Bred politisk aftale justerer regler for støtte til vedvarende energi
Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet er enige om en justeret model - det såkaldte teknologineutrale udbud - hvor forskellige former for vedvarende energi konkurrerer om støtten, og det billigste bud vinder. Støtten gives som et pristillæg pr. kilowatttime. Hvor der tidligere er givet et fast pristillæg, bliver der nu for første gang anvendt en såkaldt contract-for-difference (CfD) model. Det betyder, at producenten tildeles et varierende tillæg, der afhænger elprisen. Staten garanterer dermed producenten en stabil afregningspris, men stiger elprisen betales overskuddet tilbage til staten.
”Jeg vil gerne takke partierne for et godt samarbejde om at revidere støttemodellen. Det skal sikre, at udbygningen af vedvarende energi fortsætter. Inden længe kan vindmøller og solceller opstilles helt uden støtte, men en tid endnu vil der fortsat være projekter, der ikke kan realiseres uden støtte. I de tilfælde skal vi naturligvis give støtte. Samtidig får staten mulighed for at få del i et eventuelt overskud i de projekter, der er givet støtte til. Det giver god mening” siger klimaminister Dan Jørgensen.
Justeringerne tager højde for input fra branchen, som i markedsdialog med Energistyrelsen har udtrykt ønske om justeringer til modellen for at sikre, at udbudsmodellen øger investeringssikkerheden for de projekter, som ikke kan realiseres uden støtte.
De aftalte justeringer til CfD-modellen er betinget af statsstøttegodkendelse i Europa-Kommissionen. Denne forventes primo 2021, hvorefter udbuddet kan åbnes. Der forventes på den baggrund, at der vil blive afholdt to teknologineutrale udbud i 2021.
Baggrund
Der er aftalt følgende justeringer:
- Der indføres et projektspecifikt udbetalingsloft på 2,8 mio. kr./MW-landvindækvivalenter (i 2020-priser), således at det allerede aftalte udbetalingsloft på 600 mio. kr. fordeles pr. MW.
- Der indføres et projektspecifikt indbetalingsloft svarende til 5,6 mio. kr. per MW-landvindækvivalent, så indbetalinger til staten ikke kan overstige 1,2 mia. kr. (i 2020 priser).
- CfD-modellens referencepris ændres fra en landsgennemsnitlig til en el-områdespecifik referencepris, dvs. referenceprisen for et vindende VE-projekt baseres på en kalenderfast årsafregning svarende til det forudgående års gennemsnit af timespotpriserne i det el-markedsområde (DK1 eller DK2) fra 1. januar til 31. december, som det pågældende projekt opføres i.
- Der er foretaget øvrige mindre præciseringer i udbudsbetingelserne, herunder at VE-opstiller kan opdele sit projekt, så én del kan modtage støtte, mens resten kan opføres på markedsvilkår
Teknologineutrale udbud
- De teknologineutrale udbud yder støtte via et pristillæg til landvind, åben dør-havvind, sol, bølge- og vandkraft.
- Udbuddene er en mulighed for VE-produktionsanlæg for at konkurrere med hinanden om den billigste måde at levere kilowatttimer (kWh) til elnettet.
- Teknologierne er ligestillet i udbuddet på den måde, at en kWh leveret til elnettet fra en vindmølle tillægges samme værdi, som en kWh leveret til elnettet fra en solcelle eller de andre vedvarende energi-teknologier.
- Landvind og solceller er de billigste grønne teknologier, vi har til rådighed. Ved det teknologineutrale udbud i 2019 resulterede udbuddet i støtte på kun 1,54 øre/kWh, som er mere end 8 gange lavere end støtten bare tilbage i 2017.
Om CfD-modellen.
- Ved de teknologineutrale udbud i 2018 og 2019 blev der anvendt en fast pristillægsmodel.
- Ved klimaaftalen af 22. juni 2020 blev det besluttet at anvende en såkaldt contract-for-difference (CfD)-model i de fremadrettede udbud.
- Ved en CfD-model tildeles producenten et variabelt støttetillæg per produceret kWh, som sikrer en stabil afregningspris for strømmen.
- Støttetillægget beregnes pba. forskellen mellem en aftalt kWh-pris (opgjort i løbende priser) og en såkaldt årsafregnet referencepris, der tager udgangspunkt i elprisen på markedet.
- Med CfD-modellen tillades såkaldte tosidige betalinger, dvs. at VE-opstilleren vil modtage støttetillæg pr. produceret kWh fra staten, når referenceprisen er under den aftalte kWh-pris, mens VE-opstilleren betaler tillæg til staten pr. kWh, når referenceprisen er over den aftalte kWh-pris.
Nøgleord
Kontakter
Klimaministeriets pressetelefon 41 72 38 05
Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Presseinvitation: Teknisk brief om Klimastatus og -fremskrivning 202525.4.2025 11:54:49 CEST | Presseinvitation
Pressen inviteres til teknisk gennemgang af årets udgivelse om Danmarks udledninger og klimamål. Onsdag 30/4 kl. 11.15 i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Holmens Kanal 20, 1060 København K. Tilmelding via pressekontakt@kefm.dk og husk pressekort.
Presseinvitation til Copenhagen Climate Ministerial 7.-8. maj24.4.2025 14:06:56 CEST | Presseinvitation
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard er vært, når ministre og beslutningstagere fra hele verden kommer til Copenhagen Climate Ministerial d. 7. og 8. maj.
Slut med elbranchens brodne kar: Det skal være tryggere for danskerne at købe el3.4.2025 07:20:00 CEST | Pressemeddelelse
Alt for mange danskere har oplevet at blive snydt, når de har skiftet elselskab. Derfor kommer regeringen nu med en række tiltag med blandt andet mulighed for karantæne og bøder - alt sammen for at gøre det både mere trygt og gennemsigtigt for forbrugerne at skifte elselskab.
Næste skridt mod COP30: Klimaministre fra hele verden mødes i København28.3.2025 10:23:25 CET | Pressemeddelelse
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard sidder for bordenden, når Danmark for fjerde år i træk inviterer til ministermøde i København. Copenhagen Climate Ministerial samler ministre og ledere fra hele verden d. 7.-8. maj.
Ny model for hurtigere miljøvurderingsproces for vindmøller og solceller13.3.2025 10:53:11 CET | Pressemeddelelse
Kommunerne og opstillere af vedvarende energi får nu nye muligheder for en mere enkel og dermed hurtigere miljøvurderingsproces, når de vil opstille solceller eller vindmøller på land.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum