Gladsaxe har succes med nye tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel

Stadig flere børn og unge mistrives og har udfordringer med, at bekymring og tristhed fylder for meget. Det er ofte svært at tale om og opdages ofte for sent. Det har derfor været nødvendigt for Gladsaxe Kommune at gå nye veje og udvikle nye tilbud, som kan understøtte børn og unges mentale sundhed.
Der er stor efterspørgsel efter de nye forløb. Mere end 200 familier i Gladsaxe har deltaget i et forløb, og en foreløbig evaluering viser, at unge og forældre føler sig hjulpet.
Vigtige værktøjer og større forståelse
En af de positive forældre er Janni Meincke, der har deltaget i et samtaleforløb sammen med sin mand. Janni Meincke kontaktede selv Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Gladsaxe, fordi hendes datter havde det rigtig skidt og var følelsesmæssigt udfordret med uro og uopmærksomhed. Janni og hendes mand var løbet tør for ideer til, hvordan de kunne håndtere og hjælpe deres datter.
- Samtalerne med psykologen har givet os vigtige værktøjer og en større forståelse for vores datter, som vi kan bruge i hverdagen til at hjælpe hende og undgå mange konflikter. Nu ved vi meget bedre, hvad vi skal gøre for at støtte hende i forskellige udfordringer, siger Janni Meincke.
Tidligere og mere effektiv hjælp tæt på hverdagen
Samtaleforløbet er ét blandt flere nye forløb i Gladsaxe Kommune. Fælles for alle forløb er, at man håber at sætte ind så tidligt, at problemerne ikke når at vokse sig store.
- Det er vigtigt, at vi sætter ind tidligt, effektivt og tæt på børn og unges hverdag. Her er samarbejdet med forældrene helt essentielt, ligesom det skal være muligt at involvere for eksempel dagtilbud eller skole, så vi sammen kan sikre en sammenhængende indsats omkring barnet eller den unge,siger Charlotte Djuraas, som er leder i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Gladsaxe.
Forløbene er målrettet børn og unge i aldersgruppen 3-17 år, der er i psykisk mistrivsel og viser tegn inden for et af i alt fire hovedudfordringer: 1. Når tanker om krop og mad fylder for meget, 2. Når svære følelser fører til selvskade, 3. Når bekymring og tristhed fylder for meget og 4. Når uro, opmærksomhed og impulsivitet er en udfordring.
Børn og unges trivsel står højt på dagsordenen i Gladsaxe
De nye tilbud er udviklet som en del af projektet STIME (Styrket Tværsektoriel Indsats for børn og unges Mentale Sundhed), hvor Gladsaxe sammen med seks andre kommuner og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden går nye veje for at hjælpe de stadig flere børn og unge, der mistrives.
- Børn og unge er fremtiden, og det er utrolig vigtigt, at de trives i det liv, de er i. De skal føle sig trygge og have det godt med sig selv. Vi har i Gladsaxe også en ambition om at blive Børnevenlig By. Derfor er det utroligt positivt, at vi sammen med de andre kommuner og regionen har udviklet helt nye tilbud, som hjælper en masse familier og tager hånd om problemerne så tidligt, at de ofte kan løses i familiernes nærmiljø, siger borgmester Trine Græse.
STIME bliver evalueret på tværs af de deltagende kommuner og Region Hovedstadens psykiatri næste år, og Gladsaxe Kommune vil fortsætte tilbuddet efter projektudløb i foråret 2022.
FAKTA:
De foreløbige data på tværs af de kommuner, der er med i STIME, viser:
- 79% af de unge oplever, at de har fået det bedre af at deltage i forløbet.
- 75% af de unge vil anbefale forløbet til en anden ung med samme problemer.
- 94% af forældrene mener, at forløbet har hjulpet dem med at håndtere deres barns vanskeligheder på en mere hensigtsmæssig måde.
- 92% af forældrene vil sandsynligvis anbefale forløbet til andre.
Hvis du oplever et barn eller en ung i psykisk mistrivsel
Ring til STIME-telefonrådgivning på tlf. 39575665. Mandag til torsdag i tidsrummet kl. 11-12.
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Gladsaxe Kommune tilbyder anonym gratis telefonrådgivning og herunder eventuel henvisning til et relevant forløb til forældre og fagpersoner som lærere og pædagoger, der oplever børn og unge
i psykisk mistrivsel.
Læs mere:
Besøg STIME.info for information om projektet.
Besøg Gladsaxe.dk for information om tilbud og forløb i Gladsaxe i Kommune.
Kontakter
Yderligere information:
Charlotte Djurhuus, leder i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Gladsaxe og formand i STIME.
Borgmester Trine Græse via Kommunikationschef Ulla Baden, mobil: 22 76 56 22 eller mail: ulla.baden@gladsaxe.dk
Billeder
Information om Gladsaxe Kommune
Gladsaxe er den første kommune i Danmark, der indarbejdede FN’s verdensmål i sin kommunestrategi. Med verdensmålene som ramme arbejder Gladsaxe for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed samt en grøn omstilling. Det gør vi, fordi vi ønsker at gøre en forskel lokalt, der bidrager til en bæredygtig udvikling globalt. Gladsaxe Kommune har ca. 69.000 indbyggere og grænser op til København, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Herlev kommuner.
Du kan læse mere om Gladsaxe Kommune på gladsaxe.dk.
Følg pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Gladsaxe laver særlig indsats for gravide med højt BMI23.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gladsaxe er blandt de første kommuner, hvor gravide borgere får hjælp til at stabilisere deres vægt, hvis de har et BMI over 30.
Gladsaxe ansætter en socialsygeplejerske22.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gladsaxe Kommune ansætter en socialsygeplejerske for at styrke indsatsen i forhold til socialt udsatte borgere ved at tilbyde sygeplejefaglig støtte og brobygning mellem de forskellige aktører på sundheds- og socialområdet.
Gladsaxe sætter nye retningslinjer for brug af skærme i skolerne10.3.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nye retningslinjer for Gladsaxes skoler brug af iPads og computere i undervisningen tager udgangspunkt i anbefalinger fra lærere, elever og forældre.
Gladsaxe hylder valg af bæredygtig transport28.2.2025 08:37:39 CET | Pressemeddelelse
Gladsaxe Kommune har netop skudt en kampagne i gang, som hylder alle, der vælger at transportere sig bæredygtigt til gavn for klima, trængsel og sundhed.
Gladsaxe indfører straksforbud mod turbokyllinger27.2.2025 08:53:06 CET | Pressemeddelelse
Fremover vil Gladsaxe Kommune kun købe økologiske kyllinger eller kyllinger med dyrevelfærdsmærket tre hjerter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum