Halsnæs Kommune

Rekordstor valgdeltagelse blandt unge

Del
Ved det seneste Europaparlamentsvalg steg valgdeltagelsen kraftigt blandt de unge i Halsnæs. Det vækker glæde i kommunen, der har haft særligt fokus på at få de unge til at stemme.
Interessen for demokrati er i top blandt yngre vælgere i Halsnæs. Det viser en ny rapport fra Københavns Universitet, der har kigget nærmere på stemmeprocenterne ved valget til Europaparlamentet i maj 2019. 
Hele 55 procent flere 18-årige tog denne gang turen i stemmeboksen sammenlignet med valget i 2014. Med en stemmeprocent på 72,6 stod aldersgruppen desuden for den højeste valgdeltagelse af alle aldersgrupper i kommunen.
 
”I byrådet har vi sat det som mål, at flere unge skal stemme, for det er vigtigt, at de også tager aktiv del i demokratiet. Derfor er jeg rigtig glad for at se, at så mange har brugt deres stemme ved Europaparlamentsvalget. Det bekræfter os i, at de unge i kommunen interesserer sig for deres samfund og gerne vil deltage aktivt,” siger Helle Vibeke Lunderød, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Demokrati.
 

Kommunikation i øjenhøjde

Den flotte stigning i valgdeltagelsen kommer i kølvandet på en kampagne, som Halsnæs Kommune i foråret søsatte for netop at få flere unge i stemmeboksen. En vigtig del af kampagnen var at inddrage de unge selv og kommunikere i øjenhøjde med dem. Kampagnen havde det humoristiske budskab ”Skal din mor stadig bestemme? Hvis ikke – så husk at stemme”. Ud over at sprede budskabet i byrummet indledte kommunen blandt andet også et samarbejde med den lokale McDonalds og undervisningsstederne.
 
”Byrådets mål om, at flere unge skal stemme, er på én gang en spændende opgave og en faglig udfordring. Der er mange eksempler på, at det offentlige har kommunikeret forbi unge. Ved at sætte os i de unges sted fandt vi nogle ideer, som har bidraget til det gode resultat i Halsnæs. Vi skabte for eksempel et samarbejde med gymnasiet, hvor et hold samfundsfagselever udviklede egne, spændende idéer til at få de unge til at stemme. Det skabte noget af den ung-til-ung-kommunikation, vi søgte, og så gav det positiv omtale af, at kommunen tager de unge seriøst og lytter til dem,” forklarer Søren Würtz, leder af Kultur, Idræt, Demokrati og Erhverv.
 
Den fine stigning har givet mod på mere i Halsnæs Kommune. Byrådet har for eksempel allerede besluttet at afsætte penge til at fremme indsatsen for at få de unge til også at stemme ved kommunalvalget i 2021.
 
Fakta:
Stemmeprocent ved EP19 i Halsnæs (2014 i parentes):
  • 18-årige: 72,6 pct (46,8) – svarende til en stigning på 55,1 pct/25,8 pctpoint
  • 19-21-årige: 50,9 pct (34,4) – svarende til en stigning på 48 pct/16,5 pctpoint
  • Samlet stemmeprocent i Halsnæs: 62,75 pct (53,11)

Billeder

Information om Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune
Halsnæs Kommune
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk

+45 47 78 40 00https://halsnaes.dk/

Halsnæs Kommune er placeret i naturskønne omgivelser i det nordvestlige hjørne af Nordsjælland. Vores motto er: "Halsnæs - rå og autentisk. Her er ikke for fint, og det føles ægte". Kom og vær med!

Følg pressemeddelelser fra Halsnæs Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Halsnæs Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye