Ishøj får et nyt stenrev i Køge Bugt
24.8.2022 11:07:10 CEST | Ishøj Kommune | Pressemeddelelse

Snart får Ishøj et nyt stenrev, som skal forbedre bundforholdene i Køge Bugt.
Stenrevet i Ishøj vil være en del af projektet Køge Bugt Marine Park, som har fået bevilliget ca. 10 millioner kroner fra Velux Fonden. Pengene skal bruges til at etablere i alt syv menneskeskabte rev i Køge Bugt, hvoraf revet i Ishøj bliver det ene.
”Revene vil være vidt forskellige fra hinanden og have forskellige formål. I Ishøj vil vi etablere et såkaldt formidlingsrev i vandet ud for Ishøj Tange,” siger Nikolaj Lundbak Mathiesen, naturvejleder i Ishøj Naturcenter.
Revet skal bruges til undervisning
Det kunstige rev i Ishøj – kaldet Fyrsten – vil bestå af store kampesten og forventes at stå klar i 2023. Etableringen vil foregå i samarbejde med Ishøj Naturcenter, hvor kommunens naturvejledere vil få mulighed for at bruge revet til undervisning af børn, unge og interesserede borgere.
Fx kan børn og unge, som deltager i undervisning på naturcenteret, få muligheder for at udforske revet i våddragt og med snorkel – udstyr, som allerede findes i naturcentrets hytte ved stranden.
”Fyrsten vil give os mulighed for at komme helt tæt på naturen og få nogle helt enestående førstehåndsoplevelser, som vil give vores børn og unge større forståelse for livet på havbunden. Vi glæder os meget til, at revet står klar,” siger Nikolaj Lundbak Mathiesen.
Derudover vil Fyrsten også fungere som en ”marin-nyttehave”, hvorfra eleverne kan ”høste” spiselig tang og muslinger.
Har været en succes andre steder
Overordnet skal alle stenrev i Køge Bugt forbedre vandkvaliteten, øge biodiversiteten, styrke de lokale fiskebestande og give borgerne større indsigt i det maritime miljø.
”Lignende stenrev er også etableret andre steder i Danmark i de senere år, og de ser indtil videre ud til at være en succes. Fx er rev blevet bygget ved Als og Hundested, og her er stenrevene nu blevet hjemsted for tangskove. Desuden har forskerne registreret flere fisk i områderne, hvilket vidner om, at stenrevene har forbedret havmiljøet,” fortæller naturvejleder Nikolaj Lundbak Mathiesen.
Bag stenrevene står den frivillige forening Køge Bugt Stenrev, som samarbejder med bl.a. Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Københavns Universitet, WSP Danmark, Danmarks Naturfredningsforening, Den Blå Planet og kommunerne Stevns, Køge, Greve, Solrød og Ishøj.
Faktaboks: Hvad er et stenrev?
Et stenrev er en konstruktion af sten under vandet, som nogle tangplanter kan sætte sig fast på, da de ikke kan vokse i blødt mudder eller sandbund.
Et stenrev kan på den måde med tiden tilbyde gydepladser, skjulesteder, spisekamre og opvækstmuligheder for mange forskellige livsformer – både de stationære og fastsiddende organismer såsom tang, alger og muslinger, samt de mobile og frit svømmende dyrearter som fisk, rejer og bløddyr.
Der findes stenrev i de danske farvande af naturlig oprindelse, men grundet mange års opfiskning af sten fra havbunden er der stor mangel på sådanne levesteder for det marine liv, især i Køge Bugt, hvorfra det skønnes at 70.000 tons sten er blevet fjernet gennem tiden.
Kilde: koegebugtstenrev.dk
Billeder
Information om Ishøj Kommune
Følg pressemeddelelser fra Ishøj Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ishøj Kommune
Sygefraværet i Ishøj Kommune er under landsgennemsnittet17.9.2026 15:42:56 CEST | Pressemeddelelse
Ishøj Kommune har siden 2023 haft et stærkt fokus på at nedbringe sygefraværet blandt medarbejderne. Derfor glæder det kommunaldirektøren, at fraværet nu er kommet ned under landsgennemsnittet på det kommunale område
Jakob Sheikh får kommunalt topjob i Ishøj2.7.2026 13:19:42 CEST | Pressemeddelelse
Ishøj Kommune har ansat Jakob Sheikh som ny centerchef for Ledelse og Strategi. Han kommer fra en stilling som afdelingschef i Institut for Menneskerettigheder
Ishøj Bibliotek opprioriterer førskoleområdet og ansætter ny børnebibliotekar29.6.2026 15:30:40 CEST | Pressemeddelelse
Ishøj Bibliotek styrker nu indsatsen for de yngste borgere og deres familier ved at opprioritere førskoleområdet
Ny direktør til Ishøj Kommune26.6.2026 13:10:51 CEST | Pressemeddelelse
Ishøj Byråd har ansat Ida Byrge Sørensen som ny direktør og bakker dermed op om et enigt ansættelsesudvalg. Hun kommer fra en tilsvarende direktørstilling i Faxe Kommune
Louise Herskind bliver ny borgerrådgiver i Ishøj4.6.2026 16:37:04 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. august får borgerne i Ishøj en ny borgerrådgiver. Louise Herskind træder ind i rollen med mere end 20 års erfaring fra den kommunale verden og et stærkt fokus på at hjælpe borgere godt videre i mødet med kommunen
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



