Moesgaard åbner 22. januar med ny særudstilling om rusvikingerne
Efter lempelsen af Corona restriktionerne åbner Moesgaard Museum igen lørdag 22. januar. Det sker med en ny stor særudstilling, hvor publikum i en spektakulær og flot scenograferet udstilling kan møde Rusvikingerne og følge dem på deres rejser og bosættelser østpå.
Udstillingen RUS – vikinger i øst rummer fortællinger om mænd og også en del kvinder fra Sverige, Norge og Danmark, der rejste ud i verden for at handle og skabe sig rigdom og ære. Rusvikingerne, som de kaldtes, har færdedes hjemmevant fra Nordatlanten til Det Kaspiske Hav og fra Ishavet til Middelhavet. De var formidable skibsbyggere og søfarere og var drevet af nysgerrighed og eventyrlyst, og deres efterkommere har lagt navn til ordet Rusland.
”Mange af os har et billede af vikingerne, som nogle, der drog mod vest, hærgede og plyndrede og vendte hjem igen. Vikingernes togter mod vest til Normandiet og England er veludforskede og beskrevet. Men deres rejser mod øst over Østersøen og videre ad floderne til Det Byzantinske Rige og kalifatet har vi derimod ikke haft så klart et billede af. Det glæder vi os rigtig meget til at folde ud for publikum i den nye særudstilling, hvor vi tager udgangspunkt i den nyeste viden og fortæller en overraskende historie om vikingerne,“ siger Mads Kähler Holst, der er direktør for Moesgaard Museum.
De seneste årtiers åbning i østlandenehar skabt adgang til nye kilder og samarbejder, som har givet et meget mere nuanceret billede af vikingernes færden, og ikke mindst, hvad der drev dem. Den viden øser Moesgaard af i den nye særudstillingRUS – vikinger i øst.
Vejen til østens rigdomme
På vikingernes tid var verdens rigeste supermagter Byzans (Det Østromerske Rige) og kalifatet med hovedstad i Bagdad. Vejen til østens rigdomme gik gennem Østeuropa ad de russiske floder. Takket være omfattende udgravninger og internationale forskningssamarbejder er der gennem de seneste 20 år kastet nyt lys over vikingernes rejser og bosættelser mod øst. Udstillingen følger rejserne mod øst, som bragte vikingerne i kontakt med verdener og kulturer, som var meget fremmede fra deres egne: Fra de forskellige folkeslag i det nuværende Baltikum, Ukraine og Rusland og helt til Konstantinopel (det nuværende Istanbul) og til den nye islamiske magt i Bagdad, hvor 1001 nats fortællinger opstod på samme tid.
”Tidligere var man af den opfattelse, at det kun var stedbundne folk uden nævneværdig kontakt mod vest, der grundlagde Ruslands gamle byer. Nu ved man, at de også er grundlagt af emigrerede vikinger. Formodentlig var henved 10 % af befolkningen i de gamle byer østpå skandinaver, og de satte deres præg på et stort geografisk område. Naturvidenskabelige undersøgelser som DNA- og strontium-analyser bidrager også med væsentligt nyt om migration og mobilitet. Vi har fået adgang til ny viden om vikingernes rejser over Østersøen og den nye og righoldige viden om deres kulturmøder og forandringen af dem selv og deres omgivelser glæder vi os til at præsentere i særudstillingen” siger arkæolog og indholdsansvarlig for udstillingen på Moesgaard Museum, Pauline Asingh.
Den nye særudstilling på Moesgaard tager publikum med på en storslået scenografisk rejse til forskellige verdener og ind i en epoke på omkring 250 år fra ca. 800-1050, da hele det østeuropæiske kontinent ”opdages” af rusvikingerne, som etablerer kolonier i det fremmede. Vikingerne møder både pelsjægere i det iskolde nord, baltiske og slaviske folkeslag og steppelandets nomader i syd. De møder arabiske købmænd på rejse fra kalifatet, de udfordrer den østromerske kejserog mange rusvikinger får tjeneste i kejserens personlige livgarde. Handlen med kalifatet og Det ByzantinskeRige er væsentlig for vikingernes rejser og bosættelser. Det er en kamp om magt og rigdom og ikke mindst om arabisk sølv. Hård kontrol over pelshandel i de kolde områder i nord, og ikke mindst handel med slaver, hører også med til vikingernes succes østpå.
Diplomati og blodige kampe
Rusvikingerne grundlagde byer, stationer for langdistancehandel, transitknudepunkter, og opnåede monopol på handlen via de russiske flodsystemer. Møderne med de lokale stammer sker i en blanding af diplomati og blodige kampe, hvor rusmafiaen med tiden får magt og kontrol over stammefolk og handelsaftaler med Kalifatet og Det Byzantinske Rige. Magtens elite, storfyrster til Rusriget, nedstammer ifølge den russiske krønikeskriver Nestor i direkte linje fra rusvikingen Rurik, der i år 862 hentes fra Sydskandinavien til Rusland på lokale stammers foranledning. Fem fyrster, alle efterkommere af Rurik, samler og indtager magten i Rusriget. Dynastiske forbindelser mellem Kiev-riget, Det Russiske Riges Moder og Danmark kan spores tilbage til fyrst Vladimir og Kong Harald Blåtand i 900-årene. Handlen med pels og slaver til kalifatet har indbragt vikingerne kolossale rigdomme og nedgravede skatte af sølv fra Kalifatet trækker et tydeligt spor langs sølvruten Volgafloden mod Sydskandinavien og til Baltikum, hvor de største slavemarkeder lå.
Faktisk er der fundet flere skandinaviske genstande fra vikingetiden i Østeuropa end i Vesteuropa. Til udstillingen på Moesgaard er der indlånt mere end 2000flotte genstande bl.a. fyrstelige grave fra Kiev-riget, prægtige skatte af sølv fra Kalifatet, våben, smykker og mere dagligdags genstande. Museer i Ukraine, Polen, Letland, Litauen, Tyskland, Sverige, Finland, Norge og Danmark bidrager til udstillingen med generøse indlån.
Moesgaard har gennem samarbejde med museumsnetværket i Østersø-regionen ”Vikings in the Baltic – The Age of Innovation” og et svensk forskningsprojekt ”Viking phenomenon” med blandt andet deltagelse af forskere tilknyttet Aarhus Universitet fået adgang til den nyeste forskning om vikingetidens kulturelle forbindelser mod øst. Udstillingens indhold udvikles i samarbejde med VejleMuseerne, som åbner en udstilling om vikingerne i Baltikum i februar.
Den nye særudstilling på Moesgaard Museum, RUS - Vikinger i øst, er støttet af Augustinusfonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, SparNord Fonden, Krogagerfonden, Knud Højgaards Fond og Per og Lise Aarsleffs Fond. Udstillingen kan ses på Moesgaard Museum fra lørdag 22. januar og frem til og med 11. september 2022.
Fakta
Særudstilling på Moesgaard Museum: RUS – Vikinger i øst
Udstillingsperiode: 22.januar 2022 – 11. september 2022
Udstillingens historier udvikles i samarbejde med VejleMuseerne
Støttet af: Augustinusfonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Kroagerfonden, SparNord Fonden, Knud Højgaards Fond, Per og Lise Aarsleffs fond.
Nøgleord
Kontakter
For mere information, kontakt venligst:
Direktør Mads Kähler Holst, mail: mkh@moesgaardmuseum.dk, mobil: 22994915
Indholdsansvarlig, arkæolog Pauline Asingh, mail: pa@moesgaardmuseum.dk, mobil: 27782808
Billeder
Information om Moesgaard Museum
Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum, der viser arkæologiske og etnografiske udstillinger i international klasse. Museet forsker i og formidler menneskelivets mangfoldighed i et tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Moesgaard Museum omfatter afdelingen i Højbjerg ved Aarhus, Vikingemuseet i Aarhus, Odder og Samsø museer.
Følg pressemeddelelser fra Moesgaard Museum
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Moesgaard Museum
Oplev krigere, mumier og meget mere på Moesgaard i Kristi himmelfart og pinse30.4.2024 22:10:59 CEST | Pressemeddelelse
Bliv inspireret til samtale, når Moesgaard stiller skarpt på de svære spørgsmål om krig og det at være kriger i udstillingen Kriger. Særudstilling om Egypten byder samtidig på mumier og tanker om efterlivet.
Nye undersøgelser indikerer, at 2000 år gammel krigerkvinde er begravet ved militært centrum i Midtjylland24.4.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye analyser af knogler fra en jernaldergrav ved Hedegård i Midtjylland giver overraskende resultat: En af de afdøde er tilsyneladende en kvinde begravet med fuldt våbenudstyr. Det 2000 år gamle militære centrum ved Hedegård skal nu undersøges af Moesgaard Museum, Museum Midtjylland og Museum Horsens som led i forskningsprojektet ‘Under Pres.’
Moesgaard Skovmølle genåbner efter stor renovering22.4.2024 14:06:57 CEST | Pressemeddelelse
Den historiske Moesgaard Skovmølle ved Giber Å åbner efter fire års stilstand igen for offentligheden med en helt ny udstilling i møllebygningen, hvor man kan lære mere om vandmøllens store betydning for datidens samfund. På åbningsdagen torsdag den 2. maj og i udvalgte weekender vil engagerede mølleentusiaster sætte gang i vandmøllen, hvor man kan opleve den imponerende mekanik i fuld vigør.
Oplev Borum Eshøj med Moesgaard9.4.2024 15:14:57 CEST | Pressemeddelelse
Moesgaard Museum inviterer på en hyggelig udflugt for børn og barnlige sjæle ved Borum Eshøj – en stormandshøj fra bronzealderen. Udflugten er en del af den nationale Fortidsmindedag og finder sted søndag 21. april 2024.
'Kriger' åbner på Moesgaard18.3.2024 08:15:00 CET | Pressemeddelelse
Moesgaards kommende særudstilling ’Kriger’ tager os med på en intens rejse på tværs af tid og sted og giver indsigt i de genstande, handlinger og ritualer, der skaber en kriger. Udstillingen er skabt i samarbejde med Nationalmuseet og åbner på Moesgaard den 22. marts.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum