EWII til konkurrenter: Tag ansvar for jeres el-sælgeres beskidte tricks

Det sker jævnligt, at EWII Koncernens kunder bliver ringet op af el-sælgere, der fortæller usandheder om virksomheden.
”Vi hører ugentligt om sælgere, der påstår, vi er gået konkurs, at vi er blevet opkøbt eller at vi har overdraget vores kunder til andre selskaber,” lyder det fra administrerende direktør i EWII, Lars Bonderup Bjørn.
Det har været et problem i årevis, og derfor har EWII Koncernen både lanceret en kampagne mod beskidte tricks, været offentligt ude med kritik af sælgermetoderne, skrevet adskillige debat-indlæg i pressen samt senest politianmeldt to af selskaberne, Velkommen og Norström for bedrageri.
Også Forbrugerombudsmanden har været ude med politianmeldelser af flere af selskaberne.
Men lige lidt hjælper det. Og det er ikke godt nok, lyder den klare melding fra EWII:
”Det, der normalt sker, er, at ledelsen i disse selskaber tager afstand fra metoderne, når de kommer i søgelyset. Så fyrer de måske en underleverandør, eller henviser til, at de har alt for travlt til at lede deres eget firma og andre må tage skraldet,” forklarer han.
”Det er en uskik. Det er ledelsen i de pågældende firmaer, der har ansvaret. Det vil jeg gerne slå helt fast: Systematisk vildledning som det her kan ikke tørres af på en underleverandør eller på den enkelte sælger. Det er ene og alene ledelsens ansvar,” siger Lars Bonderup Bjørn.
EWII Koncernen har det meste af 2020 samlet sager ind og kategoriseret dem, og det er kommet bag på direktøren, hvor systematisk, det er sat i værk:
”Når man kigger ned over sagerne samlet, kan vi se, at det er de samme to-tre ting, som sælgerne siger, og at der er pauser, når der er offentlig opmærksomhed. Når opmærksomheden stilner af, begynder det igen. Det er helt systematisk,” siger Lars Bonderup Bjørn.
For eksempel var der mange sager i sommers, men så blev der sat fokus på de beskidte metoder, og så stilnede opkaldene af.
”Freden varede i halvanden måned. Så begyndte vi igen at få klager,” siger direktøren.
Derfor besluttede direktøren sig for at politianmelde begge selskaber. Men det hjalp heller ikke, siger han:
”Faktisk er der sket det helt modsatte – efter vi har politianmeldt, er det både blevet grovere og mærkeligere,” fortæller Lars Bonderup Bjørn.
For eksempel, afslører direktøren, blev EWII Koncernen kort efter politianmeldelsen kontaktet af en kunde, der troede, han ringede til Norström.
”Kunden fortalte, at han ringede tilbage på et nummer, han flere gange var blevet ringet op på. Men det er ikke et nummer, vi kender eller ejer. Vi er ikke klar over, hvorfor det viderestiller til os,” siger Lars Bonderup Bjørn.
Udover adskillige opkald fra forvirrede kunder, der ville dobbelttjekke falske oplysninger, har koncernen også to gange oplevet, at sælgere fysisk udgiver sig for at være fra EWII. Blandt andet har en kunde klaget over at være blevet antastet af sælgere i Vejle Bygade.
”Vi har ikke folk på gaden, så ingen møder os ude på gaden. Længere er den ikke. Men vi er godt og grundigt trætte af dem, der står der i vores navn og alle de andre uærlige sælgere. Det er på tide, at loven bliver strammet, så vi kan få stoppet den her ulovlige praksis,” siger Lars Bonderup Bjørn.
Nøgleord
Kontakter
Lars Bonderup Bjørn, telefon 23 23 71 18
(For baggrund eller cases: PR- og pressechef Anya Palm på 5115 2555.)
Billeder

Links
Information om EWII A/S
Koncernen har hovedkvarter i Trekantområdet, hvor vi er leverandør af elnet, vand, varme og fiber. Derudover sælger vi el, bredbånd, ladestandere og giver energirådgivning til kunder over hele landet. Vi driver ligeledes elforsyningen på Bornholm.
Vi bygger Danmarks grønne infrastruktur med høj forsyningssikkerhed, og vi vægter, at det skal være nemt at være kunde hos os.
Vi er med til at forme fremtiden for energibranchen, og spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens intelligente løsninger og fleksible energisystemer for at sikre en optimal udnyttelse af de grønne teknologier. Vi bygger fremtidens fibersamfund og udvikler løsninger til fremme heraf. Vi investerer ansvarligt og fremsynet i udviklingen af vores fælles samfund.
EWII er en af Trekantområdets største private arbejdspladser med mere end 600 medarbejdere.
Følg pressemeddelelser fra EWII A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra EWII A/S
Seks store skridt gør EWII klar til grøn fremtid8.4.2025 11:10:48 CEST | Pressemeddelelse
For energikoncernen EWII var 2024 et overgangsår. Ny strategi, store investeringer og skarpe holdninger sikrede sammen med en stabil drift, at koncernen leverede et resultat bedre end forventet og står stærkt rustet.
EWII indgår samarbejde med Enorm Biofactory: Bandlyser kød og komælk for at reducere CO21.4.2025 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er slut med kødretter til frokost og komælk i kaffen hos den danske energikoncern. Direktøren har mistet tålmodigheden og skærer igennem på klimaets vegne. Via et strategisk samarbejde med en producent af spiselige larver ventes initiativet at reducere EWIIs klimaaftryk med 46 ton CO2 om året.
EWII opstiller lynladere ved ABC Lavpris-butikker21.2.2025 08:15:00 CET | Pressemeddelelse
Handlende og forbipasserende får i løbet af 2025 mulighed for at lade elbilen på en EWII-ladestander ved ABC Lavpris’ butikker. Energikoncernen har indgået en aftale med kæden om at etablere ladestandere ved samtlige 15 supermarkeder.
Fiber til alle: EWII runder stor milepæl med fibernettet18.2.2025 09:22:51 CET | Pressemeddelelse
Energikoncernen EWII har gravet fibernet ned i hele Trekantområdet, og når dermed i mål med den strategiske satsning om at sikre muligheden for fiberforbindelse til alle husstande i koncernens jyske elforsyningsområde. Et mål de færreste mente var realistisk for år tilbage.
EWII og VisBlue vil sælge flowbatterier til ejendomsbranchen5.2.2025 13:53:38 CET | Pressemeddelelse
Energikoncernen EWII og den danske batterileverandør VisBlue har indgået et partnerskab, der skal hjælpe ejendomsbranchen med at optimere deres energiforbrug ved hjælp af flowbatterier. Ved at lagre overskydende energi fra deres solceller eller fra elnettet på et flowbatteri, når priserne er lave, er kunderne sikret billigere grøn strøm, når priserne stiger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum