Nyt kloaksystem skal ruste Gladsaxe til fremtidens vejr

Gladsaxes kloaksystem er under pres. Kloakkerne er gamle og for små til de mængder regn, vi oplever nu og forventer i fremtiden. Konsekvensen er, at regnvand blandet med spildevand oversvømmer kældre og veje og udledes til søer, moser og åer, når det regner kraftigt.
Derfor har Gladsaxe Kommune og Novafos sendt et nyt forslag til en spildevandsplan i høring. I planen foreslås et nyt kloaksystem, hvor regnvand og spildevand adskilles i to forskellige systemer – et til regnvand og et til spildevand. Adskillelsen gør, at man på sigt kan undgå oversvømmelser og overløb, hvor urenset spildevand løber direkte ud i søer og vandløb.
- Gladsaxe ønsker at være klimavenlig by, og derfor er det også naturligt, at vi nu går i gang med at se på, hvordan vi kan fremtidssikre vores kloaksystemer ved at adskille regnvand fra spildevand, så vi bliver bedre rustet til fremtidens vejr. Det er en ambitiøs plan, men også en plan med store gevinster. Med planen får vi nemlig sat en stopper for udledning af urenset spildevand i vores vandløb og søer. Vi får også løst problemet med, at spildevand kan ende i kældre og haver, når der opstår oversvømmelser, siger formand for Miljøudvalget Tom Vang Knudsen.
Private grundejere og virksomheder bliver involveret
Planen involverer grundejere og virksomheder i Gladsaxe Kommune, som ikke i forvejen har et opdelt kloaksystem på deres grund.
Forslaget indebærer nemlig, at grundejere og virksomhedsejer selv skal stå for og betale for ombygningen af kloakken på deres egen grund, så regnvandet adskilles fra spildevandet, og regnvandet fra egen grund bliver tilsluttet det nye regnvandssystem.
- Vi er klar over, at det kan være en omfattende opgave at ændre sit kloaksystem. Alle grundejere får derfor en frist på minimum fem år, fra Gladsaxe Kommune og Novafos har besluttet at gå i gang i et område, til de skal have gennemført fuld adskillelse. Vi vil gennem hele processen hjælpe borgerne, så det bliver lettere at komme i gang og få styr på, hvad der skal ske, siger adm. direktør i Novafos Carsten Nystrup.
Novafos står for at etablere det nye system til regnvand på veje og andre offentlige arealer.
Første område er Mørkhøj
I planen er kommunen delt op i 18 områder, og der tages et område ad gangen. Første område bliver ifølge planen Mørkhøj, hvor planlægningen og dialogen med grundejerne går i gang i 2021-22. Hele projektet i Mørkhøj forventes gennemført i 2028.
Grundejere i de enkelte områder bliver direkte involveret og får tilbudt vejledning, når kommunen og Novafos står foran at starte planlægningen i området.
Det er forventningen, at det vil tage 35-40 år, inden hele Gladsaxes kloaksystem er fuldt adskilt, og alle områder er klimatilpassede.
Høring frem til 29. januar 2021
Spildevandsplan 2021 er i høring fra 26. november 2020 til 29. januar 2021. Du kan indgive dit høringssvar på vand@gladsaxe.dk. Skriv ”Høringssvar til spildevandsplanen” i emnefeltet.
Alle er velkomne til borgermøde, der afholdes den 11. januar 2021, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til politikere og fagfolk om forslaget til den nye spildevandsplan og det nye kloaksystem. Borgermødet holdes på grund af corona digitalt på Gladsaxe Kommunes Facebookprofil.
Spørg os!
Du kan få svar på dine spørgsmål om det nye kloaksystem, og hvad det betyder for dig ved at gå ind på vores hjemmeside gladsaxe.dk/nykloak. Du er også velkommen til at skrive til os med dine spørgsmål på vand@gladsaxe.dk eller ringe til vores særlige hotline.
Læs mere om hele planen, tidsplan, hotline mm.: www.gladsaxe.dk/nykloak
På hovedbiblioteket vil der blive sat plancher op, hvor du også kan få mere information og se illustrationer
Fakta:
Fælleskloakering i Gladsaxe
75 procent af kloaksystemet i Gladsaxe er fælleskloakeret, hvor regnvand og spildevand løber i samme ledning.
Miljøbelastning af vandområder i Gladsaxe
Miljøbelastningen af vandområder i Gladsaxe er stor. I Kagså og Utterslev Mose er der fx ca. to gange i måneden overløb, når det regner. Det sker på trods af, at der de sidste årtier er gjort en række indsatser for at reducere overløb af spildevand til vandområder.
Kontakter
Formand for Miljøudvalget Tom Vang Knudsen via kommunikationschef Ulla Baden, mobil 22 76 56 22 eller mail ulla.baden@gladsaxe.dk
Kommunekoordinator Arne Kristensen, Novafos, telefon 44 20 80 00 eller mail ark@novafos.dk
Billeder
Information om Gladsaxe Kommune
Gladsaxe er den første kommune i Danmark, der indarbejdede FN’s verdensmål i sin kommunestrategi. Med verdensmålene som ramme arbejder Gladsaxe for social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed samt en grøn omstilling. Det gør vi, fordi vi ønsker at gøre en forskel lokalt, der bidrager til en bæredygtig udvikling globalt. Gladsaxe Kommune har ca. 69.000 indbyggere og grænser op til København, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Herlev kommuner.
Du kan læse mere om Gladsaxe Kommune på gladsaxe.dk.
Følg pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gladsaxe Kommune
Mørkhøj har fået ny cykelbane for børn11.9.2025 10:20:42 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag var der indvielse af Mørkhøjs nye cykelbane for børn. Det blev en festdag, hvor 200 glade børn og voksne samt Gladsaxe Garden deltog. Cykelbanen er resultatet af et rigtig godt samarbejde med lokale kræfter og et nyt, hyggeligt mødested, hvor alle er velkomne.
Græssende okser og nye hundefolde i Radiomarken8.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag ankom to okser til Radiomarken. De skal gå frit omkring i en ny fold hele året rundt. Samtidig er der blevet etableret to nye hundefolde, hvor hundeejere kan have deres hund gående løs.
Gladsaxes hjemmehjælp i top blandt hovedstadskommunerne5.9.2025 13:21:39 CEST | Pressemeddelelse
Gladsaxes hjemmehjælpsmodtagere er blandt de mest tilfredse i hovedstadsområdet. De er trygge ved medarbejderne, og de, der modtager hjælp fra den kommunale hjemmepleje, er langt mere tilfredse, end dem, der har valgt en privat leverandør.
20 millioner i lønløft til Gladsaxes pædagoger og sosu’er27.6.2025 13:39:03 CEST | Pressemeddelelse
En ny aftale mellem Gladsaxe Kommune, BUPL og FOA sikrer pædagoger i børnehuse, sosu-assistenter og – hjælpere samt sygehjælpere i Gladsaxe Kommune et samlet lønløft på 20 millioner kroner årligt.
Helt unikt idrætsanlæg i Gladsaxe har fået fuld finansiering26.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nordea-fonden har netop uddelt 3,5 millioner kroner til et nyt slagsportscenter og pitstop i Gladsaxe. Dermed er finansieringen af det unikke idrætsanlæg, som er placeret under Hillerødmotorvejen, helt på plads.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum