværksted fra istidens slutning19.5.2025 08:27:58 CEST | Pressemeddelelse

Et af Europas ældste værksteder for ravkunst er i disse dage genstand for nye udgravninger af et dansk- tysk forskerteam. Fundstedet ved Grabow i Nordtyskland har tidligere givet opsigtsvækkende fund – blandt andet Nordtysklands ældste skulptur. Nu håber forskerne at afdække, hvordan rav blev bearbejdet og brugt for omkring 14.000 år siden – i en tid med store klima og kulturskift.

Aarhus Universitet åbner digitalt bibliotek for antikke græske tekster16.5.2025 09:20:39 CEST | Pressemeddelelse

Hvordan kan computere og algoritmer bruges til at analysere antikke græske tekster som de bibelske tekster og andre tekster af fx Platon, Sofokles og Plutark? Det spørgsmål står centralt i forskningsprojektet, Computing Antiquity, som nu lancerer en digital database, hvor forskere og andre interesserede frit kan hente antikke græske tekster i formater, som computere og algoritmer kan arbejde med. I spidsen for projektet står Jacob P.B. Mortensen, lektor i Ny Testamente på Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye