MAESTRO ESCHENBACH NY ÆRES-GÆSTEDIRIGENT
Det er lidt af en sensation, at Copenhagen Phil i de kommende år indleder et fast samarbejde med Christoph Eschenbach – et fænomen blandt den øverste liga af internationale dirigenter, der har haft samtlige verdens allerbedste orkestre og operahuse som sin hjemmebane i omtrent 55 år. Eschenbach tilhører den tyske elite og er anerkendt verden over som både dirigent og pianist – og er elsket af publikum for en særlig evne til altid at tilføje hans koncerter en sjælden følelsesmæssig intensitet.
Eschenbach gæstede for første gang Copenhagen Phil i efteråret 2021, hvor han udtrykte sin store respekt for orkestrets høje niveau og brændende engagement. Han kommer til at udvikle og berige orkestret med en udsædvanlig stor kvalitet og høj faglighed, så vi kan forvente et endnu bedre spillende Copenhagen Phil i de kommende år.
Selv siger Christoph Eschenbach:
”Jeg glæder mig meget til at starte som æres-gæstedirigent for Copenhagen Phil fra næste sæson. Copenhagen Phil er et orkester med et fabelagtigt potentiale. Ved mit besøg i oktober følte jeg en ægte involvering af hver eneste musiker og deres glæde ved at levere fantastisk og raffineret lyd samtidig med at lave smuk musik sammen. Jeg glæder mig utroligt meget til at dele denne entusiasme med det københavnske publikum ved koncerter af højeste kvalitet.”
Muligheden for at tilknytte Eschenbach har åbnet sig, efter han har meddelt sin gradvise tilbagetrækning som chefdirigent i Konzerthaus Berlin, hvor han fremover ligeledes vil fungere som æres-gæstedirigent. Lignende aftaler vil han fortsat pleje hos de internationale eliteorkestre Bamberger Symphoniker, Orchestre de Paris og hos Skandinaviens førende symfoniorkester i Göteborg. Samarbejdet med Copenhagen Phil er muliggjort med støtte fra Louis-Hansen Fonden.
Copenhagen Phils Musikchef Peter Lodahl:
”Copenhagen Phil har de seneste par år satset stærkt på at højne det kunstneriske niveau. Den ambitiøse strategi bærer således allerede frugt både i kommunerne på Sjælland, i Tivolis Koncertsal og på hjemmebanen i Vilhelm Lauritzens gamle Radiohus på Frederiksberg – kunsten er for alle. Vi ønsker oprigtigt at nå bredest muligt ud til flest mulige på højest mulige niveau. Det er ikke gået ubemærket hen, at hele Sjællands Symfoniorkester har flyttet sig væsentligt. Det er usædvanligt for et dansk symfoniorkester at tiltrække en så stor international kapacitet som Christoph Eschenbach som æres-gæstedirigent. Vi er enormt taknemmelige for den store og afgørende velvillighed, vi har mødt hos Louis-Hansen Fonden og glæder os stort til allerede til efteråret at søsætte samarbejdet.”
Fondsdirektør hos Louis-Hansen Fonden, Christine Wiberg-Lyng:
”Når orkestre forløser noder til kunst, spiller dirigenten ofte en afgørende rolle. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har gennem en årrække fokuseret på at styrke det klassiske musikmiljø ved at støtte musikalsk ledelse fra Malko Dirigentkonkurrencen til chef- og æresdirigenter tilknyttet danske orkestre. Med tilknytningen af Christoph Eschenbach som æres-gæstedirigent hos Copenhagen Phil vil orkestret få et nært samarbejde med en af verdens førende dirigenter. Eschenbach vil kunne tilføre en international dimension med erfaring fra nogle af de ledende internationale orkestre, og Copenhagen Phil vil få mulighed for at fortsætte den kunstneriske udvikling, orkestret er inde i. Det er en udvikling og en mulighed, Fonden er glade for at støtte.”
Kontakter
Stine Thomas KristensenKommunikationsansvarlig
Tlf:2893 2322stk@copenhagenphil.dkBilleder
Information om Copenhagen Phil
Følg pressemeddelelser fra Copenhagen Phil
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.