Danskerne slæber sodavand hjem i stor stil – samtidig stiger vægten
31.8.2020 08:00:00 CEST | Kræftens Bekæmpelse | Pressemeddelelse

Det er i dag billigere end nogensinde før at slukke tørsten i sodavand. Og det gør danskerne i stor stil. Ifølge en måling foretaget af analyseinstituttet GfK køber de danske husstande årligt i snit 86 liter sodavand i supermarkedet. Det er 19 liter sodavand mere om året end for 10 år siden. Samtidigt er priserne på sodavand faldet markant siden afskaffelse af sodavandsafgiften i 2014.
Danskernes stigende indkøb af sodavand er bare ét eksempel på, at vi er glade for tomme kalorier. Vi er også verdensmestre i slikspisning og indtager hver især årligt ca. 12,3 kilo slik og chokolade. Og det skyldes bl.a. større portions- og pakkestørrelser.
Det store udbud og forbrug af tomme kalorier giver risiko for at flere får overvægt. Mere end halvdelen af os lever allerede med overvægt. Hvis vi ikke gør noget ved stigningen på overvægtskurven, vil 66 pct. af alle danskere have overvægt i 2045. Det vil betyde 48.000 flere kræfttilfælde på de næste 30 år alene pga. overvægt.
Det sunde valg burde være det nemme valg
- Når så mange danskere i dag har overvægt, kan det ikke bare forklares med manglende viljestyrke hos den enkelte. Årsagerne til overvægt er komplekse, og derfor er løsningerne heller ikke simple. Det er en stor samfundsmæssig sundhedsudfordring, fastslår Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
- Når vi handler, køber take-away eller stopper på tanken, burde det sunde valg være nemt og billigt. Sådan er det ikke i dag. Derfor har vi brug for langsigtede, strukturelle ændringer og en samlet indsats om at stoppe stigningen i overvægt, siger hun.
Overvægt er den andenstørste risikofaktor for kræft
Hovedparten af danskerne ved godt, at overvægt kan føre til hjertekarsygdomme og diabetes. Men kun to ud af ti er klar over, at overvægt øger risikoen for kræft. Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer og er den andenstørste risikofaktor for kræft. Rygning er den største.
Det lader til at danskerne er enige i, at samfundet spiller en stor rolle, når vi ser på stigningen i overvægt blandt befolkningen. 84 pct. af deltagerne i en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen mener nemlig, at vi lever i et samfund, som gør det nemt at røre sig for lidt og spise for meget.
Kræftens Bekæmpelse lancerer i denne uge oplysningskampagnen ’Et ufedt budskab.’ Budskabet i kampagnen er, at overvægt skader din sundhed. Det øger risikoen for kræft og andre alvorlige sygdomme.
- Fire ud af ti kræfttilfælde kan forebygges. Derfor er det vigtigt at se på årsager til overvægt og tage hul på den svære samtale om de sundhedsmæssige konsekvenser og løsninger. Det er en vigtig, men også svær opgave, da overvægt er et følsomt emne at tale om, afslutter Mette Lolk Hanak.
------------------------------------------------------------------------------
Fakta om overvægt og kræft
- 51 pct. af danskerne har overvægt.
- Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer, heriblandt bryst- og tarmkræft, som til sammen rammer knap 9.700 danskere hvert år.
- Omkring 66 pct. af alle danskere vil have overvægt i 2045 og 48.000 flere vil få kræft alene på grund af overvægt, hvis ikke udviklingen vendes.
- Vi kan stadig nå at forebygge den uheldige udvikling i Danmark, hvor det endnu ikke står så slemt til som i f.eks. USA og Storbritannien. Vi er et de lande i Europa, hvor flest børn har en sund vægt.
------------------------------------------------------------------------------
Sodavandstal
- Siden sukkerafgiften på sodavand blev fjernet ved indgangen til 2014, er priserne faldet og salget af sodavand steget med 27 pct., ifølge Bryggeriforeningen.
- Nye tal fra analyseinstituttet GfK viser, at danske husstande køber 19 liter mere sodavand på et år end for 10 år siden. Tal fra 3. kvartal 2010 viser, at de danske hustande i gennemsnit købte 66,8 liter sodavand på et år. I 3. kvartal i 2019 var gennemsnittet steget til 85,7 liter sodavand pr. år. Det er en stigning på 28,3 pct.
- GfK er en af verdens største analysevirksomheder med aktiviteter i mere end 100 lande, og med et fokus på shoppernes holdninger til diverse trends inden for indkøb. I Danmark har de siden 1950'erne specialiseret sig i analyser af indkøbsadfærden på baggrund af data fra deres husstandspanel. Panelet har 3.000 husstande i Danmark, og er repræsentativt for Danmarks befolkning på alder (voksne) og regionsniveau.
------------------------------------------------------------------------------
Danskernes viden om og holdning til overvægt og sundhed
- Undersøgelsen ”Danskernes viden om og holdninger til overvægt og sundhed” er foretaget af Gallup KANTAR for Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen i 2019 blandt 5.122 voksne danskere. Undersøgelsen viser, at kun 22 pct. forbinder overvægt med øget risiko for kræft, mens 86 pct. forbinder overvægt med type 2-diabtes, 81 pct. med hjerte-kar-sygdomme og 80 pct. forbinder overvægt med forhøjet blodtryk. Undersøgelsen kan findes HER.
------------------------------------------------------------------------------
Folkeoplysning af ’Et ufedt budskab’
Kræftens Bekæmpelses oplysningsindsats ’Ét ufedt budskab’ har et budskab til danskerne om, at overvægt er sundhedsskadeligt og øger risikoen for kræft. Den svære samtale om overvægt er omdrejningspunkt. Skuespiller Anders W. Berthelsen er kampagnens ansigt og medvirker bl.a. i en film, der kan ses via Kræftens Bekæmpelses Facebookside. Læs mere om kampagnen ’Et ufedt budskab’ og se kampagnefilmen på www.etufedtbudskab.dk.
Nøgleord
Kontakter
Louise Kramer, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse: lkram@cancer.dk / Tlf. 3525 7687 / 2298 1577
Billeder

Information om Kræftens Bekæmpelse
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Stort nyt studie: Seksuelle senfølger efter kræft er meget udbredte - det overrasker forsker4.4.2026 10:04:27 CEST | Pressemeddelelse
4 ud af 10 kvinder og 1 ud af 3 mænd, der har haft kræft, har ikke haft sex det seneste år. Det viser det hidtil største studie af seksuelle senfølger efter kræft.
Slut med frugt- og colasmag i snus30.3.2026 14:59:18 CEST | Pressemeddelelse
Fra onsdag er det ulovligt at sælge og købe nikotinposer med søde smage af fx frugt, cola eller lakrids. En rigtig god nyhed - men vi skal gøre endnu mere for vores børn og unge, siger Kræftens Bekæmpelse.
Musik For Livet: Fællessang til fordel for børn med kræft26.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kræftens Bekæmpelse vil med fællessang samle Danmark og samtidig rejse penge til indsatsen ’Kræft er ikke for børn’. Bl.a. Mads Langer går på scenen i den gode sags tjeneste og kalder initiativet en ’kærlighedskrig’.
Ny forskning: Mange alvorlige senfølger efter lungekræft - derfor skal cigaretter koste mindst 120 kroner22.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Mange kæmper med alvorlige senfølger efter lungekræft. Kræftens Bekæmpelse: Hæv prisen på tobak og nikotin!
Ny rapport afliver myte: Ældre rygere vil gerne stoppe20.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at et stigende antal ældre gerne vil kvitte tobakken.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
