Nysted Strand Camping certificeret med EU-Blomsten

Det seneste år har mange af os været turister i eget land, og campingferier er noget af det, som har vundet indpas i mange familier. Samtidig er hele 74 % af danskerne optaget af, hvad de selv kan gøre for at passe på miljøet.
Nu kan Nysted Camping tilbyde overnatninger, der gør det muligt for både danske og udenlandske turister at forene disse to ting. Campingpladsen er nemlig blevet certificeret med EU-Blomsten. Det blev markeret med en officiel overrækkelse af certifikat den 20. april.
”Det gør jer til et attraktivt overnatningssted, ikke bare for os danskere, men også for de mange europæere, der prioriterer bæredygtighed højt. Lad os håbe på, at mange flere danske campingpladser vil følge trop, og at I har fået startet en grøn bølge”, sagde Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark, i forbindelse med overrækkelsen.
Også Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder, glædede sig over certificeringen af den lokale campingplads:
”Det er både en stor glæde og ære at være med til at markere dagens certificering af Nysted Strand Camping. I er nemlig den eneste campingplads i Danmark, som er certificeret med EU-Blomsten – og som den kun 20. campingplads i hele Europa med certificeringen, er både I, Guldborgsund og Danmark for alvor blevet synlige på Europakortet med grønne feriedestinationer”.
Der er gjort en indsats hele vejen rundt
Nysted Strand Camping er drevet af værtsparret Nicole og Henrik Søby, som nu har bevis på, at deres campingplads er blandt de miljømæssigt bedste.
”For os er det helt naturligt – både privat og professionelt – at tænke over vores forbrug og passe godt på jordens ressourcer. Derfor var det åbenlyst for os at gå efter EU-Blomsten, som er kendt i hele Europa. Vi er glade for, at vi nu kan være med til at give både danske og udenlandske turister mulighed for at vælge bæredygtighed aktivt til, når de vælger ferie. Samtidig er certificeringen et stærkt redskab for os til hele tiden at forbedre os,” fortæller Henrik Søby.
En campingplads med EU-Blomsten skal bl.a. leve op til skrappe krav til energi- og vandforbrug. På campingpladsen i Nysted har de derfor været i gang med at udskifte lyskilder, så der nu næsten er 100 % LED-belysning, hvoraf en del er sensor- og tidsstyret. Elforbruget er baseret på vindmøllestrøm, og der er blevet sat vandreducerende filtre på alle tappesteder.
”Der er også indført affaldssortering, så vi nu sorterer i 19 kategorier, og så har vi også haft fokus på vores forbrug. Fx er de rengøringsmidler, vi bruger til den daglige drift, med enten Svanemærket eller EU-Blomsten – og vi bruger ikke pesticider til at passe vores arealer”, fortæller Henrik Søby.
Bliv inspireret til en mere bæredygtig livsstil
Ud over de mange grønne initiativer, der findes i campingpladsens arbejdsrutiner, rengøring og indkøb, og som man måske ikke lægger så meget mærke til som gæst på campingpladsen, bliver der også gjort en stor indsats for at inspirere gæsterne til en mere bæredygtig livsstil – også når ferien er slut:
”Vi tilbyder et stort udvalg af lokale og/eller økologiske fødevarer i vores butik, vi arrangerer en lokal affaldsindsamling, og vi tilbyder en masse aktiviteter i naturen. Alt sammen noget, som skal give vores gæster sjove, sociale og spændende stunder – men som forhåbentlig også øger deres glæde og respekt for naturen og giver dem grønne vaner, som de vil tage med sig, når de rejser hjem. Det kan være at bygge fuglekasser og insekthoteller hjemme i haven, ligesom vi har gjort på campingpladsen, det kan være at samle henkastet affald op, og det kan være at få øjnene op for lokale fødevarer”, siger Henrik Søby.
FAKTA OM EU-BLOMSTEN
EU-Blomsten er EU’s officielle miljømærke. Målet med EU-Blomsten er at mindske den samlede miljøbelastning fra produktion og forbrug. Derfor ser EU-Blomsten på hele produktets rejse og de miljøproblemer der opstår undervejs - til gavn for mennesker, miljø og jordens ressourcer.
EU-Blomsten gør det enkelt for forbrugere og professionelle indkøbere at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter og serviceydelser. 42 % af danskerne kender EU-Blomsten – og 22 % af danskerne ser efter EU-Blomsten, når de vælger varer.
EU-Blomsten er sammen med Svanemærket de eneste officielle miljømærker i Danmark.
