Dansk strikdesigner står bag Festugeplakaten 2022

Det kan måske være svært at forestille sig, hvordan gule, blå og røde garnnøgler kan flette sig sammen og skabe en plakat. Men det er ikke mindre det, der er tilfældet for Festugeplakaten 2022.
Den danske strikdesigner Lærke Bagger har skabt et strikket værk, som udgør grundlaget for plakaten til den kommende Festuge.
Download plakaten under ’billeder’ længere nede
Værket er en strikket sweater, som indeholder noget af alt det, som vi alle har manglet de seneste to år, fortæller Lærke Bagger:
- Jeg ville gerne, at udtrykket i trøjen blev ekstremt positiv, sjov, næsten grænsende til der, hvor det bliver lidt for meget – men jeg kan jo godt lide, når noget er lidt for meget, siger hun og fortæller, at hun både har forsøgt at få flettet lokale aarhusianske klenodier og den jyske folkelighed ind:
- Noget af det, jeg synes, vi kan være mest stolte af som jyder, er den folkelighed, der er over os. Og den folkelighed er også over Festugen, som er inkluderende for alle, uanset om du er til de højkulturelle arrangementer, eller du gerne vil have en fadøl. Du kan begge dele, og det havde jeg lyst til at inkorporere i fortællingen, siger hun.
De musikinteresserede af Lærke Baggers 165.000 instagramfølgere har måske lagt mærke til, at Lærke Bagger hen over vinteren har delt historier på det sociale medie, hvor kendte Aarhus-stemmer har sunget ud af højtalerne. Det er nemlig særligt gennem musikken, at Lærke Bagger har fundet sin inspiration til årets plakat.
- Jeg hørte virkelig meget musik fra de seneste 30 år, som er lavet af aarhusianere. Jeg forestillede mig, at jeg var til Festugen igennem en række af alle de år, Festugen har været der. Så jeg forsøgte at få den der Aarhus-fornemmelse ind under huden gennem musikken, siger hun.
Temaet var en ’no-brainer’
Lærke Bagger blev for alvor kendt under første lockdown i foråret 2020, da hun ramte instagram-plet med sin ’Alone Together’ sweater.
Et budskab, der spiller op til Aarhus Festuges tema for 2020-2022, In It Together.
- Festugen er jo noget, vi er sammen om. Om man kan lide at drikke øl, høre rockmusik eller gå i teatret. Derfor var det også en ’no-brainer’ at lave et værk ud fra det tema, siger hun.
For Aarhus Festuge har det også været helt naturligt at vælge en kunstform til årets plakat, som om noget har været med til at samle folk på tværs under pandemien, fortæller Rikke Øxner, direktør i Aarhus Festuge:
- Strik er fællesskabs-skabende. Man er sammen om at dyrke og skabe. Og så er det spændende at inddrage en kunstner, der ligesom Festugen er med til at binde forskelligheden i former, længder og farver sammen, siger hun.
Selvom en strikket plakat måske kan lyde en kende kompliceret og svært at forestille sig, så mener Lærke Bagger, at den kombination giver noget nyt til Aarhus Festuges række af plakater, hvis historie går tilbage til 1965.
- At man flytter det klassiske plakatformat over til et andet medie, gør det bare endnu mere nærværende. Jeg elsker også en god plakat, men det er sjovt, at man gør noget andet en gang imellem. Og så går det godt i spænd med tidsånden, i forhold til at folk har taget håndarbejde op igen, siger hun og fortæller, at arbejdet på broderiet alene har taget hende hver aften i halvanden måned.
Festugeplakaten vil pryde byens gader op til og under Festugen, som i år finder sted fra 26. august til 4. september.
Om Lærke Bagger
- 37 år
- Uddannet tekstildesigner med speciale i håndstrik fra The Royal Danish Academy of Fine Arts i 2015
- Har udgivet bogen ’Lærke Bagger Strik’, som også er oversat til norsk og snart udkommer på svensk, tysk, engelsk og finsk
- Begyndte at strikke som 8-årig – i dag er hun anerkendt verden over
- Deler ud af sin verden af garn til sine 165.000 instagramfølgere under navnet laerkebagger
- Har deltaget i DR2-serien ’Modens Mønsterbrydere’
Nøgleord
Kontakter
Helena Holmenlund ChristensenKommunikationsansvarlig
Tlf:53 83 13 85hhc@aarhusfestuge.dkBilleder
Information om Aarhus Festuge
Med 1000 arrangementer på 10 dage er Aarhus Festuge en af Nordeuropas største kulturbegivenheder, med internationale kunstnere, lokale artister, samt oplevelser for både børn og voksne. Her kan man opleve kunst og kultur på højeste niveau, når hele Aarhus summer af musik, teater, arkitektur, gastronomi, kunst, debatter og alt derimellem.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Festuge
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Festuge
Unikt arkitekturløb vender tilbage i Aarhus Festuge29.4.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus Arkitekturløb finder for tredje år i træk sted under Aarhus Festuge. Deltagerne kan se frem til at løbe gennem flere af Aarhus' ikoniske bygninger, kendte kulturinstitutioner og nye bydele.
Aarhus Festuge åbner programtilmelding til 60-års jubilæum11.4.2025 08:44:58 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan alle i Aarhus og omegn byde ind med arrangementer til Festugens 60-års jubilæumsfejring.
Aarhus Festuge afslører tema for 60-års jubilæum11.9.2024 09:59:20 CEST | Pressemeddelelse
60 år er "ingen alder".
Festugen gik unormalt godt8.9.2024 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Aarhus har sjældent summet så meget som til årets Festuge.
Aarhus Festuge fejrer på lørdag byens mangfoldige fællesskaber5.9.2024 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Ukrainske fællesskaber, senior- og børneforeninger og Aarhus Fremad-fans er en del af Festugens store komSAMMEN, der på lørdag finder sted for tredje år i træk.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum