En samlet Borgerrepræsentation indgår aftale om ny organisering af Københavns Kommune
Samtlige partier og løsgængere på Københavns Rådhus er blevet enige om en række ændringer af ressortopdelingen i Københavns Kommune. Aftalen sikrer blandt andet én samlet indgang til Københavns Kommune, så kommunen bliver lettere at gå til for københavnerne.

Én lettilgængelig indgang for borgere, en samling af kommunens erhvervsindsats og en samlet hjemme- og sygepleje. Det er nogle af hovedtrækkene i en ny aftale om kommunens organisering, som en samlet Borgerrepræsentation på Københavns Rådhus netop har indgået. Aftalen indebærer, at en række kommunale områder fra 2026 skifter ressort i kommunen.
Med aftalen er parterne blandt andet enige om skabe en mere enkel adgang til kommunen. Derfor samles de nuværende 53 forskellige telefoniske borgerindgange til én indgang i Københavns Borgerservice. Samtidig samles kommunens erhvervsindsats for at opnå en mere entydig indgang for erhvervslivet.
Aftalen betyder også, at hjemme- og sygeplejen samles for at sikre, at alle borgere oplever en sammenhængende indsats, hvor servicen leveres via én forvaltning og ikke, som det er i dag, via to forvaltninger. Hertil kommer en række ændringer på andre områder.
Bag aftalen står en enstemmig Borgerrepræsentation bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance og løsgængerne Helle Jønch og Finn Rudaizky. Sammen udtaler de:
”Vi har gennem noget tid på tværs af partierne drøftet, hvordan vi som kommune kan organisere os, så vores service i højere grad tilrettelægges på borgernes præmisser. Københavnerne skal opleve, at kommunen er til for dem. At det er let at komme i kontakt med kommunen, og at de kan få den rette hjælp, når de har brug for den og uden at falde mellem to stole. Med aftalen står vi sammen på tværs af hele Københavns Borgerrepræsentation om at sikre netop det.”
På baggrund af aftalen sættes der nu et arbejde med implementering i gang, så ændringerne kan træde i kraft 1. januar 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Se et overblik over ressortændringerne her.
Fakta om aftalen:
- Ændringerne er besluttet på baggrund af en ressortanalyse, der er blevet udarbejdet i løbet af 2024.
- Parterne er med aftalen enige om, at aftalen skal forberedes, så ændringerne kan træde i kraft fra den 1. januar 2026 og frem. Flere af ændringerne kræver en revidering af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt. Disse ændringer skal vedtages i Borgerrepræsentationen ad to omgange.
- Med overførselssagen 2024-2025 blev der afsat en økonomisk ramme på ca. 29 millioner kroner til finansiering af ressortændringer.
Fakta om ressortændringerne
Aftalen indeholder følgende delementer:
- En samlet indgang til Borgerservice i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Samorganiseringen sker i to rul – ét rul frem mod 2027 og ét rul frem mod 2030. Første skridt er at samle de nuværende 53 forskellige telefoniske borgerindgange, der har hver sin specialisering og forskellige åbningstider, i én borgerindgang.
- Fremover samles erhvervsområdet mest muligt under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget for at samle ansvaret, skabe en mere overskuelig organisering og styrke sammenhængen i virksomhedsservice og erhvervsfremme.
- En mere samlet ungeindsats i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
- Samlet social- og beskæftigelsesindsats i samarbejde mellem Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
- Samlet hjemmepleje og -sygepleje i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
- Flytte specialundervisning for voksne til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
- Flyt af drift og udvikling af byens kirkegårde, bemandede legepladser, monumenter og tryghedsvagter samt ansvaret for Amager Strandpark, Svanemøllen Strand og Havneparken på Islands Brygge til Kultur og Fritidsforvaltningen.
- Sammenlægning af Intern Revision og Borgerrådgiver
- Styrket brugerfokus og politisk ejerskab til koncernfælles løsninger.
- Styrke udnyttelsen af de digitale muligheder.
- Styrke muligheder og grundlag for samarbejde på tværs af kommunen.
Aftalen betyder også, at tre forvaltninger skifter navne:
- Teknik- og Miljøforvaltningen bliver til Klima-, Miljø-og Teknikforvaltningen
- Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bliver til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
- Kultur- og Fritidsforvaltningen bliver til Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Ny undersøgelse: Fortsat høj trivsel og stor motivation blandt medarbejderne i Københavns Kommune6.5.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den generelle trivsel og motivation for medarbejdere i Københavns Kommune scorer 5,7 ud af 7 mulige point, som er på niveau med tidligere år. Det viser en ny trivselsundersøgelse, som overordnet vidner om en høj trivsel og stor motivation blandt medarbejderne. Samtidig peger undersøgelsen på nogle vigtige områder, hvor der er behov for opmærksomhed og handling.
Supplerende miljøkonsekvensvurdering af metrolinje M5 kan snart sendes i offentlig høring30.4.2025 15:27:43 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune sender snart supplerende miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5 i offentlig høring hos københavnerne. Metrolinjen skal gå fra Københavns Hovedbanegård til flere stop på Amager og senere også Refshaleøen og Lynetteholm.
For første gang: Københavns Kommune kortlægger biodiversiteten i byen23.4.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mangfoldigheden af natur og dyreliv er for første gang blevet kortlagt i København. En ny rapport viser, hvor der er potentiale for at bevare, forbedre og udvide den eksisterende biodiversitet i Københavns Kommune.
Et år efter lukningen af Pusher Street: Sådan er trygheden i dag5.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På søndag er det et år siden, Pusher Street blev ryddet én gang for alle. Nu viser nye tal, hvordan trygheden ser ud et år efter rydningen.
Snydt af chefen: 203 ansatte fik for lidt i løn3.4.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
203 ansatte hos leverandører til Københavns Kommune kan se frem til en historisk høj efterbetaling. De er nemlig i 2024 blevet snydt for løn. Det viser Københavns Kommunes årlige rapport om social dumping. Rapporten konkluderer, at der blev snydt med løn i tre ud af fire kontroller, som kommunen udførte.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum