Ny skole, leg og fritidsliv på vej til Amager

Endnu en skole skyder op i København. Denne gang er det børnene på Amager, der kan se frem til en spritny, tresporet skole med idrætshal.
Skolen skal være rum for leg og undervisning om dagen med plads til 840 skolebørn. Om eftermiddagen og resten af dagen åbnes faciliteterne for fritids- og foreningslivet, så skolen også kan være til glæde for lokalmiljøet og københavnerne. Faglokaler og idrætshal placeres derfor i stueetagen, så der etableres en fritidszone i gadeplan, der byder fritidsgæsterne indenfor, når skoledagen er slut.
Skolen udmærker sig ved at få en idrætshal med springgrav, hvor en madras kan hejses op og ned i hallen til brug for fx springgymnastik. Skolen vil i idrætsundervisningen også kunne benytte sig af de lokale faciliteter som Frankrigsgades Svømmehal og Kløvermarken Idrætsanlæg.
”I København er der virkelig gang i gravemaskinerne, når det gælder at bygge og renovere skoler. For få uger siden tog jeg første spadestik til skolen i Kødbyen. Nu skyder vi byggeriet af en ny skole på Amager i gang. Det glæder mig utrolig meget, at vi kan give børnene de bedste betingelser for leg og læring. Og samtidig er det en klar vision, at faciliteterne kan bruges til kultur- og fritidsliv efter skoletid og give værdi til lokalmiljøet”, siger overborgmester Lars Weiss (S).
Skolen ventes at stå færdig ultimo 2022, så eleverne kan tage den i brug i begyndelsen af 2023. Skolen er startet op i lokaler på Skolen på Amagerbro i august 2019, hvor der p.t. er to 0. klasser og én 1. klasse.
”Børn og forældre fra det nordøstlige Amager kan se frem til en topmoderne skole med gode rammer for leg, læring, kreativitet og fysisk udfoldelse. Flere forældre bliver boende i København, når de har fået børn. Det gælder også på Amager. Den glædelige udvikling skal vi værne om. Det gør vi bl.a. ved at sikre gode skoletilbud, der også kan bruges af borgerne og foreningslivet som lokalt samlingspunkt uden for skolens åbningstid,” siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).
“Nordøstamager Skole får en idrætshal, der kan benyttes til mange idrætsaktiviteter. Udover at kunne det, som alle andre idrætshaller kan, kommer der også en springgrav med gulvlem. Hermed kan endnu flere få mulighed for at dyrke deres idrætsgren. Skolen åbner sig i det hele taget op mod lokalområdet og byens aftenskoler. Det er amagerkanerne vel undt, og jeg ser frem til, at den nye skole står færdig”, udtaler kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.
Byggepladsen dækkes til af et såkaldt Sitecover, som er et kolossalt telt, der bl.a. skåner naboer mest muligt for støj og støv.
”Skolebyggerier er et af NCC’s særlige kompetenceområder, og dette byggeri er et rigtigt godt eksempel. Her har vi samlet et stærkt hold, der sammen med bygherre har skabt en skole, der har åbenhed, bæredygtighed og gode læringsfællesskaber i centrum,” siger senior projektchef i NCC, Lars Bleg Jensen.
Kontakt
For yderligere information kontakt kommunikationskonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw, tlf. 26 13 65 49.
Fakta om skolebyggeriet
- Overborgmester Lars Weiss besøger byggepladsen, Holmbladsgade 113, 12. februar 2021 kl. 12.30-13 i anledning af første spadestik på byggeriet.
- Skolen i Holmbladsgade/Nordøstamager Skole bliver tresporet med idrætshal og springgrav til fx springgymnastik.
- Der vil være plads til 840 skolebørn og 336 KKFO-pladser.
- Skolen opføres i fire etager plus kælder til bl.a. cykler. Udskolingen, 7.-9. klasse, placeres i stueetagen, indskolingen, 0.-3. klasse og KKFO, får 1.-3. sal, og mellemtrinnet, 4.-6. klasse, vil være på 4. sal med adgang til udeareal på en tagterrasse med faciliteter til natur- og teknikfag.
- Det er totalentreprenør NCC Danmark A/S, der med underrådgiverne Christensen & Co., Kjær & Richter Arkitekter, 1:1 Landskab og Lyngkilde Rådgivende Ingeniører, som skal opføre skolen.
- Kontrakten med NCC er på 255 mio. kr., og den samlede anlægsbevilling er på 374,5 mio. kr.
Fakta om Sitecover – overdækket byggeplads
- Byggepladsen overdækkes af et såkaldt Sitecover. Et Sitecover er en form for telt, som bl.a. betyder, at der kan bygges uanset vind og vejr.
- Teltet begrænser også støv, støj og lys fra at trænge ud fra byggepladsen og være til gene for naboer.
- Københavns Kommune har fokus på bæredygtighed i byggeriet og eksperimenterer bl.a. med at bygge i træ. En overdækket byggeplads giver bedre mulighed for opbevaring af organiske byggematerialer som træ.
Billeder




Information om Københavns Kommune Økonomiforvaltningen

Københavns Rådhus
1599 København V
33 66 33 66https://www.kk.dk
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
En samlet Borgerrepræsentation indgår aftale om ny organisering af Københavns Kommune7.5.2025 11:01:28 CEST | Pressemeddelelse
Samtlige partier og løsgængere på Københavns Rådhus er blevet enige om en række ændringer af ressortopdelingen i Københavns Kommune. Aftalen sikrer blandt andet én samlet indgang til Københavns Kommune, så kommunen bliver lettere at gå til for københavnerne.
Ny undersøgelse: Fortsat høj trivsel og stor motivation blandt medarbejderne i Københavns Kommune6.5.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den generelle trivsel og motivation for medarbejdere i Københavns Kommune scorer 5,7 ud af 7 mulige point, som er på niveau med tidligere år. Det viser en ny trivselsundersøgelse, som overordnet vidner om en høj trivsel og stor motivation blandt medarbejderne. Samtidig peger undersøgelsen på nogle vigtige områder, hvor der er behov for opmærksomhed og handling.
Supplerende miljøkonsekvensvurdering af metrolinje M5 kan snart sendes i offentlig høring30.4.2025 15:27:43 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune sender snart supplerende miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5 i offentlig høring hos københavnerne. Metrolinjen skal gå fra Københavns Hovedbanegård til flere stop på Amager og senere også Refshaleøen og Lynetteholm.
For første gang: Københavns Kommune kortlægger biodiversiteten i byen23.4.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mangfoldigheden af natur og dyreliv er for første gang blevet kortlagt i København. En ny rapport viser, hvor der er potentiale for at bevare, forbedre og udvide den eksisterende biodiversitet i Københavns Kommune.
Et år efter lukningen af Pusher Street: Sådan er trygheden i dag5.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På søndag er det et år siden, Pusher Street blev ryddet én gang for alle. Nu viser nye tal, hvordan trygheden ser ud et år efter rydningen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum