Agame med hul i hovedet har inspireret til robot, der gør forelæsningen mere levende

De fleste studerende har prøvet det; at følge en online-forelæsning, hvor underviserne sidder eller står på samme gudsjammerlige plet gennem hele forelæsningen. Kunne de dog bare gå lidt rundt.

- Det kender vi som undervisere også alt til, og det er dødsens kedeligt. En forelæsning kan blive utroligt statisk, når underviseren ikke kan andet end at sidde eller stå på samme sted hele vejen igennem, men når det skal optages på video, er det nødvendigt, siger Jakob Christensen Dalsgaard, der er lektor på Biologisk Institut.

Det skyldes, at der – medmindre man har en veludstyret medieafdeling i ryggen – som regel kun stilles et enkelt kamera op på et stativ, og så er det ellers op til forelæseren at holde sig inden for kamerabilledet.

Hvor kommer lyden fra?

- Vores idé var, om vi kunne gøre noget for at ændre på det, siger Jakob Christensen-Dalsgaard.

Udover at undervise forsker han også i dyrs hørelse og har en særlig interesse for krybdyrs og fugles hørelse, herunder hvordan de orienterer sig efter lyde i omgivelserne. Det er den viden, der nu danner grundlag for en lille, simpel robot, som kan ændre den måde, som online-forelæsninger kan afholdes på.

- Vores robot kan, ligesom et firben, registrere, hvor lyden kommer fra og vende sig mod lydkilden, som i dette tilfælde vil være forelæseren. Hvis forelæseren flytter sig, vil robotten følge med. Vi har så sat et kamera på robotten, og således vil kameraet hele tiden følge den talende forelæser, der nu er fri til at gå rundt, forklarer Jakob Christensen Dalsgaard.

Robottens centrale komponent er en elektronisk model af det øre, som findes i en række firben, bl.a. gekkoer, agamer og visse leguaner.

- Deres mekanisme til at retningsbestemme lyd er meget, meget simpel. Det skal tages fuldstændigt bogstaveligt, når jeg siger, at lyd går gennem det ene øre og ud af det andet hos dem, forklarer Jakob Christensen-Dalsgaard.

Dette gør imidlertid deres trommehinde meget retningsfølsom, og dermed bliver dyret klar over, hvor lyden kommer fra. De skal – i modsætning til fx os mennesker og en hel del andre dyr – ikke bruge regnekraft i nervesystemet på at beregne, hvor lyden kommer fra.

Simpelt er godt, når man udvikler robotter

- Deres retningsbestemmelse er meget mere simpel, og de bruger færre ressourcer på det.

Simpelt og lille ressourceforbrug er noget, robotforskere kan lide.

- Simple systemer er interessante at overføre til robotter. De skal ikke udstyres med så mange elektroniske chips, og de bruger ikke så meget regnekraft. Det sparer på energiforbruget, så batteriet kan holde længere og elforbruget bliver lavere, siger Jakob Christensen-Dalsgaard.

Det ironiske er, at firben som agamer tilsyneladende ikke bruger deres retningsbestemte hørelse på samme måde, som robotten gør.

- En agame vender sig ikke mod lydkilder. Lyde kan i det hele taget tilsyneladende ikke få den til at ændre adfærd, og de kommunikerer ikke med hinanden via lyde. Så man kan spørge sig selv, hvad de bruger deres følsomme ører til. Vores bud er, at de bruger høresansen til at orientere sig efter biologisk interessante lyde, siger Jakob Christensen-Dalsgaard.

Netop agamer har Jakob Christensen-Dalsgaard studeret i mange år, og hans forskningsgruppe har 10 af dem til forskningsbrug på SDU.

Indtil nu har forskerne kortlagt hvad der sker med en lyds vej fra agamens mellemøre til hørenerven. Næste trin bliver nu at undersøge agamens centralnervesystem; fungerer det efter samme principper som menneskets, når det skal vurdere, om kroppen skal udføre en handling, foranlediget af lyden?