Vær med, når hele Danmark samler affald
11.9.2020 13:24:41 CEST | Danmarks Naturfredningsforening | Pressemeddelelse

For mange danskere er den årlige affaldsindsamling et fast forårsritual, hvor man samles om at befri naturen og lokalområdet for henkastet affald. I foråret måtte Danmarks Naturfredningsforening dog udsætte årets indsamling pga. coronavirus, men nu er det atter tid til at rykke ud med handsker og sæk.
Lørdag d. 19. september løber den store indsamlingsdag af stablen, når foreninger, klubber, privatpersoner m.fl. inviterer på godt 500 lokale affaldsindsamlinger i hele landet.
Også uden for de danske grænser bliver der samlet affald netop denne dag. D. 19. september er nemlig World Cleanup Day – en verdensomspændende indsamling, der altså i år får støtte fra den 14 år gamle danske affaldsindsamling.
- Vi glæder os utroligt meget til at mærke det fantastiske engagement, vi hvert år oplever, når flere tusind danskere går sammen om at befri vores natur og vores byer for affald. Og så er vi glade for, at vi samtidig kan bidrage til den internationale indsamling. Sammen skal vi vise omverdenen, at skrald hører til i skraldespanden og altså hverken i vores natur, vores have eller vores byer, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Affaldsindsamlingen vil tælle mundbind
Hvert år indsamler Danmarks Naturfredningsforening oplysninger om, hvor mange kilo affald og hvor mange dåser der er blevet samlet på Affaldsindsamlingen. I år bliver de frivillige indsamlere også bedt om at angive, hvor mange mundbind de finder.
Danmarks Naturfredningsforening er gennem den seneste måned blevet gjort opmærksom på, at det flere steder i landet flyder med henkastede engangsmundbind. Derfor sætter foreningen fokus på problemet på årets affaldsindsamling.
For det er bestemt ikke uproblematisk, hvis udtjente mundbind havner i naturen. F.eks. er der plast i engangsmundbindene, som med tiden bliver nedbrudt til mikroplast – til skade for vores natur og miljø. Ifølge Waste Free Oceans er engangsmundbindene op til 450 år om at blive nedbrudt i naturen.
- Mange har nok set mundbind ligge og flyde rundtomkring, og det kan vi ikke bare lukke øjnene for. Udtjente mundbind skal i skraldespanden, og det vil vi gerne være med til at sætte fokus på, siger Maria Reumert Gjerding.
Alle kan være med
På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde en oversigt over alle de officielle affaldsindsamlinger. Her fremgår det, om tilmelding til de enkelte indsamlinger er påkrævet eller ej.
Man kan dog også deltage i Affaldsindsamlingen uden om de officielle indsamlinger. Hvis man går ud og samler affald på egen hånd og efterfølgende indtaster det på https://www.affaldsindsamlingen.dk/om/indtast-resultat/, tæller det med i det samlede resultat.
Danmarks Naturfredningsforening opfordrer alle deltagere og arrangører til at benytte handsker og til at følge myndighedernes anbefalinger for at mindske risikoen for coronasmitte.
FAKTA: Om Affaldsindsamlingen
- Den officielle indsamlingsdag er rykket fra d. 26. april til den 19. september pga. corona.
- 142.000 børn fra skoler og dagtilbud skulle oprindeligt have samlet ind i hverdagene op til d. 26. april. Pga. corona blev de tilmeldte skoler og dagtilbud i stedet opfordret til at samle ind, når det passede ind i skemaet.
- Affaldsindsamlingen har eksisteret siden 2006.
- I 2019 blev der samlet 156.000 kilo affald, 110.000 dåser og 1.500.000 cigaretskod.
- Bilka opfordrer alle danskere til at samle affald, og donerer samtidig 1 kr. pr. kilo affald, der bliver samlet ind på hele Affaldsindsamlingen 2020. Der kan hentes gratis affaldssække i Bilka og efterfølgende aflevere affaldet i sorteringscontainere på Bilkas p-pladser.
- Merrild giver økologisk kaffe til indsamlingerne. Derudover donerer Merrild 25.000 kr. til et grønt skoleprojekt og opfordrer samtidig alle skoler til at kåre og hylde deres egen affaldshelt.
Sådan kan I dække Affaldsindsamlingen
500 lokale indsamlinger
Lørdag d. 19. september er der offentlige affaldsindsamlinger i hele landet. Det er private danskere, foreninger, klubber og virksomheder, m.fl., der inviterer til affaldsindsamling.
Arrangementerne kan findes på https://www.affaldsindsamlingen.dk/find-indsamling/
Miljøminister, DN-præsident og dykkere går på skraldejagt i Roskilde Havn
Lørdag d. 19. september kl. 10 skal miljøminister Lea Wermelin, DN-præsident Maria Reumert Gjerding og en lokal dykkerklub ud at samle affald i Roskilde Havn (Vindeboder, 4000 Roskilde) sammen med blandt andre Roskilde-borgmester Tomas Breddam og en række lokale børnefamilier. Presseakkreditering via mikkel@dn.dk.
Kontakter
Charlotte Juul, projektleder
cju@dn.dk / 51 46 01 02
Mikkel Faartoft, presse
mikkel@dn.dk / 26 79 59 83
Billeder
Information om Danmarks Naturfredningsforening
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
DN jubler over historisk grøn regering2.6.2026 16:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nationalt sprøjteforbud, bedre dyrevelfærd, reduktion af svineproduktionen og høje ambitioner for klima og natur. Danmarks Naturfredningsforening kan ikke få armene ned over et historisk grønt regeringsgrundlag.
Ungdomsbevægelse i flor: Nu skal fællesskab for biodiversitet blomstre i flere byer27.5.2026 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Siden 2023 har Danmarks Naturfredningsforenings ungdomsbevægelse FLOR været et grønt samlingspunkt for unge, der interesserer sig for natur og engagerer sig i biodiversitetskrisen. Med ny bevilling fra Tuborgfondet og 15. Juni Fonden kan flere unge blive del af det spirende og handlekraftige fællesskab.
Ny opgørelse: Op til 48 grise per indbygger22.5.2026 05:31:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark producerer hvert år over 30 millioner grise. Det sætter spor i naturen, belaster lokalmiljøer og kan også få betydning for menneskers sundhed.
Gør en indsats for dit lokale vandmiljø: DN og VELUX FONDEN åbner puljen Blåt Guld18.5.2026 10:03:00 CEST | Pressemeddelelse
Drømmer du om at gøre en forskel for et vandløb, en sø eller havet, men mangler økonomien og rammerne til at realisere din idé? Så læs med her.
Affaldsindsamlere fandt over 120 ton skrald6.5.2026 05:31:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring 200.000 danskere deltog i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling i midten af april. I løbet af en enkelt uge samlede de mere end 120 ton affald.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

