Gør din have til en leg
Ukrudt, græsslåning og hækkeklipning. For mange haveejere er havearbejde forbundet med pligter mere end fornøjelse, men sådan behøver det bestemt ikke at være, mener Louise Møller fra Haveselskabets Rådgivning. Her får du hendes råd om, hvordan du gør din have til en leg.
Hvad er din havedrøm?
Ifølge Louise Møller skal du starte med at finde ud af, hvad din personlige havedrøm går ud på.
"For alle os, der elsker vores have, handler haveglæden nemlig i høj grad om at udleve vores havedrømme. Uanset om drømmen er en smuk rosenhave, et hav af blomstrende stauder, at dyrke sine egne lækre grøntsager eller noget helt andet," siger hun.
Men det er samtidig vigtigt at have et realistisk ambitionsniveau. For det hele bliver nemlig meget sjovere, når man får succes med sine haveprojekter.
"Hvis drømmen er en frodig køkkenhave, men du ikke har ret meget tid, skal du ikke starte ud med at anlægge en køkkenhave på 300 kvadratmeter. Det er dømt til at blive en fiasko, da arbejdet med at luge og vande hurtigt vil dræne dig for haveglæde. Det er bedre at starte småt. Du kan altid udvide senere, når din succes giver dig lyst til mere," siger Louise Møller fra Haveselskabet.
Begynd med at anlægge en lille køkkenhave på nogle få kvadratmeter eventuelt i et par højbede, som kan gøre køkkenhaven mere overskuelig at passe. Eller plant nogle bærbuske som fx solbær og stikkelsbær, som giver lækre hjemmedyrkede bær til desserter og marmelade.
Mal med blomster
Vil du gøre din have til en leg, er et blomstrende staudebed sjovt - og meget nemmere end sit rygte.
"Man kan hurtigt blive bidt af at eksperimentere med de forskellige stauders former og farver, som skifter henover sæsonen fra tidligt forår til sent efterår. For mange haveentusiaster bliver det til en livslang passion."
Et staudebed behøver ikke at være svært at passe, hvis du blot følger disse tre råd fra Haveselskabets ekspert, når du anlægger bedet:
- Plant i jord, der er helt fri for flerårig ukrudt som skvalderkål, kvikgræs og snerler.
- Plant tæt, så du begrænser ukrudtsfrøenes mulighed for at spire i det nyanlagte bed.
- Vælg stauder, der passer til det sted, de skal vokse, fx om der er sol eller skygge.
September er en rigtig fin måned at plante stauder i haven, og det er også her i efteråret, at du skal lægge de blomsterløg, som skal give din have kulør i foråret.
Slip for kedeligt havearbejde
Men hvordan er det så lige, at man får tid til alle de sjove haveprojekter, når udsigten til ukrudtslugning og hækkeklipningen skygger for haveglæden?
Ifølge Louise Møller fra Haveselskabet er det faktisk muligt at indrette haven, så du kan bruge tiden i haven på sjove projekter i stedet for kedeligt havearbejde. Her får du hendes syv bedste tips.
Haveselskabets 7 tips til en nemmere og sjovere have:
- Plant små træer og prydbuske, som giver havens karakter, men ikke kræver megen pasning, når de først er etableret.
- Plant bunddækkende planter under træer og buske, som holder ukrudtet i skak. Det kan fx være singrøn, vedbend eller guldjordbær.
- Vælg altid planter, der passer til voksestedet (fx sol/skygge), så er de meget nemmere at passe.
- Begræns arealer med faste belægninger mest muligt, da de giver meget lugearbejde.
- Vælg en fritvoksende hæk eller et hegn beklædt med klatreplanter i stedet for en klippet hæk.
- Anlæg de mere arbejdskrævende bede med roser og stauder tæt på huset fx ved terrassen, hvor du har mest fornøjelse af dem.
- Kæmper du med et bed, der er groet til med flerårigt ukrudt, kan løsningen være at omlægge det til græsplæne. Plænen kræver godt nok en ugentlig slåning, men er ellers relativt nem at passe, hvis du kan lære at leve med mos, bellis, ærenpris og mælkebøtter.
På Haveselskabets hjemmeside har vi samlet en række sjove projekter, som du kan hygge dig med i haven her i efteråret. Læs mere her: Ideer til efteraaret i haven
Den 10. september er der "Havens dag" i mange plantecentre rundt i hele landet, og der vil være god inspiration at hente til leg i haven, da årets tema netop er "Gør din have til en leg". Læs mere på Havensdag.dk. Havens dag arrangeres af foreningerne Danske Plantecentre og Danske Planteskoler.
Billeder
Information om Haveselskabet
Haveselskabet er en almennyttig, non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.
Haveselskabet udgiver Danmarks bedste havemagasin "HAVEN", som vores medlemmer modtager 10 gange om året. "Haven" kan ikke købes i løssalg i butikkerne.
Gennem Haveselskabets Rådgivning har medlemmerne gratis adgang til landets dygtigste haveeksperter.
Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.
Læs mere på https://haveselskabet.dk
Følg pressemeddelelser fra Haveselskabet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Haveselskabet
Flere gør op med havens grønne ørken: Græsplænen er ikke længere bare noget, der skal slås9.4.2025 15:37:27 CEST | Pressemeddelelse
Græsset gror, og haven kalder i påsken, men det er ikke længere givet, at hele plænen skal klippes som en golfgreen – eller at det meste af haven er udlagt til græs. Der er interesse for at gå andre veje end den klassiske kortklippede plæne, og mulighederne er mange, lyder det fra Haveselskabet.
Tid til at dyrke køkkenhave – uden sved på panden26.3.2025 16:03:47 CET | Pressemeddelelse
Tusindvis af danskere gør netop nu klar til en ny sæson i køkkenhaven, og mange gør, som de altid har gjort: Knokler med at vende jorden først. Men det kan de med fordel droppe, siger Haveselskabet, som slår et slag for den gravefri køkkenhave ved at invitere en den engelske ’no dig’-haveguru Charles Dowding til landet for at inspirere flere til en nemmere køkkenhave.
Haveselskabets Have overdrages til Slots- og Kulturstyrelsen30.1.2025 13:26:34 CET | Pressemeddelelse
I forbindelse med et naturligt udløb af den nuværende lejekontrakt, har Haveselskabet efter grundige overvejelser valgt at overdrage driften af området pr. 30. juni 2025 til Slots- og Kulturstyrelsen.
Det’ sørme, det’ sandt … det’ stadig havevejr6.12.2024 12:02:38 CET | Pressemeddelelse
Haveselskabets 5 gode gøremål i haven i december Julen står for døren, men det er stadig vejr til at gå i haven – og der er heldigvis masser af gode ting at tage sig til derude. Her giver Haveselskabet tre gode ideer til, hvad du kan gøre i haven lige nu – og både gøre noget godt for den og for dig selv.
Årets (nye) gang i haven: ” November er ved at blive en havemåned i klassisk forstand – det skal vi vænne os til”8.11.2024 11:47:54 CET | Pressemeddelelse
Klimaforandringerne har ændret årets gang i haven, og få ting er i dag, som da vi voksede op. Haveselskabet har derfor lavet en guide til, hvad du kan gøre måned for måned, nu hvor tommelfingerregler som at klippe hæk før Skt. Hans og beskære roser til dronningens fødselsdag ikke længere dur. Her får du inspiration til gode gøremål i haven i november. Haveselskabets 5 gode gøremål i haven i november
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum