Cirkulært børnehus opnår licens til Svanemærket

I Gladsaxe Kommune er man lige nu i gang med at opføre et cirkulært og svanemærket byggeri – børnehuset Svanen. Det er første gang, at et cirkulært byggeri bliver certificeret med Svanemærket.
”Svanemærket stiller flere krav til byggerier, der er med til at fremme den cirkulære økonomi, bl.a. skrappe kemikaliekrav og krav til kvaliteten. Men det er første gang, vi ser så store andele af recirkulerede materialer i et projekt, som det er tilfældet med børnehuset Svanen. Det placerer byggeriet blandt de mest innovative byggeprojekter i øjeblikket, som både vi og resten af byggebranchen kan hente brugbare erfaringer fra,” siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
Til det nye børnehus bliver der anvendt materialer fra nedrivningen af den tidligere Gladsaxe Skole på grunden. På baggrund af miljøkortlægningen af Gladsaxe Skole har arkitektvirksomheden Lendager stået for at udvælge og sammensætte materialerne i samarbejde med ejendomscenteret i Gladsaxe Kommune.
”De arkitektoniske valg i børnehuset har afhængt af, hvilke typer, mængder og kvalitet af materialer som nedrivningen kunne levere. Vi har fx renset mursten og brugt dem igen. Denne tilgang er god for miljøet og er med til at tilføre børnehuset karakter frem for kun at anvende nye materialer,” siger Nikolaj Callisen Friis, arkitekt hos Lendager, og tilføjer:
”Det har været spændende for os at implementere genbrugsmaterialer i et svanemærket byggeri, idet Svanemærkets skrappe kemikaliekrav har hjulpet med at sikre, at vi ikke bygger skadelig kemi fra tidligere tider ind i byggeriet. Projektet har demonstreret, at genbrug og renhed i forhold til kemi kan lade sig gøre – og på den måde åbner det nye døre."
Kommune prioriterer svanemærkede børnehuse
Gladsaxe Kommune har allerede to færdigbyggede børnehuse med Svanemærket samt et børnehus, der har gennemgået en svanemærket renovering – og flere nye børnehuse er ved at blive opført. Kommunen har derfor opnået gode erfaringer med at bygge svanemærket.
”Vi er utrolig stolte af at være de første, der får et cirkulært byggeri certificeret med Svanemærket. Nedrivningen har krævet mere tid og større omtanke for at kunne genbruge materialer. Fra skolen genbruges der bl.a. 6.000 ton nedknust beton og 60.000 mursten, og så får vi et børnehus, der har sin helt egen fortælling fra starten af," forklarer Helen Glindvad Kristensen, arkitekt hos Gladsaxe Kommune, og uddyber:
"Fx vil forældre, der selv har gået på Gladsaxe Skole, kunne genkende uret fra skolegården i orangeriet, og kuplen fra skolens observatorium bliver et legehus på legepladsen. Og der har naturligvis været lige så meget fokus på at opnå et godt indeklima som i de første institutioner, hvor vi ved, at børnene trives.”
Gode råd om cirkulært byggeri
Flere parter følger byggeriet af børnehuset med interesse – bl.a. Miljøstyrelsen, som via Center for Cirkulær Kemi har udgivet en ny rapport om erfaringerne med at opføre et cirkulært og miljømærket byggeri. Rapporten skal bruges til inspiration og ny viden om, hvad der skal til for at genbruge materialer og samtidig undgå miljø- og sundhedsskadelige stoffer.
Ifølge rapporten demonstrerer projektet bl.a. værdien og potentialet i, at offentlige bygherrer – kommuner, regioner, staten – går forrest, stiller krav og aktivt deltager i udviklingen af byggeprojekter, der kan trække byggesektoren og markedet i en mere cirkulær, bæredygtig og ressourceeffektiv retning.
Nordisk Miljømærkning forventer at sende skærpede krav til svanemærket byggeri i høring i januar 2022, og her vil erfaringerne fra børnehuset Svanen også være tænkt ind, så kravene fremover vil være endnu stærkere i forhold til at fremme cirkulært byggeri.
KENDETEGN VED ET SVANEMÆRKET BYGGERI
- Lavt energiforbrug
- Godt indeklima
- Skrappe kemikaliekrav
- Strenge krav til bæredygtigt certificeret træ
- Høj byggeteknisk kvalitet via kontrol af en uvildig tredjepart
- God mulighed for genbrug og genanvendelse af bygningsdele
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt, Lisa Olufson Klæsøe, tlf. 39 96 61 06
Billeder
Links
Information om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Læs mere på www.svanemaerket.dk.
EU-Blomsten
EU-Blomsten (EU Ecolabel) er EU’s officielle miljømærke. EU-Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Danskerne vil have mere miljøvenligt tøj24.11.2023 06:20:00 CET | Pressemeddelelse
Black Friday er over os, og julen nærmer sig. Det betyder, at det for mange er højtid for shopping – ikke mindst af tøj. Mange danske forbrugere vil gerne vælge mere miljøvenligt tøj, men greenwashing gør det svært at gennemskue.
Aalborgs almene boligselskaber vil udbrede mere miljøvenligt byggeri23.6.2023 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En række almene boligselskaber er gået sammen om at udbrede mere miljøvenligt byggeri i Aalborg Kommune. I spidsen for initiativet er kommunalbestyrelsesmedlem Tobias Bøgeskov Eriksen (A), der finder det helt afgørende at fremme mere miljøvenligt byggeri og ser Svanemærket som et godt redskab til at sætte skub i udviklingen.
Hver 2. forbruger synes, at det er svært at træffe grønnere valg6.6.2023 07:20:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt forbrugerstudie viser, at miljø fortsat står højt på danskernes dagsorden. Næsten 6 ud af 10 forsøger at belaste miljøet mindst muligt og føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter. Men studiet viser også en række barrierer for et grønnere forbrug. Bl.a. oplever mange et samfund præget af en brug og smid væk-kultur og greenwashing.
Svanemærket strammer kravene til byggeri – klima og cirkularitet er i fokus16.5.2023 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Svanemærket har netop skærpet kravene til nybyggeri. Der er især skruet op for ambitionerne i forhold til cirkulær økonomi, klima og biodiversitet. Samtidig kan kontorbyggeri nu også opnå Svanemærket.
Svanemærket byggeri fortsætter væksten27.4.2023 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Selv om prisstigninger, konkurser og mangel på materialer har ført til opbremsning i byggeriet, har Svanemærket formået at fastholde momentum. Nye tal fra Nordisk Miljømærkning viser en vækst på 17 % sidste år. Dermed er der nu godt 32.000 svanemærkede lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner i Norden – og 45.000 nye på vej, hvilket er det hidtil største antal.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum