Sort/Hvid

Åbningsprogrammet for Danmarks nye scene for musikdramatik er klar

Del
Fra 2021 er Sort/Hvid i den Københavnske kødby udnævnt til Danmarks nye scene for musikdramatik af Statens Kunstfond. Vi skyder det i gang med et stort, to måneder langt åbningsprogram med adskillige værker på kryds og tværs af musik og scenekunst.

48 timer hos en musikalsk sekt, en døv musikforestilling og en verdensklasse japansk pianist i karambolage med to ekstravagante scenografer. Det er nogle af de oplevelser, som udgør åbningsprogrammet på Sort/Hvid – scene for musikdramatik. Vi præsenterer hele syv værker, der udfordrer grænserne for, hvad musik og scenekunst kan sammen. Det bliver både klassisk og rytmisk. Poppet og finkulturelt. Storslået og enkelt. På programmet er:

DIES IRAE – vredens dag – er dagen, hvor sjælene sendes til enten himlen eller helvede. Det bliver en visuel syndflod af en performativ pianokoncert skabt af den klassisk skolede japanske pianist Eriko Makimura og iscenesætterne og scenograferne Julian Toldam Juhlin og Christian Albrechtsen.

Spiller 7.-9. oktober 2021, hverdage kl. 20, lørdag kl. 17.  

STRONG ENOUGH – en invitation til en fest med et aktivistisk power-coverband. Her idoliserer vi det popkulturelle fænomen Cher. Det forbillede, du ikke anede, at du havde brug for. Dit klap på skulderen og spark i røven. Din guilty pleasure. Din sikre vej til salvation. Don’t care, be Cher. Skabes af instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og skuespillerne Mette Gregersen og Anna-Sofie Fredslund.

Spiller 21. – 23. oktober 2021. Hverdage kl. 20, lørdag kl. 17.

FOR DØVE ØRER – en indgang til de døves univers, hvor du møder tre særegne stemmer: 14-årige Lova Heick, som er døvfødt og har en særlig evne til at omforme lyd, hun mærker i kroppen, til ren stemme, den 70-årige rocksanger Lotte Rømer, der har svært høretab og tinninus, men er født med absolut gehør, og den ekvilibristiske sopran Katinka Fogh Vindelev. Iscenesættes af Louise Beck.

Spiller 27. – 28. og 30. oktober. Hverdage kl. 20, lørdag kl. 17 og 20.

THIS MUSIC IS AN EMBARRESSMENT TO HUMANITY – en kunstig intelligens (AI) har overtaget den danske sangskat og inviterer til fællessang. Aftenens vært er Marcela Lucatelli. Sangene i AI’s nye sangskat skabes med hjælp fra et computerprogram, der kan producere tekster, som var de skrevet af et ægte menneske.

Spiller 4. – 6. november 2021. Hverdage kl. 20, lørdag kl. 17.

I WALK I BLEED – et interaktivt musikalsk værk med adskillige celloer skabt af cellist og komponist Josefine Opsahl. I en blanding mellem koncert og installation kan publikum periodevis bevæge sig frit rundt mellem musikerne og via et signalsystem påvirke, hvad cellisterne skal spille.

Spiller 11. – 13. november 2021. Hverdage kl. 20, lørdag kl. 17.

SOLOSTALGIA – en science fiction-musical. Et 48-timer langt ritual, hvor du lader dig indrullere hos sekten Ma-Ma. En invitation ind i et mikrounivers, hvor du som gæst nedsænkes i lyden af en verden på den anden side af et altomfattende klimakollaps. I løbet af de 48 timer kan du komme og gå, som du har lyst. Skabes af kunstner og filmskaber Madeleine Kate McGowan, komponist og cellist Cæcilie Trier og komponist og vokalist Soho Rezanejad.

Spiller 19. november fra kl. 20 – 21. november kl. 20 2021.

BECOMING BIRD – en audiowalk og en rituel undersøgelse af, hvordan vi på ny kan danne pagt med naturen. Du inviteres til at lytte til fraværet af mennesket og de sidste gisp af en uddøende art, når du med et lydværk i ørerne går gennem kødbyen. På Sort/Hvid venter ritualets fuldbyrdelse. Skabes af scenograf Nathalie Mellbye, musiker Christian Vogel, skuespiller Patrick Baurichter og det anonyme kollektiv Mycelium.

Spiller 24. – 27. november 2021. Hverdage kl. 20, lørdag kl. 17.

Sort/Hvid er udvalgt af Statens Kunstfond som scene for musikdramatisk udvikling i perioden 2021-2024. Sort/Hvid vil være centrum for musikalske værker på tværs af form og genrer, der udvikler rammerne for musikdramatik. Det store åbningsprogram er sammensat af værker fundet via et open call, hvor Sort/Hvid inviterede kunstnere til at byde ind til åbningsprogrammet. Værkerne er udvalgt blandt mere end 200 ansøgninger. Nu ser vi frem til at lade musikken spille.

Det fulde program offentliggøres på sort-hvid.dk torsdag den 24. juni kl. 10.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Information om Sort/Hvid

Sort/Hvid
Sort/Hvid



Følg pressemeddelelser fra Sort/Hvid

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sort/Hvid

Hemmelighedsfuldt kunstnerkollektiv har 10-års jubilæum10.9.2024 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse

De har fået erotikken til at drive ned ad væggene, de har fortolket fascistiske manifester i en fightclub med publikum i Serapions-Ordenen, og de dyrker et stærkt fysisk billedsprog inspireret af det surrealistiske, groteske og monstrøse. Det grænseudvidende kunstnerkollektiv LOGEN har 10-års jubilæum med totalteaterforestillingen GILGAMESH på Sort/Hvid den 27. september. Som medlem af LOGEN åbner Nathalie Mellbye sin første selvstændige sæson som kunstnerisk direktør på Sort/Hvid.

Hvem er bange for Pamela Anderson?12.12.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse

Og hvad gør Pamela Anderson bange? Baywatch-skuespilleren er den celebre hovedperson i en ny horrormusical af AKT1 på Sort/Hvid. Forestillingen spærrer det blonde ikon inde i et badedragtrødt rædselskabinet på scenen for at reflektere over vores tids angst for at være vulgær og overfladisk, uautentisk og fake. Med Pamela som historiens heltinde vil instruktør Niels Erling gøre op med årtiers underkendelse af popkulturens betydning for vor tids moralske forestillingsverden.

Kim Mejdahl graver sin kærlige far frem bag psykopaten25.10.2023 07:47:26 CEST | Pressemeddelelse

Kunstner Kim Mejdahl beskriver sig selv som en ”provinsbøsse fra den vestsjællandske arbejderklasse”. Med sit kommende installationsværk FRISKABTE, der tager udgangspunkt i hans eget liv, forsøger han at finde den kærlige far bagved ”psykopaten”, som Kim kunne finde på at kalde sin alkoholiserede og voldelige far i sine videodagbøger. Installationen åbnes den 16. november på Sort/Hvid. Temaet kredser om homoskam, alkoholmisbrug og dansk arbejderklasse. Han synes selv, at det mest ubehagelige ved hans opvækst er, at den er så almindelig i et Danmark, hvor mere end 100.000 børn ifølge Sundhedsstyrelsen vokser op med alkoholproblemer i hjemmet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye