De første 10 danske atleter er udtaget til vinter-OL
Til vinter-OL i japanske Nagano i 1998 vandt det kvindelige danske curlinghold Danmarks første og indtil videre eneste danske medalje ved et vinter-OL. Det kvindelige og mandlige curlinghold, der skal repræsentere Danmark ved vinter-OL i Beijing, vil ikke være medaljefavoritter, men de vil kæmpe til sidste sten mod de ni andre kvalificerede lande i hver af de to OL-curlingturneringer.
”Jeg tror ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at det er fantastisk, men også overraskende, at vi er repræsenteret med både kvinderne og mændene i OL-curlingturneringen i Beijing. Lige så positivt overraskede, vi er, lige så begejstrede og stolte er vi. Vi er sikret minimum 18 curlingkampe, som danskerne kan følge på skærmene fra Danmark, og så håber vi naturligvis i vores stille sind på curlingfeber a la Nagano i 1998, hvor en masse danskere stod op om natten for at følge de danske curlingspillere,” siger Mikkel Sansone Øhrgaard, der er chef de mission for den samlede danske OL-delegation i Beijing.
De to danske curlinghold kommer til OL med vidt forskellige forudsætninger. Kvinderne sikrede sig OL-billetterne ved VM i maj 2021, og skipper Madeleine Dupont er en OL-rutineret kvinde med to OL på CV’et fra sydkoreanske PyeongChang i 2018 og canadiske Vancouver i 2010:
”Jeg havde aldrig troet, at deltagelse ved to OL kunne blive virkelighed, så at skulle afsted tredje gang er mere, end jeg turde drømme om. Men det vidner om årevis hårdt arbejde og dedikation, så det bliver en sand fornøjelse at få mulighed for at spille i Beijing i en transformeret og helt fantastisk Water/Ice Cube. Jeg glæder mig ekstremt meget,” siger den danske skipper Madeleine Dupont med henvisning til den arena, hvor curlingturneringen finder sted. Ved sommer-OL i 2008 blev arenaen brugt til de olympiske svømmekonkurrencer og gik under navnet ’The Water Cube’ på grund af sit spektakulære ydre. Til vinter-OL i 2022 i Beijing er svømmebassinet omdannet til curlingbaner, og arenaen har fået kælenavnet ’The Ice Cube’.
Udover skipper Madeleine Dupont, så består det kvindelige danske curlinghold af søsteren Denise Dupont, Mathilde Halse, My Larsen og Jasmin Lander. Der er fire på banen ad gangen og en reserve.
Det mandlige danske curlinghold kommer med en anden bagage til vinter-OL end de danske kvinder. Mændene måtte igennem en sidste og afgørende OL-kvalifikation kort før jul, hvor holdet endte i en afgørende playoff-kamp mod Tjekkiet om de sidste OL-billetter. De danske mænd var køligst på isen, besejrede tjekkerne og kom gennem kvalifikationsnåleøjet til vinter-OL.
Det er ikke første gang, at Danmark er repræsenteret ved vinter-OL i mændenes curlingturnering, men det er første gang, at det er Team Krause, som holdet kalder sig, der skal til vinter-OL. Det er derfor fem OL-debutanter, der sendes til Beijing.
”Det er en livslang drøm, der går i opfyldelse at kunne repræsentere Danmark ved et OL. Når man taler curling, så bliver det bare ikke større end et vinter-OL. Vi har alle kæmpet for lige præcis dette mål i årevis, og at det så bliver en realitet, det er kæmpestort,” siger Mikkel Krause, der er skipper for det mandlige hold. Han fortsætter:
”Det er jo en ny oplevelse for mig og holdet, men når det kommer til curlingen, så forventer jeg, at det bliver en turnering som alle andre. Selvom det selvfølgelig ikke kan undgås, at der er ekstra nerver på, når vi står klar på isen. Det bliver stort at være med, og det bliver utvivlsomt en oplevelse for livet.”
Udover Mikkel Krause består det mandlig danske curlinghold af Mads Nørregaard Rasmussen, Henrik Holtermann, Kasper Wiksten og Tobias Thune. Ligesom hos kvinderne er der fire spillere på banen ad gangen og en reserve.
De 10 curlingspillere, som DIF som olympisk komité i Danmark har udtaget til OL-curlingturneringen, er de første atleter, der er udtaget til den danske OL-delegation, der på nuværende tidspunkt tæller 60 kvalificerede atleter. Hvem, der skal repræsentere Danmark i ishockey og speedskating, som er de to andre discipliner, som Danmark allerede har OL-kvalificeret sig i, afgøres senere i januar.
Læs mere om ’Danmark til OL’ på OL.dk, som løbende opdateres og følg ’Danmark til OL’ på Facebook og Instagram.
Fakta: Vinter-OL løber fra 4. februar til 20. februar 2022 og afvikles i den kinesiske hovedstad Beijing. Danmark deltager med det største hold til et vinter-OL nogensinde.
Yderligere kommentarer:
Mikkel Sansone Øhrgaard, chef de mission for det danske hold til vinter-OL, 51559334
Nøgleord
Kontakter
Jakob DraminskyOL-presseansvarlig
43262024
Information om Danmarks Idrætsforbund
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og knap 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Presseinvitation til DIF's årsmøde 202524.4.2025 16:13:31 CEST | Pressemeddelelse
DIF’s årsmøde 2025 afvikles lørdag den 3. maj i Idrættens Hus. Pressen er velkommen.
DIF DM-ugen henter forstærkning i udvidet partnerskab14.4.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
DIF DM-ugen, Danmarks største medaljefest, tager endnu et skridt mod at levere en uforglemmelig sommeroplevelse i Aalborg. Spar Nord udvider sit partnerskab med DM-ugen ved at bringe VISA ombord – en forstærkning, der skaber nye muligheder og øger den landsdækkende synlighed.
Stor fremgang blandt unge indvandrere og efterkommere i fodboldklubberne12.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Andelen af indvandrere og efterkommere under 15 år i fodboldklubberne er næsten tredoblet på drengesiden og femdoblet på pigesiden på blot 5 år. Der er tale om en ketchupeffekt og resultatet af en lang indsats i foreningerne i særligt udsatte boligområder, fortæller DBU og DIF.
Presseinvitation: Gør dig klar til DM-ugen 202511.4.2025 11:19:49 CEST | Pressemeddelelse
Sæt et stor kryds i kalenderen og akkreditér dig til DIF DM-ugen 2025. Det hele foregår i Aalborg 23. juni til 29. juni 2025.
Idrætshaller skal have nyt liv10.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Udviklingen af den klassiske idrætshal skal hjælpes på vej. Det er formålet med en ny kampagne, Idrætshaller til tiden, hvor I kan få op til 10 millioner kroner til udvikling og realisering af jeres idrætshal.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum