50 fiskebørnehaver skal skabe mere liv i Københavns Havn
8.6.2021 09:00:00 CEST | WWF Verdensnaturfonden | Pressemeddelelse
WWF Verdensnaturfonden og By & Havn lancerede i december sidste år et femårigt partnerskab, der med udgangspunkt i FN’s Verdensmål 14, Livet i Havet, skal forbedre levestederne for fisk og øge biodiversiteten i havnen. Partnerskabet indebærer en række konkrete udviklingsprojekter og en fælles naturpositiv vision om at fremme livet under vandoverfladen. Det første store naturforbedrende projekt lanceres i dag (den 8. juni), hvor 50 Biohuts installeres i Københavns Havn.
”I København arbejder vi målrettet på at styrke biodiversiteten i byen. Havnen er byens største økosystem og hjemsted for et rigt dyre- og planteliv, så det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at passe på. Derfor er jeg glad for udsigten til de mange Biohuts, som ikke bare vil skabe sunde levesteder for de mange fisk og andre dyr under overfladen, men også glæde københavnerne, der får mulighed for at opleve mere natur i hverdagen”, siger overborgmester Lars Weiss (S).
”Flora og fauna i Københavns Havn har det fint, men der er naturligvis altid plads til mere liv under havoverfladen, og det er en af de ting, partnerskabet med WWF Verdensnaturfonden sætter fokus på. Vi har givet partnerskabet titlen ’Sammen om havet i havnen’, fordi vi ønsker at lave tiltag, som bringer mere af den vilde havnatur ind i vores havnemiljø. Og det gør vi for eksempel med Biohuts, der giver fiskeyngel bedre forudsætninger for at vokse sig store nok til at overleve ude i havet,” siger Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn.
Adgang forbudt for voksne fisk i fiskebørnehaver
De såkaldte Biohuts består af et stålbur, som indeholder en mindre gitterkasse, der er fyldt op med tomme østersskaller, hvor der kan vokse alger og små organismer. Det yderste stålgitter beskytter de helt unge fisk på under 3 centimer mod de større rovdyr, mens det inderste gitter med østersskallerne giver fiskene mad. Flere beskyttede levesteder øger fiskebestanden. Erfaringer viser, at Biohuts netop giver hurtig effekt i form af øget biodiversitet i vandet og flere fisk, som også bliver til glæde for de mange lystfiskere, der fisker langs med havnens 42 kilometer kajkant og i resten af Øresund.
”Biohuts er en slags børnehaver eller hoteller for fisk, hvor fiskeyngel både kan spise sig mætte og være i sikkerhed for de større, sultne rovfisk i en ekstremt sårbar del af fiskenes livscyklus. Erfaringer med lignende projekter fra fx Middelhavet viser, at en øget fiskebestand i havnene kan have en positiv effekt på fiskebestandene uden for havnene, da mange fiskearter vandrer over afstande,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og tilføjer:
”Et projekt i denne størrelsesorden gør København til den by i Nordeuropa med flest Biohuts og er et glimrende eksempel på, hvordan By & Havn ved at investere i naturen ikke kun gør noget godt for fiskene og biodiversiteten, men også opnår gevinster på mange andre områder. Fx er flere fisk i havnen med til at styrke balancen i havets økosystemer, som bliver mere modstandsdygtige overfor eksempelvis indvandring af nye invasive arter, samtidig med at der åbnes for flere rekreative aktiviteter. Derfor håber vi også på, at dette projekt med By & Havn kan være til inspiration for andre til en mere fremadsynet tilgang til byudvikling, hvor storby og natur ikke er hinandens modsætninger.”
Overordnet model for havet
Partnerskabet mellem By & Havn og WWF Verdensnaturfonden sker som led i WWF Verdensnaturfondens arbejde for, at hele Danmarks hav skal forvaltes bæredygtigt, som det lægges op til i den såkaldte 100-30-10 model. Modellen går ud på, at 100% af Danmarks havareal skal være bæredygtigt forvaltet, 30% af havet skal beskyttes mod direkte trusler, og 10% af havet skal holdes helt urørt. Effektivt beskyttede områder er helt centrale for genopretningen af biodiversiteten til havs. Det, havet kan bære, er i allerhøjeste grad overskredet i dag, og livet i havet har hårdt brug for særligt udvalgte havområder, hvor der er ro til at leve, vokse og yngle.
Mere information om partnerskabet, Biohuts og baggrunden for samarbejdet findes her.
Sociale medier: Følg med i partnerskabet mellem WWF og By & Havn på #SammenOmHavetiHavnen og generelt om livet i Københavns Havn på #ByensHavn.
Nøgleord
Kontakter
Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, træffes via presserådgiver, Sebastian Wulf, på +45 5132 9503 eller sebastian.wulf@wwf.dk
//
Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, træffes via kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen, på +45 3053 5004 eller KWO@byoghavn.dk.
Billeder





Vedhæftede filer
Links
Information om WWF Verdensnaturfonden
Om WWF Verdensnaturfonden
WWF er en uafhængig organisation, der arbejder for en fremtid, hvor mennesket lever i harmoni med naturen. WWF Verdensnaturfonden er verdens største naturbevarende organisation. WWF arbejder for at redde naturen og de vilde dyr – og skabe en bæredygtig fremtid for alle Jordens mennesker.
WWF arbejder altid på et videnskabeligt grundlag og kræver, at der er dokumentation og gennemsigtighed i de projekter, vi går sammen med vores virksomhedspartnere om. For at få et stort og varigt gennemslag af vores projekter arbejder vi langsigtet og strategisk med vores virksomhedspartnere. Det, vi gør sammen, skal have væsentlig og blivende værdi.
Læs mere på www.wwf.dk.
Om By & Havn
By & Havn er et udviklings- og driftsselskab, der leverer langsigtet og helhedsorienteret byudvikling og tager ansvar for at skabe sammenhængende og velfungerende bykvarterer i bl.a. Ørestad og Nordhavn. By & Havn er ejet i fællesskab af Københavns Kommune (95 procent) og staten (5 procent).
By & Havn udvikler nye bykvarterer i København og driver Københavns Havn. Ambitionen er at skabe sunde, bæredygtige og sammenhængende bykvarterer af høj kvalitet med plads til fællesskaber, det gode liv i byen og en levende havn i samspil med københavnerne. Den rekreative havn udvikles som hovedstadens blå samlingspunkt, der binder Københavns havnenære bydele sammen. Med en god balance af byliv, rekreative og kommercielle aktiviteter er det målet at skabe en levende og bæredygtig havn i tæt samarbejde med relevante partnere.
Læs mere på www.byoghavn.dk.
Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
WWF roser regeringens plan for flere marine naturnationalparker: Her kan de ligge4.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den nye regering vil udpege mindst fem nye naturnationalparker i de danske farvande. Det bliver mødt af ros fra WWF Verdensnaturfonden, der har kæmpet for flere marine naturnationalparker i årevis. Organisationen har flere bud på, hvor de næste fem naturnationalparker i havet kan placeres.
Danmarkshistoriens største marine naturgenopretningsprojekt skal bringe livet tilbage under overfladen i Det Sydfynske Øhav2.6.2026 08:35:00 CEST | Pressemeddelelse
Med 150 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond bliver Danmarks største marine naturgenopretningsprojekt en realitet i Det Sydfynske Øhav. Bag projektet står UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden i samarbejde med de fire sydfynske kommuner Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø samt Danmarks førende forskere inden for marin naturgenopretning.
WWF sætter gang i udplantning af ålegræs i Sejerøbugten11.5.2026 13:56:57 CEST | Pressemeddelelse
Fra Vesterlyng i syd til Odden i nord har et forskerhold fra Syddansk Universitet plantet ålegræs på tre udvalgte lokaliteter i Sejerø Bugt. Det er den første af flere indsatser for at bringe naturen tilbage i bugten under projektet Sejerø Seascape, som WWF Verdensnaturfonden står bag.
Ny rødliste-vurdering: Kejserpingvinen er nu truet9.4.2026 11:18:27 CEST | Pressemeddelelse
IUCN erklærer nu verdens største pingvinart truet. Klimaforandringer truer i stigende grad kejserpingvinen, der er gået tilbage med op mod 22 procent på bare fem år. WWF anbefaler, at kejserpingvinen udpeges som en særligt beskyttet art under Antarktistraktaten, mens arbejdet for at begrænse klimaforandringer samtidig bør intensiveres.
Barselshuler til pandaen skal sikre artens fremtid8.4.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med færre end 2.000 pandaer tilbage i naturen er der behov for en ekstraordinær indsats for at sikre artens skrøbelige reproduktion de bedste vilkår. Derfor etablerer WWF Verdensnaturfonden nu særlige huler til pandaen i dens skrøbelige leveområder i Kina.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
