Bedemand: Behov for kirken kom til udtryk under corona-nedlukning

Babyer i dåbskjoler og brudepar, der forlader kirken hånd i hånd, er et sjældnere og sjældnere syn i de danske kirker. Ifølge Kirkeministeriet var det kun hvert tredje par, der blev gift i kirken, mens lige over halvdelen af de nyfødte børn blev døbt. Det står i stærk kontrast til de 82,7 procent af de døde, der i 2019 blev kirkeligt begravet eller bisat.

Det kommer ikke bag på Lars Kingo, der er medindehaver af H.J. Madsen Bedemandsforretning, at vi holder fast i traditionerne, når vi skal tage afsked med vores kære og bearbejde den sorg, som et dødsfald kan være. Det har særligt været tydeligt under covid-19-pandemien, hvor mulighederne for at tage afsked har været begrænsede.

– Vores forhold til kirken som et sted, hvor vi finder trøst, er vedblivende. Der kan kirken virkelig noget. Det kom særligt til udtryk under corona, hvor jeg mødte mange pårørende, der var meget kede af ikke at have mulighed for sammen at tage afsked i kirken,siger Lars Kingo.

En velafprøvet rituel ramme

Ifølge Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi på Aalborg Universitet og forsker i dødskultur og dødens sociologi, er der en særlig grund til, at danskerne vender tilbage til kirken i forbindelse med døden.

– Døden er svær at håndtere, og her tilbyder Folkekirken en velafprøvet rituel ramme for, hvordan man tager afsked med sin elskede, og for hvordan trøst, håb og mening udtrykkes, så livet kan gå videre bagefter, siger han. 

Grænser for personliggørelse

Michael Hviid Jacobsen fortæller, at der generelt har været en stigning i efterspørgslen på personliggjorte begravelser. Her ses det også, at danskerne alligevel holder sig til de traditionelle kirkelige ritualer.

– Når alt kommer til alt, er der grænser for opfindsomheden. De kirkelige ritualer med jordpåkastelse, velsignelse og begravelsestaler udgør stadig grundstammen i den måde, langt de fleste danskere afholder den sidste store fest for deres afdøde, siger han.

Lars Kingo oplever også, at der kun er små afvigelser fra de traditionelle ritualer, når han taler med pårørende.

– Jeg tror, at man i den brede offentlighed har et billede af, at mange vælger at lave begravelserne meget personlige og individualiserede, og at man ofte afviger fra de traditionelle begravelsesritualer. Det sker i lidt højere grad end tidligere, men det er langt fra reglen. Når det sker, er det typisk med et stykke musik, som bliver spillet, eller ved at synge en sang, der ikke er en salme, men det bliver typisk ved det, siger Lars Kingo.