CAMPINGPLADSER MED EU-BLOMSTEN
Et overnatningssted med EU-Blomsten skal leve op til en række obligatoriske krav inden for bl.a. energi- og vandforbrug samt håndtering af affald. Herudover er der en række valgfri områder, som man skal opnå et antal point indenfor.
De obligatoriske krav omfatter bl.a.:
- Energieffektive installationer inden for belysning og opvarmning af lokaler samt brugsvand.
- Vandbesparende installationer i baderum og toiletter samt begrænsning af mængden af tøjvask.
- Begrænsning af affaldsmængder gennem affaldssortering.
- Rygeforbud i fællesrum.
De supplerende pointkrav omfatter bl.a.:
- Ingen brug af pesticider ved pasning af udearealer.
- Salg af lokale og økologiske varer.
- Tilbud om miljøvenlig transport.
- Miljømærket indkøb af rengøringsartikler og papirprodukter.
- Brug af regnvand til blomstervanding.
NYSTED STRAND CAMPINGS ARRANGEMENTER I SOMMER/EFTERÅR MED FOKUS PÅ BÆREDYGTIGHED
- Lokal og social affaldsindsamling (i samarbejde med DN) – sætter fokus på at undgå affald i naturen.
- Øl- og vinsmagning med lokale drikkevarer og mad – skal øge fokus på brug af lokale fødevarer.
- Guidede cykelture med campingfatter langs kysten, hvor istidslandskab, flora og fauna beskrives.
- Udfordringen ”Find 10 ting i naturen”, hvor man ud fra billeder skal finde frem til lokale plante- og dyrearter.
- Havkajaktur med naturvejleder, hvor man kan opleve havet helt tæt på.
- Fange hundestejler, krabber, kutlinger og rejer – og smage kogte rejer man selv har fanget.
- Sælsafari til den lokale koloni uden for ynglesæsonen, hvor man kan opleve Danmarks største rovdyr, gråsælen (300 kg) komme tæt på båden.
- Plantning af 100 nye træer på campingpladsen og i lokalområdet sammen med lokal børnehave og gæster fra campingpladsen er med til at sætte fokus på træers vigtige betydning for klima og biodiversitet.
Nøgleord
Kontakter
Miljømærkning Danmark: Lisa Olufson Klæsøe, tlf. 39 96 61 06
Nysted Strand Camping: Henrik Søby, tlf. 54 87 09 17
Billeder



Links
Information om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Læs mere på www.svanemaerket.dk.
EU Ecolabel
EU Ecolabel (EU-Blomsten) er EU’s officielle miljømærke. EU Ecolabel blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Antallet af svanemærkede daginstitutioner er steget med over 50 %22.4.2025 06:29:00 CEST | Pressemeddelelse
Det skyder op med svanemærkede daginstitutioner rundt om i landets kommuner. På halvandet år er antallet steget med over 50 %. Stigningen skyldes bl.a. et øget fokus på at opføre bygninger med et lavt energiforbrug og et godt indeklima til gavn og glæde for børn og medarbejdere.
Frygten for hudkræft er den primære årsag til, at danskerne bruger solcreme16.4.2025 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
7 ud af 10 danskere bruger solcreme for at minimere risikoen for hudkræft. Det viser en ny undersøgelse, som samtidig peger på, at det for unge i høj grad også handler om at forebygge rynker og pigmentforandringer.
Ny rapport dokumenterer miljø- og klimagevinster ved at vælge Svanemærket i offentlige indkøb9.4.2025 06:25:00 CEST | Pressemeddelelse
Offentlige indkøb kan være en kraftfuld drivkraft for den grønne omstilling – og svanemærkede produkter kan spille en central rolle i at realisere dette potentiale. Det dokumenterer en ny rapport, der både cementerer, at svanemærkede produkter rummer klare miljøfordele, og samtidig systematisk påviser reduceret klimabelastning ved en lang række svanemærkede produkter.
Gør haven klar til sommertid med miljømærket jordforbedring2.4.2025 07:40:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommertid er for mange lig med havetid – og dermed også tid for jordforbedring. For uden den rette pleje kan jorden miste sin næring og struktur. Her er miljømærket jordforbedringsmiddel et godt valg.
Svanemærket boligbyggeri på Amager Strandvej har indeklima og biodiversitet i fokus27.3.2025 06:21:00 CET | Pressemeddelelse
Lejlighedsbyggeriet Havglimt 2 på Amager Strandvej, der i disse uger tager imod de sidste nye beboere, har netop modtaget den endelige licens med Svanemærket. Byggeriet med 84 lejligheder har godt indeklima og et grønt udemiljø med biodiversitet i højsædet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum